Patrician II

I moderne strategi spil, er det efterhånden blevet reglen frem for undtagelsen, at det ikke er nok at være strategisk. Man skal også fører krig, passe på sine soldater og slå fjenden ihjel. For fredselskende neo-hippier som undertegnede, føles dette altid som unødvendig spild af tid, og tankerne ledes tilbage til de gode gamle dage, hvor titler som Ports of Call sørgede for den gode underholdning og de mange timer i tænketanken, uden unødig brug af vold og blod i olietønderne. Åbenbart et tiden nu moden til endnu en titel i denne strategiens lille antivolds genre. Navnet er Patrician II, og totallet skyldes en tidligere udgave af spillet på den hedengangne Amiga.

Middelalderlig handelsmand
Patrician II placerer dig i rollen som middelalderlig handelsmand. Europa ligge for dine fødder, og det hele er et spørgsmål om at sejle ud på de store have og handle dig til flere penge og støre anseelighed, så simpelt og dog så underholdende. Selve brugerfladen er rimeligt nem at gå til. Som det er for vanen i strategi spil, får du i starten hjælp af computeren til at komme i gang, hints til hvad det er smart at købe, og hvor det er smart at sejle hen. På trods af det er spillet dog alligevel utroligt svært. Hvornår skal man købe hvad, hvor skal man sejle det hen, hvad nu hvis konkurrenterne kommer før en? De forskellige varer stiger og falder i pris i hver by, alt efter hvor mange enheder byen besidder. Nogle byer specialiserer sig i at producerer udvalgte produkter, og de steder kan du få dem til fornuftige priser. Men alle disse fakta er svære at holde sammen i hovedet, så herfra skal et lille råd være: skriv det ned!

Lumske aftaler
I Patrician II er du hverken mere eller mindre end en handelsmand, det er det du skal koncentrere dig om, men det er dog ikke det samme som at du kun skal handle. Lyder det forvirrende? Det er det også. Som handelsmand i 1300 tallet har du nemlig mange muligheder for at klatre op af den sociale rangstige. Du kan sprede din magt ved at anlægge handelsstationer i flere byer, derefter bygge afdelinger der selv kan producerer materialer, og sidst men ikke mindst bygge huse til dine arbejdere. På denne måde får du ganske langsomt gjort dig til en del af diverse byers infrastruktur. Populariteten stiger, alt i mens pengene vælter ind. Du kan selvfølgelig også snyde, bestikke borgmesteren, forhandle med lumske typer, og endda hyrer pirater til at overtage et af dine skibe, og derved slå hårdt ned på konkurrenterne. Men kriminalitet betaler sig som bekendt sjældent, og det er da heller ikke anderledes end at du i Patrician II absolut ikke kommer i folkets favør ved at lave den slags narrestreger.

Som tidligere nævnt er Patrician II absolut ikke nogen dans på roser, sværhedsgraden er høj, og som den erfarne handelsmand efterhånden får flere skibe og en masse afdelinger i forskellige byer, forsvinder overskueligheden som dug for solen. Men det er stadig svært at slippe spillet, for der er hele tiden nye opgaver, spændende ting at kaste sig over, og var det måske ikke noget med en borgmester post?

Rigtig godt spil
Patrician II er virkeligt vellykket. Gameplayet er et og alt i et spil af denne type, men det betyder ikke at Patrician II sparer på hverken grafik eller lydsiden. Rent visuelt er spillet, om end ikke en fest, så alligevel rigtigt lækkert at se på. De små ikoner og elementer der nemt kan blive så uoverskuelige, er rimeligt til at finde rundt i, og en lille lækker funktion er at du kan trykke på en knap så alle de ikke kommunalt ejede bygninger i byen der ikke er dine, bliver gennemsigtige. For når du først er blevet en stor og rig handelsmand, kan det være svært at overskue hvor meget du egentlig ejer. Lyden er den gode gamle strategi lyd, som et noget med nogle blæsere, lidt stryger ensemble, og generelt bare rustik stemning. En omgang midi-blæs får ikke ligefrem bragt spilleren direkte tilbage til middelalderen, men som lidt let baggrund fungerer det fint.

Tusindvis af timer
Patrician II byder på tusindvis af timers effektiv spilletid, uden nogensinde at blive kedeligt. Udfordringerne er mange, og sværhedsgraden stor. Og hvor er det egentlig skønt at der stadig laves spil af denne kaliber. Spillet henvender sig ikke til action freaks, men mere til den dvælende gamer, der er frisk på at bruge flere uger af sit liv, placeret foran skærmen med en stille kop kaffe i hånden. sjovt er det, men det er ikke ligefrem noget kæresten laver vejrmøller af glæde over.