Dansk
Gamereactor
anmeldelser
Otogi: Myth of Demons

Otogi : Myth of Demons

Fra det første sekund, hvor lokalet blændes op i et fyrværkeri af skære kontraster og stort svungne strygere, ved man, at man har fat i noget anderledes.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt

Fra det første sekund, hvor lokalet blændes op i et fyrværkeri af skære kontraster og stort svungne strygere, ved man, at man har fat i noget anderledes. Otogi er udviklet af erfarne japanske From Software, som har en række småsære snævre titler på samvittigheden. Otogi er bestemt også noget for sig selv, og placerer sig fint ind i på en nichehylde. Titlen er spækket med stemning, og vælter sig i kaskader af japansk mytologi. Alt kører i et ekstremt opskruet tempo, hvor man ikke lades meget til til at trække efter vejret. Den sublime indpakning formår dog ikke helt at skjule, at der under overfladen gemmer sig et lidt småtyndt gameplay.

HQ

Der går ikke længe inden man hvirvles ind i en æstetisk underskøn verden af episke proportioner. Et imponerende væld af partikeleffekter strømmer betagende forbi øjet, mens man trækkes ind i en titel, der tydeligvis er udviklet til Xboxens hardware. Otogi kan vel bedst betegnes som et højspændt actionadventure der har RPG-mæssige undertoner. Der er trukket heftig inspiration fra titler såsom Gunvalkyrie, Onimusha og Shinobi - hvor individuelle varemærker er nuppet, og nænsomt blendet sammen til et nyt produkt. Seglet der adskiller vores verden fra dæmonernes er blevet brudt. Virkeligheden flimrer i et dommedagsscenario, hvor verden er i truende fare for at blive rendt over ende. Den enigmatiske Raikoh er sidste håb. Hentet tilbage fra de døde, skal han gøre bod for en plettet fortid. Overmenneskelige kræfter gennemstrømmer hans krop, kræfter der nærmest vokser proportionalt med hans fysiske udfoldelser.

Der er lidt RPG-mæssige undertoner, udtrykt gennem et enkelt erfaringssystem, der belønner anstrengelserne ved at hælde nye egenskaber ned i halsen på Raikoh. Det er dog utvivlsomt actiondelen, der er hele Otogis omdrejningspunkt. I et stærkt opskruet tempo hopper man sig vej gennem de fejende flotte landskaber. Horder af diversificeret djævelyngel befolker omgivelserne, og gør deres bedste for at gøre livet surt for vores hovedperson. Det faktum, at der gemmer sig over tredive våben i det grafiske paradis, vidner om at Raikoh ikke har tænkt sig at finde sig i noget som helst. Med manisk præcision svinges sværd og stave rundt til den store guldmedalje. Tilsyneladende endeløse combos hagler ned over de stakkels dæmoner, der virkeligt får noget at se til. Hele herligheden følges fra en 3. persons synsvinkel, hvor begivenhederne åbenbares indsvøbt blide toner fra melodiøse strygere.

Kampsystemet er egentligt uhyre enkelt, og er lynhurtigt under huden. De fysiske eskapader suppleres af et let tilgængeligt magisystem, hvor formularer folder sig ud i en eksplosion af farverige partikler. Man har ligeledes mulighed for at lave et hurtigt boost i en given retning - lidt a la Gunvalkyrie. Systemet fungerer glimrende, og bliver hurtigt en god allieret i kampen mod overmagten. Det hektiske gameplay suppleres yderligere med, at man løbende mister energi, hvilket skal oplades ved at tæske modstandere. Derfor bliver det hele et spørgsmål om, at zappe lynhurtigt gennem banerne efterladende sig et bredt spor af destruktion. Desværre har det hektiske tempo også en pris. Denne udmønter sig i såvel en frustrerende kameraføring, samt en framehastighed der hoster noget fra tid til anden. Mens kameraet virkeligt kan gå een på nerverne, så er framehastigheden en acceptabel pris for at få den imponerende grafiske kant.

Banerne er generelt relativt åbne, og byder på et fængende indblik i japansk mytologi. Så godt som alt lader sig destruere, og eksploderer villigt i en strøm, der blander sig med resten af de hvirvlende partikeleffekter. Man fyldes af en nærmest barnlig glæde, mens alle de destruktive urinstinkter får frit spil. Banerne er generelt utroligt flotte og ganske opfindsomme. Desværre har From Software valgt at benytte samtlige baner to gange - blot tilført et lille twist. Det virker en kende billigt, som om udviklerne er løbet tør for inspiration halvvejs. Inspiration er der dog i lårtykke stråler, når det drejer sig om Otogis mange end-of-level baddies. Kæmpe slangelignende væsner, grumme dæmonherrer og andet godtfolk blokerer fra tid til anden udsynet. Man henrykkes, mens man deltager i nogle virkeligt mindeværdige opgør. I dette virvar af forrygende kampe og fremragende grafik, kan man dog ikke lade være med at blive en kende skuffet over, at udviklerne ikke har haft større innovative ambitioner. Uanset hvor flot blikfanget er, så bliver det alligevel på sigt noget ensformigt. Dette på trods er det stadig en fremragende titel, der luner i Xboxens spilmæssige repertoire.

Dette er en annonce:
09 Gamereactor Danmark
9 / 10
+
Underskøn grafik i en anderledes verden
-
Er bestemt ikke en titel der vil appellere til alle
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster

Otogi : Myth of DemonsScore

Otogi : Myth of Demons

ANMELDELSE. Skrevet af Alan Vittarp Rasmussen

Fra det første sekund, hvor lokalet blændes op i et fyrværkeri af skære kontraster og stort svungne strygere, ved man, at man har fat i noget anderledes.



Indlæser mere indhold