Onimusha 2: Samurai's Destiny Remaster

Mens andre har talt om Bloodborne, F-Zero, Half-Life og Hollow Knight: Silksong, hver gang det er tid til en spilbegivenhed, har jeg krydset fingre for et livstegn fra Onimusha. Der var noget ved især de to første spil, der klikkede så utroligt godt for mig for næsten 25 år siden, at jeg ikke helt kunne glemme dem.

Men netop det at glemme var noget Capcom var mestre i i adskillige årtier indtil for nylig. Under The Game Awards i december skete det endelig, Onimusha: Way of the Sword blev annonceret. Måske for at minde alle om serien og gøre brandet relevant igen, blev der også annonceret et remaster af Onimusha 2: Samurai's Destiny fra 2002, og i løbet af den sidste uge har jeg haft fornøjelsen af at spille eventyret igennem.

Dette remaster er ekstremt tæt på originalen, og der er ikke noget nyt indhold at tale om ud over lidt fanservice i menuerne, der består af en masse concept art, muligheden for at lytte gennem musikken og spille en række minispil. Capcom har dog foretaget nogle ændringer i styringen, så man f.eks. kan skifte våben hurtigere, og medmindre jeg er blevet en meget dygtigere spiller i de to årtier, der er gået, siden jeg spillede det sidst - så tror jeg også, at sværhedsgraden er blevet skruet en smule ned. De har dog kompenseret med en ekstra mode kaldet "Hell", som jeg ikke vil komme nærmere ind på, fordi det er direkte absurd.

Hvis du ikke har spillet Onimusha før, er det lidt af et mellemled mellem gamle Resident Evil-spil og Ninja Gaiden. Capcom bruger sine statiske baggrunde og kameravinkler til at fortælle en ultrajapansk historie i stedet for at overleve Raccoon City, og du behøver ikke engang at navigere med forbenet, som Chris Redfield og Jill Valentine gjorde, og de stilfulde kampe mangler helt. I stedet får du et virkelig smidigt kampsystem til rådighed, hvor du kan tage dig af større mængder fjender på én gang.

Groft sagt har du nærkampsvåben (varianter af sværd, spyd og lignende) og skydevåben (som buer og pile og rifler) til rådighed, hvor du mejer fjender ned en masse. For at give spillet lidt dybde er der også særlige evner til rådighed, som koster forskellige typer magiske ressourcer for at forhindre at de bruges for ofte. De er især nyttige mod bosser og består af evnen til at få en modstander til at stå stille samt aktivering af en superevne, der giver dig mulighed for kortvarigt at uddele en masse slag uden selv at tage skade.

Det store twist findes dog i en virkelig spændende modangrebstilstand. I stedet for at forsøge at time en blokeringsknap er angreb det bedste forsvar, og hvis du får dit angreb ind, mens din modstander udfører sit, slår du svinet ihjel med det samme, og du kan endda gøre det flere gange, hvis der er mange modstandere, du kæmper mod. Derudover er der et ret fleksibelt system, hvor dine modstandere frigiver "genma", som du kan absorbere, hvilket giver dig liv, magi og mulighed for at opgradere dit udstyr. Men disse genma er flygtige og forsvinder, og du har ikke tid til at absorbere dem med et tryk på B-knappen, hvilket ofte giver interessante positioner i kamp, fordi jeg gerne vil have mine genma - men jeg vil også gerne undgå at blive dræbt.

Så langt så godt, men systemet med faste baggrunde og kameravinkler viser desværre ofte sin alder i kamp. Hvis man går lidt for langt til venstre, kan man ende i et nyt skærmbillede og pludselig stå med ansigtet den forkerte vej og ikke længere se den fjende, man lige har kæmpet mod. I bosskampe bliver det ofte endnu værre, når de hurtigt bevæger sig ud af syne, og man ikke kan se, hvor de er blevet af, fordi man ikke kan dreje kameraet. Det har en vis charme, men lad os ikke lade som om, at det er noget, vi vil have mere af i dagens spilverden. Det forsvandt af en grund, og det bliver frustrerende utallige gange i løbet af det 10 timer lange eventyr.

Historien drejer sig om dæmonherren Oda Nobunaga, der er vendt tilbage fra de døde for at sprede død og ødelæggelse omkring sig, hvilket vi får en forsmag på i en særlig brutal intro. Det kan vi ikke have, og derfor indtager vi rollen som Jubei Yagyu, en Onimusha, der har til opgave at stoppe Nobunagas dæmoniske hærgen. Historien fortælles hovedsageligt i mellemsekvenser og tekst og minder om japanske lavbudgetfilm - hvilket måske lyder hårdt, men det er faktisk noget, jeg godt kan lide. De, der kender deres manga og anime, vil også kunne genkende flowet, for historien er ligetil, fyldt med tør humor og byder på elementer, der ville have føltes helt umulige at skrive i dagens samfund, og jeg er næsten overrasket (men glad) over, at Capcom ikke har valgt at slette eller omskrive nogle dele.

Dertil kommer allierede, som dukker op i løbet af eventyret, afhængigt af hvordan du behandler dem. På ægte Animal Crossing-manér forventes det, at du samler og køber gaver til dem, hvor det gælder om at vide, hvem der skal have hvad. Er det Magoichi Saiga, der skal have sprutten eller kikkerten, og er det passende at give en rød papegøje til Kotaro Fuma? Den eneste, der er nem at finde ud af, hvad man skal give, er Oyu af Odani, en kvinde, der derfor godt kan lide smykker, parfume og spejle. Ved at forkæle dine venner kan du få dem til at hjælpe dig ved forskellige lejligheder, hvilket på en måde giver dig mulighed for at personliggøre et ellers meget ligetil eventyr.

Det er ofte svært at anmelde en remaster og sætte den op mod nutidens spil. Alderen skinner ofte igennem - det er trods alt gamle titler - og hvis et spil var blevet udgivet i dag med samme opsætning, ville jeg ikke være så tilgivende. Det er en slags særbehandling, men faktum er, at jeg synes, at Onimusha 2: Samurai's Destiny stadig står sig ret godt. Selvfølgelig præsenteres alle instruktioner gennem en mur af tekst i stedet for at blive undervist pædagogisk, dialogen føles i dag underudviklet og banal, og kampene hæmmes af de fastlåste kameravinkler.

Men samtidig er der ikke noget, der helt kan måle sig med det, Onimusha-serien tilbyder. Der er masser af japansk hokuspokus at nyde, det 16. århundredes verden er smukt designet, og Jubei Yagyu og hans venner er alle fantastiske figurer. Desuden bliver spillet aldrig frustrerende eller langtrukkent takket være det lidt glattere gameplay-system og det faktum, at det kun er omkring ti timer langt. Så ... hvis du vil have et ultrajapansk samuraieventyr, som du kan nyde, og som kan tåle, at grundlaget blev skabt til Playstation 2, Gamecube og Xbox - så synes jeg bestemt, at du skal gå efter det.