Pandora's Tower

Hvad er det med God of War, der får os til at referere til det i tide og utide, når det kommer til sammenligninger med andre spilserier? I forbindelse med Pandora's Tower har jeg hørt om halvguden mindst et dusin gange, men med spillet i hænderne er det svært at drage nogen særligt tydelige paralleller. Faktum er at det føles omtrent lige så oplagt at sammenligne The Legend of Zelda med Mass Effect. Selvfølgelig er visse bolte og møtrikker i spilmekanikken beslægtede, men spiloplevelsen er, dette til trods, unik og totalt fritstående.

Pandora's Tower fortæller historien om Aeron og Elena, men man har været påpasselige med ikke at forklare for meget fra starten. I stedet er det op til dig at afdække tavlen bid for bid under eventyrets gang. Det eneste, vi indledningsvis ved om parrets relation, er at Elena er blevet inficeret med en forbandelse, der langsomt vil opsluge hende hvis ikke Aeron formår at samle kød ind fra 13 forskellige monstre i 13 forskellige tårne i landet.

Hvorfor netop Elena er ramt af forbandelsen, finder du ud af senere hen. Det, i kombination med muligheden for at udvikle forholdet mellem hovedpersonerne, er en velfungerende drivkraft, der gør det svært at slippe taget, præcis som det skal være når det kommer til japanske rollespil.

Ironisk nok er landets indbyggere vegetarer af religiøse årsager, men det havde ikke spillet den store rolle, da det ikke er velstegte oksebøffer men snarere råt monsterkød, som Elena skal indtage for at få det bedre. Hvor svært det er for hende at modstå forvandlingen til et bæst, vises primært gennem troværdige og veludførte filmklip.

Den engelske tale og den klassiske musik fra blandt andet Beethoven og Verdi er i absolut topklasse. Det samme kan ikke siges om præsentationen og grafikken, der i stedet gør holdt ved beskrivelsen rigtig godt. Nintendo Wii kan formodentlig præstere mere end dette, men erfaringen siger mig, at man ikke skal kræve for meget af japanske rollespil hvad angår det grafiske. Pandora's Tower står trods alt som et af de flottere indslag i genren.

Opgaven virker selvfølgelig umulig for Aeron, der ikke kan siges at være en etableret kriger, men der er ikke noget alternativ. Viljen til at hjælpe Elena får overtaget, og Aeron finder sig snart udrustet med de våben og genstande, han får brug for, for at tage kampen op mod de mildest talt tvivlsomme odds. Mellem bedrifterne er det essentielt at vende tilbage til Elena for at give hende sin regelmæssige dosis råddent kød, og det er her at Pandora's Tower søger for at fokusere på såvel karakteropbygning som at knytte bånd mellem Aeron, Elena og spilleren.

Hvor effektiv du som spiller er til at vende tilbage til Elena med kød eller måske endda gaver, har en direkte indflydelse på både forholdet mellem Aeron og Elena og din vej mod en af spillets forskellige slutninger. Ja, der er flere af slagsen, og langt fra alle er særligt positive. Vil du ofre tid til være selskabelig ved sygesengen, eller vil du spendere alle dine vågne øjeblikke på det storslåede eventyr? Det er et gammeldags og velprøvet koncept, men også et der stadig fungerer.

Tårnene, som Aeron skal besøge, er langt fra fantasiløse områder fyldt med monstre, der skal slagtes på samlebånd. Strukturen er relativt simpel, men du kommer bestemt til at støde på en hel del snedigt banedesign på vejen. Der er for eksempel en bunke af puzzles at løse og hemmeligheder at opdage, men vigtigst af alt føles hvert tårn unikt og implementerer en distinkt karakter. Det eneste fællestræk mellem tårnene er, at du smadre kæderne på døren ind til bossen.

Man begiver sig gennem tårnene ved en blanding af kampe, platformsøjeblikke og puzzle-løsning. Du kommer blandt andet til at kunne svinge dig frem med Aerons kæde - samme kæde der bruges til at dræbe monstre. Du kan for eksempel hugge fra en bestemt vinkel for at fastbinde en bestemt kropsdel på fjenden, og dermed forhindre dens bevægelser. Er du rigtig skrap, kan du tilmed binde fjender fast til hinanden.

En af de ting, jeg holder særligt af i Pandora's Tower er de varierede og udfordrende bosskampe. Her kommer jeg igen til at tænke på især Legend of Zelda, hvor det gælder om at finde en unik svaghed for hver boss. Jeg vil ikke ødelægge fornøjelsen for dig ved at afsløre noget, men udvikleren Ganbarion har bestemt fundet på en hel del sjove udfordringer og løsninger, der får Pandora's Tower til at føles mere som et eventyrsspil end et rendyrket rollespil.

Da jeg har fået styr på hvorfor relationen mellem Aeron og Elena er så speciel, hvorfor netop hun lider af forbandelsen, og hvorfor jeg har været tvunget til at løbe ærinder i landets 13 tårne, føler jeg ikke at jeg har oplevet et ægte mesterværk, men bestemt en interessant historie. Det gør desuden ikke noget, at grænserne mellem action og rollespil er en anelse utydelige. I sidste ende er Pandora's Tower en prisværdig titel med reel dybde for dem, der vil opleve et lidt mere lettilgængeligt eventyr end hvad der bydes på i The Last Story og Xenoblade Chronicles.