Perfect Dark

De rosende ord synes dengang næsten uendelige, og Perfect Dark står stadigvæk som et af tidens absolut bedste spil. Nu, 10 år efter, er det imidlertid blevet Xbox-ejernes tur til at prøve eventyret, men holder spillet stadigvæk niveau efter alle de år?

Det første der rammer en lige i ansigtet, er det umage par, grafik og lyd, der straks tager en i hånden og fører direkte tilbage til fortiden. Grafikken er nemlig 'blot' blevet pudset lidt op, det vil sige at opløsningen nu er i Full-HD (1080p) og det hele kører derudad med 60 billeder i sekundet.

Dette er slet ikke dårligt, og på nær enkelte detaljer, kørte spillet ganske glidende, men det ændrer ikke på at det er den 10 år gamle grafikmotor der stadigvæk trækker læsset, og det ses tydeligt på de stive animationer, usofistikeret AI og til tider pixelerede effekter.

Alt bliver dog tilgivet når musikken først får lov at folde sig ud, og de unikke synthesizer-temaer kan få enhver gamers hjerte til at springe et ekstra slag over. Stemmeskuespillet matcher dog ikke dette niveau, og det virker ærlig talt lidt uengageret.

På grund af dette, eller måske på trods af dette, om man vil, kunne man tænke sig at spillet er en gammeldags førstepersons shooter, med healthbar, og alt hvad der dertil hører, og det ville også være ganske rigtigt, for det er lige hvad det er. Men det utrolige og ganske overraskende er, at spillet, selv efter alle disse år, synes både udfordrende og ekstremt indlevende.

Man føler sig vitterlig som en hemmelig agent, der ved hjælp af alverdens teknologi og våben, skal infiltrere det ene tophemmelige kompleks efter det andet. Det ene øjeblik kæmper man sig f.eks. igennem en hær af bodyguards i et totalt mørklagt højhus, mens man i næste øjeblik, sniger sig rundt langs kysten, og skyder snigskytter på taget af en strandvilla.

Selv moderne skydespil, som godt nok har det grafiske og produktionsmæssige overskud, kommer ikke engang i nærheden af at ramme den følelse af at være i skoene på Joanna Dark. Det flow tempoet har igennem spillet, og de varierende baner, gør at man ikke kan andet end at overgive sig til Rares nærmest ubegribelige præstation; at skabe noget der stadigvæk fungerer rigtig godt, 10 år senere.

Men historien er ikke det eneste denne pakke indeholder, for både splitscreen og multiplayer over Xbox Live, er med som en ekstra bonus (nogle vil nok mene at det er den eneste feature spillet skal købes for). Også dette er ganske klassisk, og ikke vildt raffineret, men det er sjovt og simpelt, og bringer minder frem om mere uskyldige tider - også designmæssigt.

Split-screen kampe med eller mod en kammerat, er i nutidens spilverden en mangelvare. Og det er sjovt at gense den klassiske opdelte skærm, og tage et par kampe. Simpliciteten skinner dog hurtigt igennem: man er blevet forvænt med årene.

Der er også masser og atter masser af forskellige awards og achievements, og mens nogle er ganske lette, kræver andre seriøst flid foran skærmen.

Havde Perfect Dark været baseret på en nyere og mere moderne grafikmotor, så havde dette været årets bedste Xbox Live spil, intet mindre.

I stedet er det et fantastisk tilbageblik på hvordan førstepersonsskydespil har udviklet sig igennem årene, og har man blot den mindste interesse i titler som Modern Warfare, Bioshock og Halo, så vil man fryde sig over at spille denne titel og vide at dette muligvis er inspirationen bag.