Pac-Man Party

Det er ikke til at sige om Pac-Man nogensinde skulle have troet at han ville gå fra at være verdens største spilhelt tilbage i starten af 80'erne, til i dag at være hovedperson i et helt igennem ideforladt festspil. Giganten der engang dominerede arkadehallerne, enehændigt sørgede for at bankernes møntbeholdninger knapt kunne følge med efterspørgslen, og var med til at etablere elektroniske spil som noget for alle aldersgrupper, er i dag transformeret til noget helt andet.

En lurvet baggrundshistorie der fortæller om Pac-Man som beskytter af opskriften på verdens bedste småkage, dækker over hvad vi alle efterhånden forventer af festspil-genren, altså masser af minispil med så simple regler at alle kan være med. En smule dybde tilføjes dog ved at det hele her er pakket ind i Namcos egen variant af det populære brætspil Matador.

Vælger du "Story Mode" eller "Party Mode" (som henholdsvis er for en eller flere spillere) foregår det hele således på en af tre store spilleplader, hvor det hele går efter tur. Et par bygninger er placeret tilfældigt rundt omkring på spillepladen, og skulle man være så heldig at lande på en af disse bliver de øjeblikkeligt til ens egen beholdning. En ny bygning bliver det også til hvis man lander på et blankt felt, disse er blot ofte mindre end de der fra starten findes på spillepladen.

Skulle man lande på en af de bygninger som tilhører en anden spiller, vil man med det samme blive transporteret ind i et af de mange minispil, hvor vinderen får lov til at beholde bygningen, mens taberen både må vinke farvel til bygning og lidt points. Ikke overraskende gives der løbende points alt efter hvor mange bygninger man er ejer af, og målet er at være den første til at ramme en forudbestemt pointsum.

Foruden at være realiseret med virkelig kedelig grafik der nærmest ikke har bemærket at den vises i 3D, samt et tempo så langsomt at en Trabant uden motor sagtens ville kunne stikke af fra det, er brætspils-opbygningen faktisk ikke nogen dårlig ide. Den lades dog desværre i stikken af nogle tarvelige minispil.

På indpakningen proklameres det stolt hvordan Pac-Man Party 3D indeholder over 50 forskellige minispil, men det er en sandhed med modifikationer. Forbavsende mange af spillene minder nemlig til forveksling om hinanden, og således går der ikke lang tid før de på det nærmeste begynder at gentage sig selv. Bedre bliver det ikke af at de alle er så hånende simple at man aldrig føler sig udfordret, hvilket i den grad går ud over langtidsholdbarheden.

Som en lille bonus har Namco besluttet sig for at inkludere tre af deres klassiske arkadespil, og gider du derfor ikke festspillet kan du i stedet brug tiden på det originale Pac-Man, DigDug eller Galaga. Også her viser problemerne sig dog, og selvom man må beundre udvikleren for at emulere arcade-originalerne, gøres de en smule svære at spille fordi de grundet deres originale skærmformat kun fylder cirka halvdelen af den øverste skærm.

Pac-Man Party 3D virker i nærmest alle kanter og leder som et hasteprojekt der kontinuerligt viser sine mangler. Derfor overrasker flerspiller-mulighederne også, for faktisk er det nok med blot et spil selvom man skulle være fire der ønsker at spille sammen, hvilket er en beslutning vi kun kan håbe på andre udviklere af denne genre vælger at adoptere.

Lækre flerspiller-muligheder er dog slet ikke nok til at redde Pac-Man Party 3D fra at ende som et af de tarveligste festspil vi har set i et godt stykke tid. Hylderne i de danske spilbutikker nærmest bugner af festspil og størstedelen af dem er langt bedre end hvad der her tilbydes.