Paper Mario 2: The Thousand Year Door

Der går ikke en måned, hvor Thomas Nielsen ikke håner mig med det faktum, at jeg var så dum, at jeg takkede nej til at anmelde Mario & Luigi Superstar Saga, og i stedet lagde det over på hans bord. Og han har fuldstændig ret. Hvad tænkte jeg på? Det er et af de bedste spil til Game Boy Advanced, og er siden hen blevet et af mine absolut yndlingsspil til formatet. Heldigvis tager jeg i en eller anden form nu hævn ved at snuppe Nintendos seneste Paper Mario-spil lige for næsen af ham.

Og hvilken hævn det er. Her er al den Nintendo-magi man kunne forestille sig, pakket ind i en sukkersød og meget typisk historie, der cementerer den japanske gigants position som værende for børn og barnlige sjæle - og jeg er ikke bange for at kalde mig barnlig. I hvert fald ikke hvis det betyder, at jeg også fremover skal have det så sjovt som de seneste timer har været sammen med en papirtynd udgave af Nintendos blikkenslager.

Netop papir-elementet går igen gennem hele spilkonceptet. Mario bevæger sig nemlig rundt i en papirverden af den slags, du muligvis kan huske fra de børnebøger, der lod dig vippe siderne op, hvorefter en hel verden sprang lige op i hovedet på dig. Det var et fortryllende øjeblik dengang da jeg lå på sengen, og det er mindst ligeså magisk når det sker på skærmen. Men Kyoto-giganten er gået længere end som så. Det spøjse element breder sig også til gameplayet, der bl.a. lader dig folde Mario sammen til et papirfly, hvorefter platformhelten så kan dale hen over dele af spillets meget farvefyldte baner.

Dette kædes endvidere sammen med eventyrets slåskampe, der i bedste RPG-stil handler om at tage nogle hurtige beslutninger og så se dine figurer udføre dem. I Paper Marios tilfælde foregår dette på en teaterscene, hvor publikum belønner dig for din evne til at uddele et ordentlig lag tæsk ved at kaste diverse power-ups og andet godt op til dig. Her kan man tilmed time sine slag og derved give lidt ekstra kræft i slaget, men fejler du, så straffes du efterfølgende med en bunke sten af et utilfredst publikum. Senere i spillet er det vigtigt at vinde deres gunst for at udnytte denne faktor optimalt.

Grafisk trækker Paper Mario: The Thousand Year Door ikke på alle kræfterne i din maskine, men det behøver det heller ikke. Det er designet - den måde Nintendo har grebet hele atmosfæren og ideen an på - der er imponerende. Mens cel-shading i dag bruges af enhver udvikler, og meget tit uden forståelse for denne grafiske stilart, så ved Nintendo præcis, hvad de vil med deres design - og derfor virker Paper Mario frækt og forførende.

Skal man finde huller i en ellers flot poleret rustning, så må det være de alt for lange samtaler mellem dig og spillets karakterer. De siger ikke rigtigt noget væsentligt, og uden egentlige stemmer er man hensat til den typiske stilhed og de rullende tekster, der ikke ligefrem lever i de elektroniske kredse. Det er lidt en skam, at Nintendo forbeholder sig retten til at leve i starten af halvfemserne på det lydtekniske plan, når det nu er så let at inkorporere.

Det ødelægger dog ikke fornøjelsen af at læne sig tilbage i sofaen med sit Wavebird-joypad og suge et storstilet og meget japansk eventyr til sig i typisk Nintendo-tradition. Her er ikke noget decideret nyt at opleve, men alligevel kan man ikke andet end at sidde med et smil på læberne hele vejen.