Skip to main content
Anmeldelser Outcast: A New Beginning

Outcast: A New Beginning

Vi har besøgt den smukke verden Adelpha, men desværre har vi kedet os lidt undervejs.
Palle Havshøi-Jensen 14 marts 2024

Det originale Outcast var forud for sin tid, da det kom tilbage i 1999. Det var et ambitiøst ikke-lineært sci-fi spil med en stor åben verden, noget som ikke var så almindeligt på det tidspunkt. Det blev kåret som "Adventure Game of the Year" af Gamespot - så det første Outcast var faktisk en ret "big deal" dengang.

Fans har derfor længe ventet på en efterfølger, og belgiske Appeal Studios var faktisk i gang med Outcast 2: The Lost Paradise til PC, PlayStation 2 og Gamecube kort efter udgivelsen af det første spil, men de gik konkurs inden de kunne gennemføre projektet. Heldigvis har de rejst sig fra asken, og efter et remake af det originale Outcast i 2017, som dog ikke fik den bedste modtagelse, er de nu tilbage med en ægte efterfølger, nemlig Outcast: A New Beginning.

Man tager igen rollen som ex-Navy SEAL'en Cutter Slade (et helt perfekt navn til en 90'er actionhelt) og han vender tilbage til den spektakulære fremmede verden Adelpha. Han finder hurtigt ud af, at de indfødte (kaldet Talans) er undertrykte og at verdenen er ved at blive udtømt for naturlige ressourcer. Slades fortid er på samme tid på mystisk vis blandet sammen med den invaderende hær af mekaniske robotter, så han må endnu engang begive sig ud på en farefuld mission, for at redde verden og finde ud af hvad der sker.

Outcast: A New Beginning er et old-school 3D action-eventyr, som man lavede dem tilbage i slutningen af 90'erne - på både godt og ondt. Efter en kort tutorial, ligger der en stor verden åben for ens fødder og det er en særdeles smuk verden, som det er tydeligt, at Appeal Studios har lagt meget arbejde i. Det er et spændende sted at gå på opdagelse og man finder ofte kulturelle monumenter fra de indfødte og mange andre ting - hatten af for teamet, den del har de virkelig gjort godt.

Desværre kommer den smukke verden med en høj pris. Lige meget hvilken af spillets to grafikindstillinger man vælger, får man en noget ustabil grafik. Quality Mode (30fps og skarpere grafik) kører ujævnt med tydelig stuttering og Performance Mode (unlocked framerate og lidt simplere grafik) har voldsom screen-tearing (billedet bliver ligesom revet over i to og forskudt af hinanden). Vi fik lovning på, at en Day 1 patch ville fixe disse ting, men ved anmeldelsens afslutning, var denne patch endnu ikke landet.

Efterhånden som man kommer gennem spillet, åbnes der op for nye missioner og sidemissioner. Problemet er, at de desværre ikke er specielt interessante, da de for det meste er standard affærer, hvor man typisk skal finde frem til et sted på kortet, nedkæmpe en portion fjender, aktivere nogle terminaler, finde nogle værdifulde effekter og snakke med en masse karakterer. Sidemissionerne er decideret piv-kedelige og nogle gange bøvlede på grund af underlige spilmekanikker, som for eksempel at trille et kæmpe æg fra en sø og hjem til en landsby ved at slå på det, så man ikke helt kan styre retningen på det. Det er bøvlet, bare lidt dumt og virkelig kedeligt.

Missionerne "krydres" med mange, og tit lidt for lange, dialoger, som er svære at følge med i, da der bruges mange indforståede ord som man ikke kender betydningen af, med mindre man er godt kendt i Outcast universet. Udviklerne var klar over det, så man kan åbne en lille ordbog nede i højre hjørne af skærmen, som kort forklarer, hvad ordene betyder, men det gør det ikke lettere, at man nu både skal læse og lytte på samme tid.

Outcast: A New Beginning virker generelt noget "rough around the edges" og det er et typisk hit/miss spil. På den positive side er den virkelige smukke verden, kampene og våbnene som føles rigtige og den nye jetpack er en velkommen tilføjelse, der gør det muligt at bevæge sig hurtigt rundt i den store spilverden. På den anden side er den tekniske del noget ujævn, aktiviteterne i den smukke verden er ikke særligt spændende, animationerne virker stive og klodsede og dialogen er svær at investere sig i, så det hele går hen og bliver lidt trægt og kedeligt, længe inden man er færdig med spillet.

Outcast: A New Beginning er et spil, som er svært at sætte en score på, fordi det bevæger sig over hele skalaen. Hvis man vægter en smuk spilverden højt, så vil man nok være ret glad for A New Beginning og så kan man nok se igennem fingre med de tekniske ujævnheder, men hvis man vægter en silkeblød teknisk del, så vil man nok have svært ved at nyde den smukke spilverden, da man ikke kan undgå at bemærke den tydelige stuttering for eksempel.

Det største problem er i virkeligheden ikke den ujævne tekniske side, som er noget der nok kan fixes, men det er mere problematisk, at spillet faktisk bare er kedeligt. Og det er synd, for det virker som om, at der er potentiale gemt under overflade, som bare ikke er blevet forløst.

Er man interesseret i Outcast: A New Beginning, er vores anbefaling, at man prøver den gratis demo, som er tilgængelig på både PC (Steam), PlayStation og Xbox inden man køber.

6
Middel ud af 10 · Gamereactor Danmark
Plusser Særdeles smuk verden, velfungerende gunplay
Minusser Halvkedelige missioner, decideret søvndyssende og bøvlede sidemissioner, træg dialog som er svær at følge med i, temmelig ujævn teknisk performance
Netværkskarakter Gennemsnit på tværs af 21 Gamereactor-udgaver
8,9 spredning 6–9
Gamereactor Korea 9
Gamereactor 9
Gamereactor Danmark 6
Gamereactor Sverige 9
Gamereactor Norge 9
Gamereactor Suomi 9
Gamereactor Deutschland 9
Gamereactor España 9
Gamereactor France 9
Gamereactor Italia 9
Gamereactor Nederland 9
Gamereactor Portugal 9
Gamereactor Polska 9
Gamereactor Česko 9
Gamereactor Ελλάδα 9
Gamereactor Türkiye 9
Gamereactor 中国 9
Gamereactor 日本 9
Gamereactor Asia 9
Gamereactor Việt Nam 9
Gamereactor عربي 9
Fuld profil 3.322 udgivne artikler
6
Middel Netværkskarakter på tværs af 21 udgaver
Fakta om spillet
Udvikler Appeal Studios
Udgiver THQ Nordic
Premiere 15 marts 2024
Genre Action, Adventure
Platforme
PC PS5 Xbox Series X
Hvorfor stole på Gamereactor
23 Udgaver Hver med sin egen redaktion og sine egne karakterer.
1998 Udgiver siden Uafhængigt ejet hele vejen.
100% Hands-on Skrevet ud fra tid med spillet, aldrig pressemateriale.
1–10 Netværksscore Hver udgaves karakter, sammenlagt og vist.