Okami HD

På en måde er det meget passende, at Okami som sin hovedperson genopstår på netop dette tidspunkt. Den oprindelige udgave markerede på mange måder slutningen på den japanske spilindustris guldalder, og derfor virker det oplagt, at en ny generation bliver introduceret til Clovers klassiker i netop det år, hvor den japanske spilindustri med en perlerække af nye titler har rejst sig som en anden fugl Føniks.

På trods af min fremskredne alder fik jeg faktisk aldrig spillet hverken det oprindelige spil eller de to re-releases til henholdsvis PS3 og Wii - og det selvom spillet trods sløve salgstal hurtigt fik klassikerstatus og genremæssigt i den grad tiltaler mig. Spørgsmålet er, om Okami her 11 år efter sin oprindelige udgivelse stadig er et spil, der kan fortrylle de spillere, som ikke bærer nostalgifarvede briller, eller om tidens tand har været for hård ved en af PS2-æraens mest roste spil?

Det starter ikke godt. Okamis intro er ellers distinkt nok med sin storybook præsentation, der fortæller historien om, hvordan solguden Amaterasu i sin ulveform sammen med en modig kriger besejrede og bortviste det sagnomspundne monster, Orochi. Historien tager sin egentlige begyndelse 100 år senere, hvor Orochi igen er blevet sat fri, og der derfor er brug for Amaterasus guddommelige egenskaber - igen i ulveform, forstås. Problemet med introen er primært dens længde på næsten en halv time, hvilket ville have været lang tid selv for et spil med præsentation på Naughty Dog-niveau - og Okami er langt fra det niveau. Selve udseendet er som nævnt ganske fint, men udtrykket er statisk og voice over'en er et særligt slemt tilfælde af den imiterede sludder-tale, som blandt andet Zelda-spillene har været med til at gøre berømt/berygtet. Og når du endelig tager kontrol over Amaterasu, plages spillet den første lille times tid af meget hyppige tutorial-afbrydelser.

Heldigvis er den sløve start på ingen måde en indikation for resten af spillets niveau, for Okami kommer hurtigt op i fart og leverer et tidløst eventyr, hvis innovative gameplay, opfindsomme verdensdesign og smukke grafik bør opleves af så stort et publikum som muligt. I Okamis narrative og mekaniske centrum står The Celestial Brush, en guddommelig pensel hvis 13 forskellige teknikker er Amaterasu og hendes flabede sidekick Issuns bedste våben mod den ondskab, der igen truer Japan. De forskellige penselteknikker er Okamis version af den velkendte designfilosofi, hvor nye teknikker giver adgang til før utilgængelige områder. Det er en designformular, som Zelda-spillene har udødeliggjort, og Okamis klart største inspirationskilde synes da også at være 3D-udgaverne af Links eventyr (præ Breath of the Wild, naturligvis). Ligesom disse spil er Okami bygget op omkring udforskning, gåder og kamp i en eventyrlig verden, der blander åbne områder med stramt designede dungeons. Okami lader dig udforske verdenen på egen hånd, og er mestendels renset for map markers og deslige, så det gælder om at lytte efter de hints og instrukser, du får fra NPC'erne. Her føles Okami nærmest fremsynet, da spil som førnævnte Breath of the Wild har fjernet det kedsommelige "holde i hånden design", der ellers har domineret 10'erne.

Amaterasu og Issuns søgen efter de 13 teknikker tager dem blandt andet gennem brusende floder, dybe skove, forheksede landsbyer og sunkne skibe i en eventyrlig version af Japan, der føles både klassisk og magisk. Det er sagnenes Japan, hvor folket er tæt på guderne, som vandrer på jorden og kæmper side om side med dem mod uhyrer så frygtelige og magtfulde, at de truer hele landets eksistens. Her er penslen mindst ligeså vigtig som sværdet, og (gen)skabelse og tro er de vigtigste våben mod den ondskab, der bogstavelig talt siver ind i samfundet fra alle verdenshjørner. Eventyret overrasker konstant med spøjse påfund, fortryllende scenarier og overraskende komiske NPC'er som for eksempel den modige/kujonagtige kriger Susano, der konstant mediterer (i søvne) og kæmper bedst i en 10-hestes sake-brandert. Tonen i Okami er grundlæggende let og ret fjollet, men Clover er ikke bange for at tage hyppige afstikkere ind i rørende eller dystre territorier, især som historien nærmer sig enden. Det kan igen lyde som Zelda, hvilket heller ikke er helt skævt, men fortællingen i Okami er nu engang helt sin egen. To af hovedårsagerne til dette er spillets helt igennem japansk lydende soundtrack og maleriske grafiske udtryk. Førstnævnte brillerer ved fornemt at understøtte spillets afvekslende tone ved skiftevis at være legende let og komisk, dyster og ildevarslende, og vigtigst af alt majestætisk og brusende når Amaterasu fx suser over de åbne sletter eller rider på ryggen af en særdeles nuttet spækhugger.

Der er i årenes løb blevet sagt mange pæne ting om Okamis grafiske udtryk, og selvom det selvfølgelig kan ses, at spillet stammer fra PS2-æraen, så imponerer den cel-shadede grafik stadig. Med sine udvaskede vandfarver på nærmest collageagtige baggrunde, er Okami stadig det spil, der kommer tættest på at ligne et levende maleri fra Edo perioden. Et ægte kunstværk, hvilket jo er meget passende taget i betragtning af, at spillets vigtigste gameplay-element er en pensel.

For som nævnt tidligere er The Celestial Brush ikke kun et overfladisk narrativt element, men også særdeles brugbar i kamp, udforskning og gådeløsning. De 13 teknikker giver dig mulighed for at udøve din guddommelige magt med få simple penselstrøg. Rent praktisk foregår det hele ved at holde R1 inde og dermed pause spillet, herefter kan du ved hjælp af den venstre analoge stick hugge træer og sten over, genskabe ødelagte bygninger, gøre nat til dag (og omvendt), hidkalde blæst af stormstyrke, smelte is, lave ild, sænke tiden og meget mere. Det er et simpelt og velfungerende system, der på utrolig elegant vis understøtter den tematik, spillets narrativ kredser om.

I kamp agerer teknikkerne trumf på de simple angrebs- og undvigelsesmanøvrer, Amaterasu har til rådighed, og løfter det ellers ret så basale system op på et helt andet niveau. Er du oppe mod en brændende fjende, kan du tegne blæstsymbolet og slukke ilden, så du kan komme til med dine slag, og er fjenden for hurtig, kan du sænke tiden. Dermed tilføres flere af selv de ordinære kampe et puzzle-element, der naturligvis mister friskheden med tiden, men Okami introducerer heldigvis løbende nye fjender, hvilket sørger for at holde dig på tæerne. Der er naturligvis også en række udmærkede bosser, hvor puzzle-elementet skrues op og sætter din brug af penselteknikker på prøve. Med undtagelse af den sidste boss, er de - såvel som de regulære fjender - dog ikke særlig krævende, hvilket delvist skyldes, at pengene nærmest hænger på træerne samtidig med, at statusforbedrende items er billige og let tilgængelige. Er du ude efter et spil, som tester dine evner, er Okami derfor ikke det mest oplagte valg.

Gåderne er heller ikke ligefrem i den hårudtrækkende, kontrollerkastende kategori, men det er immervæk utrolig tilfredsstillende at manipulere spilverdenen med penslen, og så føles mange af gåderne stadig friske her 11 år efter Okamis første udgivelse, hvilket i sig selv vidner om, at Clover altså havde fat i noget særligt, da de designede spillet.

I takt med at modstanderne bliver mere krævende, er der mulighed for at opgradere Amaterasus fire kerneattributter. HP, blæk til penslen, pengepungens størrelse og The Astral Pouch, der redder dig fra døden, hvis du bliver besejret i kamp. Den gyldige valuta er praise, som du modtager ved at genskabe verdenen og hjælpe personerne og dyrene i den - både gennem hoved- og sidequests. Modsat tidens trend er det suverænt hovedquesten, der fylder mest, mens sidequests mere har karakter af små distraktioner på din færd. De består ofte af minispil introduceret i hovedquesten som for eksempel udgravning eller fiskeri. Det harmonerer igen virkelig flot med spillers tematik. Der er også en dojo, hvor man for kolde kontanter kan opgradere sit moveset og våben.

Selvom Okami generelt er et utrolig gennemført spil, er det selvfølgelig ikke fejlfrit. Visse mellemsekvenser trækker ligesom introen lidt i langdrag, og det samme gør den allersidste del af hovedquesten. Derudover er det lidt skuffende, at det ikke er bedre optimeret til PS4. Spillet er låst til 30 fps, og der forekommer stadig en del texture pop-in.

Vi er dog ovre i småtingsafdelingen for Okami er på imponerende vis en frisk, fortryllende og helt igennem original oplevelse selv med mere end et årti på bagen. Den måde spillets temaer gennemsyrer alle elementer fra historie til kamp til udforskning på er et særsyn - selv i dag. Og så er spillets verden og måden den er realiseret på grafisk ganske enkelt uforlignelig. Okami er en vaskeægte klassiker, og alle der har den mindste interesse for action-adventures skylder sig selv at drage ud på en sand dannelsesrejse udi spildesign med Amaterasu og Issun.