Dansk
Gamereactor
anmeldelser
Payday 2

Payday 2

Planlæg dine træk. Tag kontrol over folkemængden. Kæmp mod ordensmagten. Slip væk med byttet.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ

At røve banker alene er ikke sjovt. Som singleplayer-oplevelse er Payday 2 frygteligt frustrerende. AI'en gør ikke sig selv nogen tjenester, hverken som fjende eller ven. Målene egner sig ikke til solospilleren, og missionerne kan være uendeligt svære. Kort sagt er det på grænsen til slet og ret at være i stykker.

Men det er heller ikke sådan, denne first person shooter skal spilles, og for hver spiller, du tilføjer til blandingen, bliver tingene meget bedre. To er godt, tre er bedre, fire er helt perfekt. Det er nødvendigt med en god holdånd, hvis man skal nå nogen vegne. Det er ikke for sjov at Overkill har kaldt dette for kupspillenes svar på Dark Souls. Det er svært. Men selvom man roligt kan sige at begge spil er hensynsløst udfordrende, så stopper sammenligningerne med det brutale fantasy-rollespil også der. I Payday får man ikke en hurtig genstart og endnu et forsøg på en vanvittigt svær udfordring, i stedet skal missionen startes helt forfra, og de kan tage en rum tid at gennemføre.

Kuppene er kortere end dem i det første spil. Nogle af dem er selvstændige, mens andre er en sammenkædet sekvens af missioner, der udgør en minifortælling. Der er en god del variation i de forskellige opgaver, man får af sin handler, fra simple røverier til våbenkonfiskeringer og narkohandler. Missionerne vælges via Crime.net, et kort hvor jobs lyser op i en kort stund og venter på at blive nuppet. Forskellige opgaver giver forskellig grad af udbytte, så det kan være værd at vente på at det store kup viser sig.

Payday 2
Dette er en annonce:

Selvom kup spillet på den normale sværhedsgrad kan være svære, bliver der skruet betragteligt op for presset på Very Hard og Pro. På de højere sværhedsgrader vil politiet hurtigere eskalere deres respons, og man bliver omringet af tungt bevæbnede betjente, før man har fattet hvad der foregår. De enkeltstående missioner er relativt lige til, men så snart du begynder på de større job, bliver planlægning og omtanke mere vigtigt. At lægge en strategi og succesfuldt føre en velformuleret plan ud i livet er enormt tilfredsstillende. Man kan købe "insider-info" mens missionen indlæses, og på den måde få nyttige oplysninger, inden man skrider til værks (som hvor sikkerhedsnøglen er gemt, eller hvor man kan finde medkits og ammo på banen), og sørger man for at helgardere sig med forskellig udrustning inden missionen starter, kan det få afgørende forskel. I starten af hvert job kan du kigge dig omkring på det sted, i slår til mod, og så længe ingen gør noget dumt, kan man få værdifulde oplysninger inden kuglerne flyver.

I slutningen af et flerdagsjob skal holdet tackle the Payday, udbyttedagen. Her topper udfordringen, og holdarbejde er fuldstændig essentielt. Mindre grupper hjulpet af AI-kammerater vil få det svært, og selv velsmurte enheder vil få brug for lidt held for at klare nogle af disse baner. Hvis nogle af missionerne på vejen til Paydayen går skævt, opstår der en ekstra flugtudfordring. Her bliver holdet kørt af vejen af politiet, og må forsvare deres bytte mens de venter på at en alternativ flugtrute åbenbarer sig. Disse distraktioner er ikke lange, men de holder gentagent spil interessant, og opfordrer spillerne til at gå efter et hurtigt, klinisk røveri. At arbejde sammen som enhed er en stor del af det her. Hvis alle er på samme side, vil holdet være langt mere effektivt, og det er mindre sandsynligt at noget går galt.

Her er et rollespilselement, der bliver mere og mere væsentligt efterhånden som du bevæger dig gennem spillet. Man optjener erfaring og bruger point på forskellige skills og får brugbare perks. Der er fire forskellige retninger at specialisere sig i, med udførlige skill-træer til hver. Du kan gå efter tunge skydevåben, bruge gadgets i felten, styre folkemængderne og lede dit hold, eller stealthe dig uden om patruljer. Stealth er klart den sværeste specialisering, og selvom vi forsøgte os med den i starten, stiller den store krav til ens evner. I starten er det nok bedst bare at lære de grundlæggende ting, man skal kravle før man kan gå.

Payday 2Payday 2
Dette er en annonce:

Skill-træerne er meget varierede. Jeg fulgte Mastermind-retningen, der byder på forbedrede lederskabsevner og bedre crowd control. En perk giver en mulighed for at binde flere gidsler, en anden giver et boost til hele holdets stamina. At låse hele træet for en af disse retninger op tager en del tid. Hver retning har også indflydelse på hvilket udstyr (elektroniske jammere, health packs, ammo) spillerne kan tage med sig. De bedste hold vil have en balance på tværs specialiseringerne, hvorved man kan bruge forskellige taktikker midt i kaosset.

Efter et succesfuldt kup dropper der tilfældig loot. Man kan låse op for våbenmodifikationer, kontante bonusser eller komponenter til at bygge sin egen unikke maske. Når de først er låst op, kan man købe dem med de penge, man tjener i spillet, og tilføje dem til sit inventory. At tjene sig op til denne loot kan til tider føles som et grind, og for at levelle op og få godt udstyr er man ofte nødt til at besøge de samme gerningssteder mere end én gang. Looten giver dog en rigeligt at lave mellem røverierne. Især mulighederne for at lave sin egen maske er et højdepunkt. Man låser langsomt op for nye masker og de materialer, der skal bruges for at få dem til at skille sig ud. Det tager måske lidt tid at få den maske, man virkelig gerne vil have, men der er hæderlige alternativer undervejs.

Gentagelsen i banerne bliver lettet ved tilfældige elementer, der holder missionerne friske. Mål skifter placering, patruljer ændre sig, og flugtbilen kan dukke op flere forskellige steder. Det betyder at selv baner, man har tacklet adskillige gange, forbliver mere interessante end de ellers ville have været. Ens hold er nødt til at være vågne og fleksible. Man er nødt til at have rutiner. Hvis en spiller bliver fældet af fjendtlig ild, kan man bruge de bundne gidsler, man tager i starten af hver mission, til at forhandle om løsladelse, så det er vigtigt at sikre sig man rent faktisk har nogle gidsler. Det kan svare sig at være grundig.

Payday 2

Fjendens AI er ikke videre subtil, og modstanderne har en tendens til at bruse frem. Bølger af stadigt stærkere fjender angriber en gentagne gange, mens man forsøger at holde sin position og beskytte det udstyr, der borer sig gennem panser og døre. At nedkæmpe horder af SWAT-folk og genstarte ødelagte bor er en del af de fleste missioner. Payday 2 tilføjer et element af grinding til FPS-genren, men det er mere raffineret end hos forgængeren, og de hektiske skyderier holder kedsomheden for døren.

Vi har testet PC-versionen af spillet, og den ser nydelig ud. Omgivelserne er proppet med små detaljer, der tilføjer til indlevelsen. Nogle assets bliver brugt lige lovligt ofte, såsom fjender og NPC'ere, men det er ikke noget stort problem. Lydsiden er ligeledes ensformig, og selvom den er med til at understrege den hurtige action, kunne det have været rart med mere variation, taget i betragtning hvor meget af indholdet man skal spille flere gange.

Udover den hårde sværhedsgrad blev vores fremgang hindret af adskillige crashes, og en af mine medrøvere fik nulstillet sin progression. Det skal fikses, og gerne hurtigt. Det ødelagde dog ikke for meget af vores fornøjelse, for siden dette startproblem har oplevelsen været meget mere flydende. Singleplayer-problemet er her stadig, Payday 2 har ganske enkelt ikke den samme appel fra det perspektiv, men når man spiller sammen med en gruppe venner (eller ligesindede fremmede), er glæden ved et kup simpelthen berusende, og dækker over enhver mangel, spillet måtte have.

Payday 2
08 Gamereactor Danmark
8 / 10
+
Fremragende co-op-action, velimplementerede rollespilselementer, masser af muligheder for personliggørelse
-
Lidt meget grinding til tider, en smule gentagelse
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster

Payday 2Score

Payday 2

ANMELDELSE. Skrevet af Mike Holmes

Planlæg dine træk. Tag kontrol over folkemængden. Kæmp mod ordensmagten. Slip væk med byttet.

Hent Payday 2 gratis på Steam

Hent Payday 2 gratis på Steam

NYHED. Skrevet af Mikael Jensen

Overkill Software har tidligere givet folk midlertidigt adgang til Payday 2 i form af gratis spilletid, men hvis du er hurtig kan du score det fulde spil helt gratis på...



Indlæser mere indhold