Til trods for Final Fantasy-seriens utrolige popularitet og enorme kommercielle succes verden over, har det været småt med spil, der har forsøgt at kopiere spillets unikke gameplay. Nu forsøger udviklerne fra Shade sig imidlertid med netop et sådant spil, og med den næste installation af Final Fantasy-serien et godt stykke ude i fremtiden, kunne timingen umuligt have været bedre.
Action? Adventure? RPG?
Forsøget med at kombinere disse tre genrer lykkes dog ikke helt tilfredsstillende i Orphen. Spillet påtager sig simpelthen for mange opgaver, og det hele ender med et uoverskueligt virvar af elementer fra de forskellige genrer, som overhovedet ikke passer sammen. Eksempelvis er spillet fuldstændig lineært og fyldt med mellemsekvenser, og selvom dette stemmer udmærket overens med adventuregenren, vil rollespillere givetvis finde det lineære gameplay frastødende og uvedkommende.
På samme måde vil de utallige kampsekvenser givetvis afskrække inkarnerede adventure fans, som foretrækker at lade sig rive med af stemningen og historien, fremfor at kæmpe sig forbi en række monstre. Hvis bare alle spillets elementer havde været lige så gennemførte, som vi kender det fra Final Fantasy-spillene, ville genrekombinationen ikke have voldt nogen problemer. Orphen er dog et ganske udmærket spil, og en cadeau går hermed til udviklerne for deres optimistiske indgangsvinkel, og undertegnede har også al respekt for deres lyst til at skabe noget nyt.
Din historie
I Orphen: Scion of Sorcery indtager man rollen som den asociale troldmand Orphen, der afskyer selskab og generelt bærer nag imod alt og alle. Af uransagelige årsager har Orphen fået et par irriterende teenagere med på slæb, og da de går ombord på det forkerte skib, kommer der hurtigt skred i sagerne. Skibet bliver nemlig sænket af et gigantisk søuhyre, og vores skibbrudne venner må søge tilflugt på den mystiske ø, Chaos Island. Kort tid efter deres ankomst er de blevet draget ind i et uoverskueligt eventyr, hvor monstre, magiske genstande og skønne møer er hverdagskost.
Historien fungerer faktisk udmærket som motivationsfaktor, men inkarnerede rollespillere vil, som tidligere nævnt, givetvis afskrækkes af den lineære historie.
Mega sværd eller Bolt of Thunder?
Til trods for disse få irritationsmomenter byder Orphen på en række spændende muligheder. Specielt spillets kampsekvenser er i en klasse for sig selv. Her stilles nemlig høje krav til både timing i angrebene samt den overordnede spilforståelse (at elektriske angreb på vand giver større slagkraft m.v.). De forskellige monstre skal desuden bekæmpes på forskellige måder, og hvis man ønsker at komme videre end indledningen skal hele arsenalet, lige fra ens monstrøse sværd til Bolt of Thunder, tages i brug. Dette system er langt mere krævende og varieret end det velkendte kampsystem fra Final Fantasy-spillene, og det er hovedsageligt grundet de overvældende kampsekvenser, at Orphen scorer en karakter i den bedste ende af skalaen.
Et andet af spillets absolutte lyspunkter er den smukke grafik. Kampene er en sand fryd for øjnene, og man har nærmest svært ved at koncentrere sig om selve hovedformålet, med alle de smukke lyseffekter i form af lyn, ild m.v., flyvende omkring sig. Grafikken i mellemsekvenserne er af samme høje visuelle kvalitet, og gør således rigtig god brug af konsollens kapacitet. Lyden er også udmærket, om end læbesynkroniseringen er ret dårlig, og baggrundsmusikken hurtigt bliver lidt for monoton.
Underholdende Final Fantasy-klon
Når alt kommer til alt er Orphen: Scion of Sorcery et ganske udmærket spil, der til trods for enkelte problemer er et ganske udmærket alternativ. Spillet formår ikke helt at frarøve Final Fantasy-serien dens førsteplads, men de underernærede fans af fantasygenren vil givetvis finde spillet meget underholdende. Genrekombinationen lykkes ikke helt, men det opvejer det uovertrufne kampsystem og den smukke grafik heldigvis godt og vel.
Yderligere karakterer
- Grafik
- 7 / 10
- Lyd
- 8 / 10
- Spilbarhed
- 8 / 10
- Langtidsholdbarhed
- 7 / 10