Dansk
Gamereactor
anmeldelser
Outlast 2

Outlast 2

Er Gud mod os, hvem kan da være for os?

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ
HQ

Jeg tilstår at være fristet af Outlast 2. På sin egen makabre måde, udgør det en milepæl - ikke for hvad spil kan, men hvad spil tør. Aldrig før har jeg oplevet et spil svælge så selvtilfredst i religiøse ikoner, rustne torturinstrumenter og en overflod af kropsvæsker. "Please enjoy", lyder påbuddet efter en advarsel om spillets grafiske indhold. Man fornemmer tydeligt en stolthed ved det blasfemiske voldsorgie som udviklerne har anrettet.

Outlast 2

En lidt akavet tekstbid sætter rammerne for historien og så går spillets ellers i gang: en kvinde er fundet myrdet i udkanten af en ørken i Arizona. Jagten på morderen har ført journalistparret Lynn og Blake Langermann ind i et af delstatens naturreservater. Her finder de, surprise, surprise, mere end de var klar på: dybt i reservatets hjerte, hengemt fra omverdenen, ligger Temple Gate, et hemmelighedsfuldt trossamfund på randen af borgerkrig. Eller dommedag.

Dette er en annonce:

"Sognets" befolkning er, vanen tro, ikke just venligt stem overfor fremmede og kun få minutter inde i spillet er Lynn blevet kidnappet, ritualerne påbegyndt og flugtruterne afspærret. Tilbage er kun den spagfærdige Blake - og det er i skoene på ham at spilleren må liste, bløde og skrige sig gennem rædslerne. Blake er ingen actionhelt og tanken om selvforsvar synes ham ganske ubekendt. I stedet er han udrustet med et respektabelt kondital, et par gode knæ og et stødsikkert videokamera.

Outlast 2

Jovist, sandelig siger jeg jer: dette er Outlast som vi kender det. Fanget i nærkonstant bælgmørke og begrænset til kameraets nattesyn, skal spilleren forsigtigt bevæge sig gennem skovbunde, floddeltaer, bjergstier og mineskakter. Ideelt set, uden at blive korsfæstet levende. Skade kan behandles med bandager, men den virkelige resurse er batteritiden på kameraet. Uden nattesyn er man så godt som blind og skønt den grundige spiller næppe løber tør, så er frygten for at blive efterladt i mørket vedvarende gennem spillet. Simpelt, men effektivt.

Mindre effektiv er den kunstige intelligens som driver den bande af høtyvsvingende, dommedagsprædikende galninge der udgør spillets fjender. Som i forgængeren, spænder deres sporsans mellem 'totalt overmenneskelig' og 'komplet idiotisk'. Der er øjeblikke hvor hverken mørke eller tæt krat kan tjene som tilstrækkeligt skjul mod fjendernes røntgensyn. Og der er tidspunkter hvor det at tonse forbi tosserne, åbenbart er nok til at tabe deres interesse. Der er sågar uheldige hjørnekroge hvor fjenden kan finde, men ikke fange spilleren, så flugtforsøget bliver til en akavet stirrekonkurrence. Øv bøv.

Dette er en annonce:

Upålideligheden bidrager måske til uhyggen, men den er også med til at holde frustrationsniveauet højt. Frustration og rædsel er beslægtede, men adskilte følelser. Der er sektioner i spillet hvor de to samarbejder om at skabe en intens oplevelse som er stressende og ubehagelig på den helt rigtige måde. Som når man skal forsøge at skubbe en knagende hestevogn, velvidende at den mavesure øksekælling lurer om hjørnet. Eller når man braser igennem en nøje tilrettelagt parkoursekvens, med brølende hulemænd lige i hælene.

Men lige så ofte sker det, at små knaster i banedesignet eller en sirupsagtig styring fører til, hvad der unægteligt føles som et uretfærdigt dødsfald. Måske er jeg en dårlig taber, men forklaringen ligger delvist i opsætningen af miljøerne. Væk er de smalle korridorer og snævre hospitalsgange fra det første Outlast. I stedet foregår størstedelen af spillet udenfor, i områder der øjensynligt skulle være mere åbne, men som alligevel virker klaustrofobiske. Det skyldes i særdeleshed to ting:

For det første er spillet mørkt. Forfærdeligt mørkt. Mørkere end min afføring, efter at have levet udelukkende af lakrids, blåbær og sand fra Mordor. For det andet er områderne - der sikkert er nydelige at se på, hvis ikke det var for mørket - fyldt med klippesten, bildæk, knæhøje træstupper og andre småting som absolut elsker at bremse spillerens flugtrute gennem banerne. Det er frustrerende, selv hvis det er meningen. Spillet er såmænd gavmildt med kontrolpunkter, men det forventer som afbetaling, en villighed til at løbe hovedet mod muren, igen og igen.

Det er dog småting, i forhold til spillets virkelige dødssynd: hyppigheden af jump scares, overraskelsesbøhmænd eller hvad du vil kalde dem. Kætteri, kalder jeg det. De færreste gyserspil er uden synd på dette punkt, men jeg tillader mig alligevel at kaste den første sten. Der er lange sekvenser i Outlast 2 som ikke tjener andet formål, end at give udviklerne en undskyldning for at blitze spilleren med et ækelt ansigt, mens eller anden hamrer samtlige pianotangenter i bund. Simpelt, men effektivt - og helt igennem ufortjent.

Outlast 2

Det er en synd og en skam, for Outlast 2 er ikke fattig på stemning. Overhovedet. Lydsiden er varieret, men konsekvent gusten og mørket bliver undertiden afbrudt af gyseligt ækel-skønne billeder. Brugen af lyskilder, foruden de symbolske kvaliteter, er også en diskret måde at guide spilleren igennem moradset af skovstier og bjergsider som udgør mange af spillets områder. Atmosfæren er ofte så tyk at man kan skære i den med en blodsjasket offerkniv.

Outlast 2 har bestemt flere ting kørende for sig. Ikke mindst historien, som denne gang er mere overlagt end tidligere. Seriens andre hovedpersoner, hvis navne jeg af gode grunde ikke kan huske, var forholdsvis blanke karakterer som spilleren omkostningsfrit kunne identificere sig med. Blake, derimod, har en baggrund og en psykologi. Og den gradvise omstilling af fortællingens fokus, fra omgivelsernes voldsomhed til hovedpersonens vanvid, fyldte mig med lige dele fascination og skuffelse.

Jeg skal forsøge ikke at afsløre for meget, men lad det være sagt at spillets historie har to meget distinkte spor. I løbet af spillet pendulerer man gradvist hurtigere mellem de to forløb. Nogen gange er overgangen subtil og veludført, men ofte bliver den arbitrært brugt til at smide endnu en bøhmand i ansigtet på spilleren. Hvad der skulle have skildret forstandens ophør i en nedadgående spiral mod sindssygens infernalske midte, bliver hurtigt en genkendelig cirkelbevægelse mellem "virkelighed og vanvid, uuh!"

Outlast 2

Der gemmer sig en interessant fortælling i Outlast 2, men den virker næsten vilkårligt placeret i forhold til den rædselsvækkende rutsjebanetur som omgiver den. Forsøget på at blande babymord og barndomstraume, satandyrkere og seksuelle overgreb, resulterer i et interessant, men uskønt blandingsforhold mellem det latterlige og det alvorlige. Der er en overraskende tyngde i det underliggende budskab, men det finder intet ekko i de ultrablasfemiske omgivelser.

Så ja, jeg har svært ved at blive klog på Outlast 2. Jeg vil virkelig gerne forsone de stærkeste elementer i spillet med de svageste. Et ægteskab mellem himmel og helvede, ja? Spillet virker et par timer for langt, får sagt hvad det vil sige, længe inden klimakset og har en midtersektion som forekom mig totalt overflødig. Samtidig er der øjeblikke hvor himmel og jord bliver sat i bevægelse, hvor stemningen krydser over i det vid-underlige og hvor mysteriet, ligesom mørket, virker endeløst og uigennemtrængeligt.

I alle tilfælde er der rigeligt med gys i Outlast 2. Der var ting som irriterede og ting som fascinerede. Og med antallet af brændende kors og kætterske massegrave, er jeg morbidt nysgerrig efter at se, hvordan verden uden for reservatet i Arizona, vil tage imod spillet. Det har været en interessant, men ikke uproblematisk rejse for mit vedkommende. Salig er den, hvis oplevelse med spillet er bedre end min.

Amen.

HQ
07 Gamereactor Danmark
7 / 10
+
Pæn grafik, stærk stemning og fantastisk lydside. Effektiv brug af mørke. Fortælling med interessante træk. Et makabert overflødighedshorn af vold.
-
Usundt overforbrug af bøhmænd. Problemer med den kunstige intelligens. Uskønt blandingsforhold mellem det latterlige og det alvorlige. Måske en anelse for langt.
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster

Outlast-serien er på vej til Switch

Outlast-serien er på vej til Switch

NYHED. Skrevet af Mikael Jensen

Udvikleren Red Barrels har netop offentliggjort, at både det originale Outlast samt Outlast 2 snart vil ramme Switch. Desværre blev ønsket om en ny DLC til Outlast 2...



Indlæser mere indhold