Oddworld: Stranger's Wrath

På nær de obligatoriske vindhekse, opfylder Stranger’s Wrath alle de gængse krav for en rigtig western-fortælling. Her er skråtyggende banditter med haglbøsser, støvede nybyggerbyer, hvor husene nærmest læner sig op ad hinanden og masser af pistoldueller ved middagstid. Nå ja, og så er der klukkende høns, en ponchobærende helt med sandpapirsstemme og levende ammunition - men af en eller anden grund virker det helt normalt i det i forvejen fordrejede og vidunderlige Oddworld-univers.

Man kan ikke sige at det nogensinde har skortet på gode ideer hos amerikanske Oddworld Inhabitants, og det er heller ikke tilfældet med Stranger’s Wrath, der ganske vist tager en afstikker fra de gådebaserede kapitler som Abes Oddysse og Munchs Oddysse, men som til gengæld leverer varen på andre og meget forunderlige måder. Ikke mindst på området der har at gøre med den levende ammunition. Og jo, det er et morsomt og anderledes indslag, der både forundrer og fornøjer; faktisk så meget, at selv Electronic Arts har peget netop det aspekt ud som værende det produktet skal sælges på i utallige reklamer.

Som spiller får man styringen over Stranger, en løvelignende dusørjager, der rejser fra landsby til landsby i jagten på det vilde vestens værste drenge. Og det er noget af en samling skumle eksistenser man møder undervejs. Fra Filthy Hands Floyd til Flint "Explosivez" McGee og den vanvittige Mortimer Bang er der nok at bide over - specielt hvis man vælger at fange dem i live og derved får væsentligt mere Moolah ind på kontoen. Strangers Wrath kredser nemlig om tilfangetagelsen af disse forbrydere, og mens der undervejs er nogle noget uventede plotdrejninger og morsomheder, så er spillet stort set støvsuget for gåder eller veltimede hop. Det er på mange måder en gammeldags oplevelse, hvor ethvert større område fører til og afsluttes med en hidsig skudduel - og det er man nødt til at være klar over. Glem alt om Jak 3’s genreblanding eller Grand Theft Autos åbne vidder - Stranger’s Wrath er lineært så det batter.

Men hvad gør det så fængende? Først og fremmest er det Strangers arsenal af ammunition, der skal indsamles og bruges undervejs, der giver spillet en ny dimension. Ved hjælp af farverige dyr som de edderkoplignende Bolamites, de egernagtige Chippunks og de behårede uldeklumper Fuzzles, lægger man en strategi for hvordan bosserne skal fanges. Fælles for dem alle er at de kan trynes langsomt via ens stærkeste ammunition, men så er der også en stor fare for at man kun kommer hjem med dem i småbidder. Tager man til gengæld en mere omfattende og givende strategi til sig, så åbnes der op for adskillige muligheder. Skal man for eksempel lægge en række Fuzzles klar foran en indgang og presse fjenderne til at komme ud, eller skal man sende et par eksploderende Boombats ind gennem det nærmeste vindue og derved risikerer at hele hytten går op i røg? Systemet virker upåklageligt og som det udvides med indkøbte forbedringer fra byens købmandsbutik, bliver mulighederne endnu flere.

Langsomt lærer man sig selv at fokusere på bossernes stamina frem for deres livline. Man kombinerer en slagstærk Thudslug med et smertefuldt smæk fra en Zapfly og før man ved af det, så kredser stjernerne omkring bossens hoved, hvilket indikerer at han er klar til at blive lagt i håndjern og suget ind i en Ghostbusters-lignende anordning. Herefter går den tilbage til byens dusørbutik, hvor man indkasserer sine veltjente knaster og så er det ellers bare ud på næste job. Undervejs krydres dette af med en egentlig historie, der omhandler Strangers jagt på en operation og ikke mindst et opgør med Sekto, lederen af Sekto Spring Dam - og underliggende er der så igen direkte referencer til USA’s miljøpolitik og deres behandling af landets oprindelige indbyggere, indianerne. Det er forfriskende at opleve et spil, der rent faktisk har et underliggende tema, eller budskab om man vil.

Man kan heller ikke kritisere spillets vidunderlige grafiske side. Stranger’s Wrath er, til trods for i starten at bevæge sig i rustbrune og gyldne nuancer, et yderst flot bekendtskab, der viser nye sider af Microsofts Xbox. Der loades stort set aldrig og de mange landskaber, der strækker sig fra åbne marker til klippehuler over industrielle fabrikker til sneklædte borge, er både opfindsomme og indbydende. Dog er de alle yderst lineære, og selvom de er enorme, så kan man ikke undgå at føle sig en smule indespærret og ledt ved næsen hele vejen. Jeg havde personligt ikke noget imod formen, men jeg kan sagtens forstille mig nogle noget lumre anmeldelser fra desillusionerede skribenter, der havde håbet på noget mere eller andet.

Stranger’s Wrath er mere og andet end blot et stykke godt håndværk. Den tekniske side skinner og den gnidningsløse overgang mellem første- og tredjepersonsperspektivet er ikke til at lægge en finger på. Faktisk kan jeg ikke komme i tanke om andre spil der giver spilleren et lige så velfungerende system at lege med. Den levende ammunition og ens armbrøst er også et tiltag der fungerer over al forventning, og kædes det sammen med den gode historie, så har jeg svært ved ikke at elske Lorne Lannings seneste kreative indslag. For nogle vil den dybt lineære vej gennem spillets ellers smukke lokaliteter være et stort og måske for overskyggende element til at man rigtig nyder det, men for mig var det absolut intet problem. Stranger’s Wrath er en stærk og anderledes spiloplevelse.