
Sjældent har indpakning og substans matchet så dårligt som i Outlaw Golf 2. På skærmen flimrer billeder af strippere, latin lovers og andre "humoristiske" stereotyper i mere eller mindre bizarre omgivelser, og ud af højttalerne flyder hårdtpumpet rock og dance og sjofle kommentator-bemærkninger. Men under al støjen er Outlaw Golf 2 faktisk en ualmindeligt straight gang golf.
Sports-spil kan tage mange former og placere sig mange steder mellem den detaljespækkede simulation og det rendyrkede arcade-fræs. Outlaw Golf 2 sender arcade-signaler en masse, især i kraft af et par dybt meningsløse mini-games, men det leverer kun simulation. Som sådan er det ikke decideret dårligt, men stilforvirringen efterlader ikke desto mindre et alt andet end helstøbt helhedsindtryk.
Hvis så bare det overflødige lirum-larum faktisk var sjovt. Men med al respekt for forskellige menneskers forskellige humor: Det er ikke tilfældet. Outlaw Golf 2’s persongalleri af golfspillere er en bizar bande, og der er ofte tilløb til noget morsomt når de jubler, græmmer sig eller afreagerer på deres mindst lige så bizarre caddies. Men det bliver ved de grovkornede og overgearede ansatser, og når de forskellige mini-sketches så oven i købet genbruges igen og igen - med marginale justeringer - bliver det hurtigt trættende.
En stor del af underholdningsværdien skal komme fra spillets kommentator, komiker Dave Attell. Ved første ørekast er hans whiskey-smørede grusgravs-røst karakteristisk og fint i tråd med hans afgrundsdybe sarkasme - problemet er bare, at materialet ikke er ret godt. "What a tremendous disappointment! Now you know how my parents feel," sætter standarden, på linje med: "Too bad choking isn’t a good thing, or we’d be celebrating right now." Også kommentarerne gentages i øvrigt indtil det enerverende.
Allermest irriterende er måske de to mini-games, udvikler Hypnotix har smidt ind for at peppe spillet op. Her får man med bestemte intervaller mulighed for enten at tæve sin caddie til lirekassemand via et simpelt timing-spil eller løse forskellige udfordringer i en påfaldende hurtig golf-bil. Vel gennemført giver mini-spillene adgang til bedre "composure" eller "perfect shots" - begge ting, der kan hjælpe dig videre på golf-banen. Men spillene er både banale, irriterende og fuldstændig malplacerede i forhold til resten af Outlaw Golf 2. Nytænkning, når det er værst.
Det er ærgerligt, Hypnotix har følt sig forledt til at pakke deres spil ind i alle de tomme kalorier, for Outlaw Golf 2 er som golfspil betragtet helt udmærket. Blandt de friske idéer findes f.eks. det nævnte "composure"-meter, som måler spillerens selvtillid, der så igen påvirker kvaliteten af hans slag. En udmærket idé, der fint tager pulsen på sportens psykologiske element. Også muligheden for at vælge mellem et ocean af regelsæt - blandt andet kan man spille golf med baseball-regler (!) - er relevant og berigende.
Allervigtigst har Hypnotix et godt greb om det basale golf-gameplay. Her er alle de muligheder for at skrue, skifte slag- og kølletype og korrigere for vind og terræn, en ægte golf-nørd måtte efterspørge. Det analoge joystick bruges til at bestemme slagenes kraft, og det fungerer godt - styringen er hverken for pernittengryn eller large. Allerbedst er putting-systemet, der fint rammer den kombination af kvalificeret gæt og nøje afmålt slagstyrke, der kendetegner virkelighedens udgave.
Det skader heller ikke, at grafik og lyd er ganske nydelige - måske især af et golf-spil at være. Banerne er ganske vist en anelse statiske og flade i det, men figur-animationerne er fornemme - sjældent har man set en strippers kurver vugge så livagtigt. Bare ærgerligt, at kameraet ofte svigter, når man skal følge golf-boldens bane. Lydsiden er fyldt til randen med irriterende generiske "sange", men lydeffekterne fungerer fint - især når man tager i betragtning, at golf-sporten ikke ligefrem skriger på surround sound-gengivelse.
Der gemmer sig en fornuftig spil-udgave af den hæderkronede golf-sport under Outlaw Golf 2’s grovkornede facade. Men indpakningen trækker stadig gevaldigt ned, ikke mindst fordi den ofte kommer i vejen for substansen i form af lange load-tider, tidrøvende cut-scenes og distraherende støj på soundtracket. Som sådan er det egentlig kun Outlaw Golf 2’s budget-pris, der taler for spillet - og hvis det er prisen, man går efter, giver det bedre PS2-golf for pengene f.eks. at investere i en ældre, nedsat udgave af Tiger Woods PGA Tour.