Hører du blandt den del af befolkningen, der ikke var i Brasilien for at opleve verdensmesterskaberne i beachvolley er der gode nyheder at hente. Simon & Schuster har smidt masser af arbejde i at gøre Outlaw Volleyball til det bedste beachvolley spil på Xboxen og det er i den grad lykkedes.
Udvikleren - Hypnotix - har formået at smide en masse arbejde i at konstruere en god og velfungerende beachvolley gameplay motor og da denne var færdig byggede de resten af spillet ovenpå. Sådan skal alle gode spil laves - koncentrere sig om at lave et solidt gameplay og så først derefter smide veltrænede mænd og hoppende bryster ind i spillet. I takt med at Xbox Live bliver mere og mere udbredt i Danmark er det en stor glæde, at Outlaw Volleyball (OV) tilbyder online muligheder. Så på med din headset og uddel verbale tæsk til dine modstandere, når de endnu engang formår at vinde et point. Online-delen af spillet er faktisk ganske vanedannende, men det kommer ikke som en overraskelse, da beachvolley er en holdsport - så om man sidder fire i sofaen og spiller eller om man sidder to og to og spiller online imod hinanden gør ikke den store forskel.
Men lad det være sagt med det samme OV overlever ikke på sin online muligheder - faktisk er online delen kun prikken over det berømte i. Selve dybden i spillet er ganske enkelt glimrende. Volleyballbaner placeret så forskellige steder som en baghave og i et fængsel og rig mulighed for at give modstanderen et par på hovedet fordi han blokerede dit smash. Spillet er bestemt ikke for børn og tøsedrenge - volleyball bliver krydret med pikante indslag i ny og næ. Hvis du har spillet Outlaw Golf vil du straks kunne genkende spillets humor og mange af personerne mens der vil være et par nytilkommende spillere, som du ikke umiddelbart kender til men hurtigt vil komme til at elske. Hvem husker ikke El Suave, der er så selvoptaget at han slet ikke opdager at han tiltrækker pæne piger som en hestepære tiltrækker fluer på en varm sommerdag. Derudover viser stripperen Summer hvordan volleyball skal spilles, mens jordens absolut største kampsportsdyrkende elvisfan Doe Joe står måbende og kigger på.
Grafikken når desværre ikke helt Dead or Alive Xtreme BeachVolleyball niveau men formår stadigvæk at levere nogle ret så pæne resultater. I den skarpe sol vil du opleve diverse skygger bliver kastet af diverse objekter rundt omkring bane. Spilleområderne er ikke mindre end fantastisk godt lavet og tilskuerne er også ganske pænt animeret. Selve spillerne ser ganske gode ud på afstand, men bare vent til du ser dem udføre deres små ritualer i spillets cutscenes. Der er virkeligt kælet godt og grundigt for detaljerne i spillet. Det sidste nævneværdige ved det grafiske aspekt af spillet er muligheden for at ændre kameraets position. Nogle af kamera indstillingerne passer bedst til hvis man har tre venner samlet for at få sig en ordentlig omgang volleyball, mens det måske er mere relevant at kameraet hele tiden følger bolden når og hvis du spiller helt alene.
Steve Carrell gør et solidt stykke arbejde og forsøger virkeligt at gøre spillets lydside til en uforglemmelig oplevelse. Man må nok sige at det lykkes for ham - desværre på den ufede måde - godt nok serverer han friske bemærkninger som skidt fra en spædekalv, men efter 10-15 minutter har man hørt næsten alt hvad han har at byde på. Derefter begynder man at opleve den manglende koordinering imellem hvad Steve siger og hvad der rent faktisk sker i kampen. Denne manglende sammenhæng gør at lydsiden falder helt fra hinanden - og som et forsøg på at redde det hele er der lagt en række musiknumre som baggrundsmusik. Hvis det viser sig, at du hellere vil høre din nyindkøbte CD med Jewel mens du spiller, så understøtter OV at du ripper musikken og dermed kan få den ind i spillet på lige fod med de originale titler.
Når du lige har smidt spillet i maskinen har du kun adgang til fire forskellige spillere men i takt med at du kommer igennem spillet har du mulighed for at låse op for yderligere tolv spillere. Dette gøres ved at vinde en række turneringer i spillets story mode. I takt med at du åbner for nye deltagere åbner du også muligheden for, at de eksisterende spillere får nye påklædninger. Hvis en kamp viser sig for svær, skal du sikkert tilbringe lidt mere tid i spillets Training mode, hvor du har mulighed for at udføre en række øvelser for på den måde at få dine deltagere til at blive endnu bedre end de i forvejen er. Hvis dine venner, af én eller anden grund, ikke tror på dine bedrifter, har du mulighed for at benytte dine trænede spiller i spillets online funktion, og så er der jo kun én måde at vise dine venner at du er bedre end dem.
De af jer, der har prøvet at spille volleyball i det virkelige liv vil vide, at sporten er meget nem at komme i gang med, men utrolig svær at mestre til fulde - sådan er styringen i OV også. Hvis man ikke er så erfaren ud i beachvolleyboldens ædlere kunst kan man vælge at lade computeren kontrollere sin makker og derfor skal man kun koncentrere sig om ens egen position på banen. Spillet forgår ved at du trykker på én knap ad gangen og du så har mulighed for at bestemme hvor på banen bolden skal lande. Mens du er i forsvarsposition har du mulighed for at blokere modstanderens angrebsslag, og der findes ikke en bedre fornemmelse end når man for syvende gang blokerer modstanderens angrebsslag.
I takt med, at du spiller bedre og bedre i kampen oplader du din spillers turbo, som i sidste ende kan bruges til at løbe meget hurtigt og dermed nå bolde, som ellers ville have været tabt. Derudover har du også direkte indflydelse på spillernes moment. Hvis du syntes det går alt for godt for modstanderne har du muligheden for at gå under nettet og over og uddele en omgang tæsk og dermed få lidt af din egen selvtillid tilbage og forhåbentligt have brudt modstandernes moment så du kan overtage kampen. Dette pudsige påskud er egentligt meget sjovt, men det er ikke en funktion der bliver brugt i længden - OV er et volleyballspil, og den eneste måde man vinder i volleyball på er ved at have flest points.
OV er helt klart et solidt og sjovt spil - solidt gameplay blandet med en tilforladelig omgang humor samt tilsat en smule bart hud - sådan at dem, der ikke selv dyrker beachvolley har muligheden for at se på pæne mænd og kvinder. Den lave karakter skyldes simpelthen, at der fra en anmelders synspunkt er alt for mange fejl og mangler ved spillet til at spillet kan få en højere karakter. Som almindelig dødelig volleyballspiller med hang til solide spil er der absolut ingen undskyldning for ikke at have dette spil på hylden - og det gælder i øvrigt også alle andre - se så at komme ned til forhandleren og få fingre i dette fede spil.
Yderligere karakterer
- Grafik
- 7 / 10
- Lyd
- 8 / 10
- Spilbarhed
- 9 / 10
- Langtidsholdbarhed
- 8 / 10