Overlord

Der var engang for længe siden i et kejserdømme langt, langt væk en ond kejser, der holdte den unge, smukke skønjomfru indespærret i det højeste tårn på det mørkeste slot. En forbandelse havde sænket sig over landet, og nu var det op til den unge riddersvend at redde jomfruen, ophæve forbandelsen og bla, bla, BLA! Sådan havde eventyret måske lydt hvis hånden, der holdte blækfjeren havde tilhørt H.C. Andersen eller Grimm-brødrene. Men denne gang ligger fjerpennen trygt i hænderne hos folkene fra Triumph Studios, og deres eventyr ligger ganske langt fra, hvad vi før har hørt.

Det hele starter, da dine såkaldte minions, trofaste undersåtter, der vel bedst kan beskrives som hoftehøje gremlings, der gør alt du beder dem om, vækker dig fra din dvale. Der er kommet ro i verden, afgrøderne gror igen og byerne er blevet genopbygget. Som den onde hersker du er, kan du naturligvis ikke acceptere sådanne forhold. Kaos og smerte skal regere verden igen, og det skal nok ske - med en hjælpende hånd fra dine minions.

Det er nemlig dem, altså dine minions, der er det skelsættende i Overlord. I stedet for at vandre alene rundt i landskabet, er du altid trofast efterfulgt af den horde af undersåtter, du har fået samlet sammen. De følger automatisk efter dig og slås også på egen hånd, når fjender kommer tæt på, men de kan styres manuelt på den højre styrepind. I smalle passager, som du er for stor til at komme igennem, kan dine minions til gengæld presse sig frem, og det åbner op for, hvordan spillets mange gåder skal løses. Det fungerer rigtig flydende, og senere når du får muligheden for at dele dine minions op i grupper og lade dem slås hver for sig, forløber det også ganske flydende, når kontrollen først sidder på fingerspidserne.

Hele grundideen med at lade dine undersåtter, der i øvrigt fedter og slesker for dig, hver gang de får chancen, er brandgod og det giver virkelig et frisk pust til en genre, der ofte tager sig selv alt for alvorligt. De små minions er ligeså blodtørstige, som de er underkuede, og at sende dem af sted for at bekæmpe en barbarisk flok (tør man tro det er sandt?) hobbitter, er utrolig underholdende. Tøj og støv flyver gennem luften i bedste tegnefilmsstil, og det tillægger Overlord en hel særlig charme.

Hvad angår det visuelle, er der hentet masser af inspiration fra alt, hvad fantasygenren ellers har budt på det sidste årti, og du ville ikke få svært ved at finde træk fra kilder som Fable og Ringenes Herre-trilogien. Paletten, der er blevet malet med, består af alle regnbuens farver, og Triumph Studios har fået skabt et yderst spraglet univers. Selvom det er et sammenkog af alt det, vi har set før, er det visuelt besnærende alligevel. Til gengæld fremstår musikken ikke så iørefaldende. Der er et par enkelte gode melodier at nynne med på, men ellers formår musikken ikke at træde ordentligt i karakter. Eventyrsspil som Overlord har brug for et stærkt soundtrack, og det ærgrer mig, at der ikke er blevet gjort mere ud af det. Heldigvis er dine minions konstante småsnak og slesken for dig utroligt vittigt, og det er med til at kompensere.

Jeg indrømmer blankt, at jeg i de første mange timer, jeg brugte i Overlord, nær var ved at falde ned af stolen af ren og skær begejstring. Indgangsviklen, og humoren fik det til at føles som det bedste rollespil, jeg havde spillet længe - desværre var det ikke en følelse, der blev ved i al den tid, jeg sad med Overlord. Efter en del tids spil begynder den lineære opbygning at fremstå tydeligere, og der er ikke den frihed, vi efterhånden er blevet vant til. Du kan ikke bevæge dig frit omkring, men er tvunget til at holde dig på stierne, og du har ikke mulighed for at anskaffe dig endeløse rækker af magiske formularer eller våben, men må nøjes med de få, du får automatisk. At gå rundt og lede efter flere ting på egen hånd, giver ikke noget resultat. Så sjovt som det er, er det stadig utrolig skemalagt.

Værst for mig var dog, at der ikke er nogen egentlig historie, der binder forløbet sammen. Når du kommer til et nyt område, bliver du introduceret for ham du i sidste ende skal slå ihjel, men det er også det. I mindre spil er det ikke et problem med en skidt eller ikke tilstedeværende historie, men når der skal investeres over tredive timer, for at nå til vejs ende, skal jeg altså bruge noget ekstra for at have lyst til at spille videre. Der er heller ikke nogen sidehistorier eller reel interaktion med de folk du møder, så når du har fået fat på de fire forskellige minions der er, falder tempoet og variationen en del.

Kan du klare, at det bliver monotont et godt stykke inde i eventyret, er der ingen grund til ikke at investere i Overlord. Triumph har skabt et mere tilgængeligt spil i genren, og i stedet for bare at gøre det hele så stort som mulig, er der fokuseret på at gøre det mere overskueligt for alle, især for førstegangsspillere. Efter længere tids spil kommer manglerne til syne, så der skal tålmodighed til, hvis du vil gennemføre eventyret, men direkte kedeligt bliver det aldrig. Overlord er ikke så dybt som mange andre rollespil, men hvad det mangler i dybde og holdbarhed, kompenserer det for med humor og glimrende gameplay - og det kan man jo ikke brokke sig over.