One Piece Odyssey

Jeg har set japansk tegnefilm, siden jeg var teenager. Det har været mere end 20 år med fantastiske historier, romancer, slagsmål og skæve frisurer med en lang række temaer, som er resultatet af skabernes uendelige evne til at forestille sig de karakterer og handlingsforløb, der dukker op i deres hoved. Nu, et godt stykke op i trediverne, er der kun én anime-serie, som jeg indrømmer at følge med nogen regelmæssighed: One Piece. Eichiro Odas hovedværk, en serie om en dreng, der ønsker at blive den nye piratkonge, har limet mig til skærmen (og i mindre grad til mangaens sider) i to årtier nu. I den tid har den gennemgået forskellige faser af varierende kvalitet i historie og animation, og jeg tror, at denne idé også kan overføres til spiludgaverne af One Piece.

Historien i One Piece har ikke ligefrem overført sig godt fra siderne eller de ugentlige episoder til spillene. Og mens mindre historiedrevne titler som musou-serien One Piece: Pirate Warriors har formået at uddrage noget af essensen af, hvordan det er at være medlem af Monkey D. Luffys besætning, har andre som One Piece: World Seeker mislykkedes på ynkelig vis at levere en oplevelse, der levede op til sit navn. Og nu kommer vi så til One Piece Odyssey, en helt original udgave med Oda-sans hånd bag designet af to af de nye hovedpersoner og udformningen af deres historie, mens franchisen fejrer 25 år.

I denne odyssé finder vi besætningen skibsbrudt på en mystisk ø kaldet Waford, hvor en ældgammel kraft ligger i dvale, mens verdensregeringen ønsker at holde den hemmelig. Mens vores helte forsøger at reparere deres skib og hente deres ejendele (såsom Brooks lig, der er sunket på havet), bliver de overrasket af to af øens indbyggere, Lim og Adio. Begge er temmelig mistænksomme over for Luffy og hans venners piratstatus, og især Lim bruger sin djævlefrugt til at få besætningen til at "glemme" deres evner. Selv om misforståelsen hurtigt bliver løst, må besætningen for at genvinde deres evner gå ind i Memory, World of Memories, og "genkalde" versioner af nogle af deres bedste eventyr for at genvinde deres kampfærdigheder.

Præmissen kunne godt passere som en apokryf saga fra den originale anime, og uden tvivl er både designet af Waford Island og strukturen, som eventyret er opdelt i nogle af Odysseys bedste træk. At dykke ned i Mugiwaras gamle historier (såsom Arabasta, Water 7 eller Dressrosa) får os til igen at krydse veje med, om end på en fiktiv måde, nogle store karakterer og allierede fra Luffys historie, mens vi står overfor og besejrer sagaernes store skurke, som i erindringernes verden er stærkere end nogensinde. Desuden har Odyssey det bedste design og den bedste animation for et One Piece-spil til dato, hvilket langt overgår World Seeker. Karakterdesignet samt udseendet af alle omgivelser, animationer og objekter er omhyggeligt udformet. Der er bare respekt for Oda-sans arbejde her, det kan vi lide. Men farvandet bliver hurtigt turbulent, og desværre ødelægger One Piece Odysseys tilgang som et strengt manuelt JRPG oplevelsen næsten fra starten.

Den "åbne" verden i Odyssey (jeg vender tilbage til dette senere) udforskes ved at tale med karakterer, udføre generiske quests som "besejr en bestemt fjende" eller "saml et bestemt antal genstande" og kværne fjender i turbaserede kampe med et udvalg af valgmuligheder, der har været på plads siden det første Dragon Quest: Attack, Use Skill, Use Item, eller gruppeoptionsmenuen. Og det er det hele. Det bringer ingen yderligere eller friske elementer til formlen. Der er kun et system med styrker og svagheder at tage hensyn til (en sten-saks-papir-formel med styrke, hastighed og teknik). Færdigheder genvindes og opgraderes ved at samle karakterspecifikke glødende terninger. På samme måde kan vi på de spredte lejrpladser, hvor gruppen kan stoppe, konsultere encyklopædien over fjender, lave madretter og skabe ammunition, der kan bruges som power-ups i kamp. Og bortset fra den ene eller anden dialog, der bringer et smil frem på læben, forbliver fremgangsmåden den samme i mange, mange timer.

Og verdenen (som ville have fungeret perfekt med det grafiske spring fra de nyeste konsoller) er kedelig i bred udstrækning, der ikke er andet end meget brede stier og lettere forglemmelige naturomgivelser.Desuden bliver du også nødt til at bevæge dig på en ubehagelig og langsom måde, som jeg nævnte i mit preview tidligere. Det er ikke sjovt at bruge en times tid på at vandre rundt mellem to sektioner af kortet, samle genstande op fra jorden, potentielt gennemføre en side quest og lytte til to fjerntstående NPC'er, der diskuterer at bære en eller anden speciel genstand. Det kan godt være, at det er mange år siden, men det er noget, som selv puristerne inden for rollespilsgenren ikke husker med lidenskab. Disse endeløse grind-afsnit, der strækker et spil ud, som ville have haft godt af at blive reduceret med 60% i længde.

One Piece Odyssey er et spil, der vil appellere til fans af mangaen eller animeen, men jeg advarer om, at det vil være en langsom, hårdtslående og til tider endda kedelig rejse. Selvfølgelig er der også nogle gode ting: Historien er fantastisk, både den "nye" del og flashbacks til fortiden, og det ville fungere meget bedre, hvis tempoet passede.

Ud over karakterdesigns, animationer og omgivelser har spillet et fantastisk soundtrack og byder på det upåklagelige arbejde fra originale stemmeskuespillere fra tv-serien til at holde vittighederne i gang og få os til at smile i hver eneste situation, vi deler med disse karakterer, som har været med os i så mange år. Men det har masser af andre One Piece-spil også gjort tidligere. Med Odyssey var håbet, at vi kunne se en ordentlig tilpasning af denne fantastiske historie til spilmediet. Desværre er One Piece Odyssey, på trods af at vi endnu en gang fik vores håb kørt op i en spids, ikke det spil, der gør det.