Dansk
Gamereactor
anmeldelser
Pariah

Pariah

Digital Extremes forsøg ud i historiedrevet action er en kende for tandløst. Thomas Tanggaard har anmeldt det længe ventede spil.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt

Fortumlet og forslået kommer Jack Mason på benene. Hans hoved banker som et overanstrengt hjerte og han har svært ved at fokusere. Længere nede af skråningen står hans rumskib i lys lue. Det har boret sig halvvejs ned i jorden og flammerne æder sig nu grådigt ind på inventaret. Der er til gengæld intet spor af fangen, han havde med på turen. Karina er som sunket i jorden, hvilket ikke er godt, da hun bærer på et dødeligt patogen ved navn pariah, der med lethed kan udslette millioner af mennesker. Efter at have fundet medicinboksen frem og behandlet sig selv, griber han et gevær og bevæger sig ind i den frodige skov for at finde hende. Koste hvad det vil.

HQ

Om ikke andet så er Digital Extremes første forsøg med et historiedrevet actionspil en atmosfærefyldt omgang. Holdet der tidligere har taget sig af de arenabaserede voldsomheder i Unreal-serien, har fundet den store pengepung frem og allieret sig med et par manusforfattere fra Hollywood, og det er der kommet Pariah ud af. Men selvom der er gjort meget ud af at hælde kød på knoglerne og fylde universet med sin helt egen stil, så er netop historien en af spillets store svagheder. Ikke så meget fordi det er en standardiseret omgang pladder om lyssky organisationer med hemmelige planer, en pige der bærer på en virus og en fængselsplanet der skal bombes fra rummet med en atombombe, men mere fordi hverken Jack Mason, Karina J. eller Stockton nogensinde kommer ind under huden på dig. De er ikke ægte. Det er ikke det halvnørdede spilikon Gordon Freeman, vi har med at gøre, eller for den sags skyld skaldede Hekha fra Killzone. Jeg tror ikke på dem og jeg er ligeglad med hvorfor de vil redde sig selv og planeten Jorden.

Det samme gælder strukturen i Pariah. Alle FPS-spil er på godt og ondt bygget op omkring en række korridorer og din vej igennem dem. Selv Half-Life 2 fungerer på denne måde, men hvor Valves spil aldrig føles som andet end et helstøbt og vidunderligt ridt gennem en mareridtsagtig fremtid, så vælter Pariahs teaterkulisser hurtigt ned om ørene på én. Man gennes fra rum 1 og til platform 4 og så en tur ned til dør 3, hvor man kun kan komme igennem, hvis man har fået trykket på knap 2. Det er så håbløst uinteressant og uigennemtænkt at man hurtigt keder sig. Ikke engang Killzone brugte tid på lukkede døre og langsomt kørende platforme, det smed bare tonsvis af hidsige og veltrænede Helghastsoldater i hovedet på dig, alt imens du talte dine patroner og kæmpede dig vej gennem landskabet.

Til gengæld kan man ikke andet end at værdsætte holdets evne til at styre den tekniske del af oplevelsen. Bygget på en modificeret udgave af Unreal-grafikmotoren er Pariah et flot bekendtskab, der gnidningsløst og hurtigt viser dig alt fra frodige jungler til mørklagte fængselsceller, rustbrune dæmninger og futuristiske borge. Detaljegraden er høj og der er ingen tvivl om at drengene kender lidt til maskinens evner, for det er ganske imponerende at se på hele vejen igennem. Dette kædes sammen med udnyttelsen af Havoks hædrede fysiksystem, der godt nok ikke bruges vanvittigt opfindsomt i denne omgang, men som sikrer at dine fjender går i split, når du giver dem en salve med din Bulldog og sejler ud over gelænderet på et vagttårn, når du sender dem en velkomsthilsen i form af en velplaceret granat. Det sjove stopper dog når spillet partout vil være med på Halo-vognen og derfor introducerer dig for en bunke værdiløse køretøjer. De styres nøjagtig som en Warthog, men er både uinteressante og vanvittig kedelige at køre rundt i. Selv de åbne baner, som man ræser af sted på, føles som en tynd sidebemærkning og noget der udelukkende er inkluderet for multiplayerdelens vedkommende - hvilket er ærgerligt.

Når det kommer til våbnene, og de er immervæk en stor del af en FPS-oplevelse, så har Digital Extremes prøvet at gøre det hele en smule mere spændende ved at give dig muligheden for at opgradere dine våben med såkaldte weapon cores, der er spredt ud over banerne. En enkelt WC giver dig f.eks. et bedre sigte på din snigskytteriffel, mens to udvider antallet af kugler, du kan have i magasinet - og sådan er det hele vejen. Granatkasteren får en udløser, din shotgun kan lades hurtigere osv. Der er i sig selv ingen reelle overraskelser i Pariah, men det der fungerer og man finder hele tiden sig selv på jagt efter flere WC’s, blot for at se hvad den næste opgradering gør.

Dette er en annonce:

Heldigvis er der lidt mere at hente online via Xbox Live end i singleplayerdelen. Jeg fik ganske vist serveret de velkendte og gennemtærskede favoritter som Deathmatch og Capture the Flag, blot for at nævne et par stykker, men grundet den indlagte map maker, så gik der ikke længe, før jeg med et par penselstrøg og lidt knofedt fik brygget mine egne dødsarenaer sammen og prøvet dem af med vennerne - og den feature kan selv ikke Halo 2 bryste sig af. Mapmakeren er ufattelig let at komme i gang med, men har masser af dybere lag til dem, der virkelig vil eksperimentere med deres banedesigns. Samtidig kan den bruges af selv den mest venstrehåndede novice og derfor er den et brillant redskab, der for mig reddede meget af skuffelsen ved den historiedrevne del.

Pariah er på mange måder et kompetent spil, i hvert fald hvis man er så flink kun at skele til den tekniske side. Jeg har aldrig været i tvivl om Digital Extremes kvaliteter, når det kommer til at være reelle spilhåndværkere, men når vi nu for første gang får set frugten af noget andet og mere end blot endnu et Unreal-spil, så er det synd at de ikke formår at hive sig meget over det middelmådige. Tjeklisten er for mit vedkommende krydset af, når det kommer til en stabil grafikmotor, et frækt fysiksystem og et bugnende arsenal af våben, men felterne for historien, opfindsomheden og wow-følelsen må desværre stå tomme i denne omgang. Jeg har set det hele før og bedre.

Pariah
Pariah
Dette er en annonce:
Pariah
Pariah
Pariah
Pariah
Pariah
Pariah
Pariah
Pariah
Pariah
Pariah
Pariah
06 Gamereactor Danmark
6 / 10
+
Mapmakeren. Våbnene. Den pæne grafik.
-
Historien. Tempoet. De ekstremt lineære baner og de rædselsfulde køretøjer.
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster

0
PariahScore

Pariah

ANMELDELSE. Skrevet af Thomas Tanggaard

Digital Extremes forsøg ud i historiedrevet action er en kende for tandløst. Thomas Tanggaard har anmeldt det længe ventede spil.

0
Pariah

Pariah

PREVIEW. Skrevet af Jesper Nielsen

Digital Extremes kaster sig over et FPS med historie. Jesper har set nærmere på Pariah og er klar til at fortælle alt om det.



Indlæser mere indhold