Pathway to Glory

Man skulle næppe tro det muligt, men det er faktisk muligt at proppe et særdeles kompetent strategispil ind i den lille N-Gage-spilchip - med alt hvad det indebærer. Der er store, varierede spilarealer. Der er soldater i forskellige klasser med komplekse egenskaber. Der er køretøjer - og så lyder det godt og ser fremragende ud.

Pathway to Glory sætter spilleren i rollen som amerikansk soldat, der sammen med sin deling skal gennemføre en række missioner under 2. verdenskrig. Spillet starter i 1943, to år efter Pearl Harbor, og er koncentreret om begivenheder i Europa, der strækker sig fra invasionen på Sicilien til de franske styrkers fremstød mod Rhinen ved Beffort Gap den 20. november 1944.

Man starter typisk med sin deling placeret i det éne hjørne af spilarealet, mens missionens primær mål er placeret i det modsatte. Ind imellem finder man så et særdeles varieret landskab, bygninger samt ikke mindst fjendtlige styrker og køretøjer, som skal passeres for kunne gennemføre den foreliggende opgave med succes.

Soldaterne kan undervejs gå i dækning bag huse og bevoksning, hvilket ikke mindst er nødvendigt, når de fjendtlige styrker er irriterende præcise og opmærksomme. Et enkelt skud og en soldat er færdig. Spilleren er måske ikke oppe mod det allerbedst sammentømrede team af modstandere. Men spillets bad guys forstår i hvert fald enkeltvis at udnytte terrænet og at placere sig fordelagtigt i højtliggende positioner.

Køretøjerne kan endda spille en temmelig afgørende rolle, da en jeep udvider figurernes bevægelsesmuligheder, mens den til gengæld begrænser deres våbenbrug. Til gengæld kan en tank gøre det modsatte.

Hver soldat i delingen bliver tildelt et antal actions points, der kan anvendes til bevægelse. Der er også mulighed for at knæle eller lægge sig fladt på jorden og fra denne mere træfsikre stilling skyde mod fjenden. Ulempen er så til gengæld, at soldaterne ikke bevæger sig så hurtigt.

Vi har ikke at gøre med de fineste detaljerede textures og imponerende lyseffekter. Alligevel er Pathway to Glory en fryd for øje med sine detaljerigdom og en for N-Gage-konsollen lækker farvesætning. Soldaterne bevæger sig flydende, men der skal dog lyde en diskret kritik af, at det kan være svært at fokusere på den enkelte soldat, når han er dækket af et træ, et sønderskudt hus eller én af sine egne.

Pathway to Glory er endda ikke begrænset til single-spil. Via N-Gage Arena kan du ende med at dyste mod eller med op til 5 spillere. Problemet er bare, at forbindelsen ikke er synderligt stabil. Desuden kan det turbaserede gameplay være umådeligt irriterende, at man fem spillere skal vente på den sidste spiller, der er usikker på, hvad han skal - og dermed bruger ekstra meget tid. Det er vist meget godt, at Nokia ikke som oprindeligt lovet har givet mulighed for multiplayer-krig for op til 25 spillere.

Lydsiden er noget af det flotteste, der er hørt i et N-Gage-spil. Der er den flotte, lidt svulstige fortællerstemme, som i spillets cut-scenes udlægger den forestående mission for spilleren. Der er fine lydeffekter, både for lette og tungere våben og så der også blevet plads til indlednings- og underlægnings-musikken, selv om der selvfølgelig langt fra er tale om THX-certificeret lydguf.

Hvor vi er vant til - og måske efterhånden også en smule trætte af - first person shooters, så går denne titel en såre traditionel men yderst velfungerende vej med sin turbaserede tilgang til de dramatiske begivenheder. Slutresultatet er opsigtsvækkende positivt, med spændende missioner samt flot grafik og lyd. Men nu er du advaret: Pas på med at spille Pathway to Glory i offentlige transportmidler, med mindre du skal af ved endestationen!