Persona 3 Reload

Persona-serien har været der helt siden 90'erne, og er alligevel blandt de mere bizarre spilserier, som på mærkværdig vis klikker med mange spillere. Den japanske serie brød for alvor igennem i vesten med Persona 5, hvor vi mødte seriens kombination af high school-liv og overnaturlig dungeon crawling, og seriens helte, The Phantom Thieves of Hearts, stjal manges hjerter. Er man kommet igennem Persona 5's over 100 timer, så er det dog naturligt at kigge til seriens tidligere kapitler.

Her har man indtil denne Reload-version af Persona 3 mødt en udfordring. Persona 3, som altså er helt tilbage fra 2006, var nemlig der, hvor Atlus etablerede den nuværende Persona-formel, men på moderne platforme har spillet kun været tilgængeligt i en såkaldt "Portable" form, som kommer fra PSP'en. I denne form var det oprindelige PS2-spil transformeret til et 2D-design, i en slags visual novel. Med Persona 3 Reload får vi i stedet et remake, som fra bunden er genskabt i Unreal Engine, og dermed endelig føles lækkert på moderne platforme. Men det store spørgsmål er derfor: holder Persona 3 den dag i dag?

Lad os lige slå en ting fast: Jeg er stor fan af Persona 5 Royal, som åd de første 4 mdr. af mit 2023 pga. dets ufattelige længde. Men jeg har ikke spillet Persona 3 før nu. Derfor er denne anmeldelse et udtryk for min oplevelse med det som et "nyt" spil, og hovedsageligt ikke en sammenligning med nogle af de tidligere versioner.

Persona 3 Reload (herefter P3R) starter helt suverænt ud, og kaster dig ind i et mysterie, da du ankommer til øen, hvor din nye high school er placeret. Du stiger af toget, og der er med det samme en virkelig mærkelig stemning. Der står ligkister rundt omkring, som giver et rødt skær fra sig, og de ellers travle togstationer er nu mennesketomme. Du får navigeret dig hen til dit kollegie, og du bliver her mødt af en lille, ildevarslende dreng, som siger en masse kryptiske ting om at der er farer forude, og at du har potentiale.

Det viser sig, at du på din første nat er vadet direkte ind i den såkaldte Dark Hour, som er en ekstra time hver nat, hvor skyggevæsener kommer ud fra et gigantisk tårn midt på øen for at bortføre mennesker. Det er kun enkelte individer, som kan være vågne i denne time, herunder dig og de andre på dit kollegie. Kollegiet er faktisk er en slags task force ved navn SEES (Specialized Extracurricular Execution Squad), som begiver sig ind i tårnet, der hedder Tartarus og bekæmper skyggerne, samt prøver at gøre en ende på Dark Hour. De gør dette vha. Personaer, som er en slags ånder, eller aspekter af dig selv, som har særlige evner. Som den eneste kan du have flere personaer, som du samler op i Tartarus, og disse kan kombineres til endnu mere kraftfulde personaer.

Som man kender det fra serien, så progresserer tiden løbende, og man skal derfor tænke over, hvordan man bruger den. Skal man snakke med de lokale og udvikle sine bånd med dem (dette giver dig fordele når du laver nye personaer senere)? Eller skal man foretage aktiviteter, som gør én mere akademisk, charmerende eller modig? Sidstnævnte er tre centrale evner, som afgør, hvad du har adgang til i spillet. Samtidig så følger aktiviteter ift. Tartarus, og dermed det centrale plot, månens faser, således at store "boss"-skygger bevæger sig ud af Tartarus for at skabe ravage, når der er fuldmåne. Dermed er tid og dato centralt for spillet.

Alt dette er jo et ret spændende setup, og når historien progresserer, så går det ganske udmærket. Spillets til tider gotiske og lidt mørkere stemning skal også have ros. Der er dog nogle helt centrale ting, som det er rimeligt at kritisere spillet for. Det ene er ganske enkelt, at spillet er vanvittigt lang tid om at komme i gang. Der er ikke meget reel historie i de første 20 timer, rundt regnet. Her bruger du primært din tid på at lære andre at kende, og modsat Persona 5, hvor du ret hurtigt har nogle interessante samtaler med andre, så er Persona 3's "social links", altså sidehistorierne for folk rundt om i byen, bare ret kedelige i starten. Dermed føles spillet ret trægt i de første mange timer efter den ellers udmærkede start.

Dette gøres endnu værre af, at Tartarus er det eneste sted, hvor der er noget reelt gameplay. Er du ikke i Tartarus, så foretager du dig de ovenstående ting, hvor du faktisk bare ser scener udspille sig, uden at du som spiller gør særligt meget. Har du fx en vagt på den lokale café, så er det de samme 2-3 versioner af scenen, du bare ser udspille sig. Tartarus er inddelt i over 200 etager, dvs. har du klaret en etage, så er det bare ikke så spændende at køre den igennem igen. Modsat Persona 5, hvor man havde en grund til at vende tilbage til de såkaldte slotte, så giver det ikke særligt meget mening at "grinde" Tartarus. Jeg har endnu ikke siddet fast, og da spillet simpelthen sætter en stopklods for din progression indtil den næste fuldmåne løbende, så er der ikke grund til at vende tilbage, da du jo har klaret etagen. Problemet er bare, at jeg typisk har kunnet køre tårnet igennem op indtil stopklodsen på en enkelt nat, og det efterlader jo en fuld måned, hvor det bare er kedelig snak og de samme vagter på den samme café. Det er lidt ærgerligt.

Det bliver dog en del mere spændende, når vi er forbi de første 20 timer. Her er der pludselig redningsaktioner i Tartarus, tårnet ændrer sig på mange måder, nye døre åbner sig, hvor du møder større udfordringer. Du tager også på en lille ferie med dine venner, hvor plottet skubbes mere fremad. Kort sagt, så ruskes der lidt op i formlen, og spillet begynder at blive mere dynamisk. Historien udvikler sig, der kommer nye ansigter til, og man bliver mere investeret. Det er virkelig positivt, for spillet går faktisk fra at være grænsende til kedeligt, til at blive ret fedt. Har man spillet serien før, så bør det dog ikke være noget nyt, at serien tager sig god tid, så tålmodighed er altså også en del af konceptet.

Karakter-galleriet er unikt for Persona 3, og består af et meget charmerende hold på dit kollegie, samt et løst hold af ekstra-karakterer. Især karaktererne på kollegiet bliver man investeret i, og det er også i særdeleshed dem, som man ser vokse. For mig står især Mitsuru Kirijo, som er holdets "mystiske moder" ud, sammen med Akihiko Sanada, som lidt er holdets storebror. Din klassekammerat Junpei er også virkelig sjov, og har dertil en fantastisk udvikling igennem spillet.

Dykker vi lidt mere ned i kampsystemet, så er det meget, som vi kender det fra Persona 5. Snappy, lækker turbaseret kamp, som faktisk er så flydende, at det næsten ikke føles turbaseret. Det hele handler om at køre en slags "sten, saks, papir" med fjendens svagheder. Så har fjenden fx ild-evner, så er de nok resistente overfor ild, men kan være svage overfor is. Har du fået alle fjender ned at lægge, så kan du udføre et All-out attack, præcis som i Persona 5. Hele dit hold har også særlige ultimative evner, de kan bruge. Disse evner lades op, når de udfører bestemte handlinger. Fx kan din healer/bueskytte Yukari Takeba give massiv vindskade, som ignorerer resistens mod vindangreb, når hun har healet. Persona 3 føles kampmæssigt præcis ligeså moderne og lækkert som man kan håbe på. Jeg ville blot gerne have mere af det, spredt ud over in-game månederne.

Bevæger vi os over til lydsiden, så er vi også i velkendt Persona-territorie. Det er et banger-soundtrack, som har sin egen mystiske genre, hvor der denne gang smides noget lidt rap ind, der føles taget ud af 0'erne, sammen med den ellers funkede, upbeat musik. Hvad end det er, de har lavet, så holder det, men det er godt nok en speciel coctail

Jeg spillede med engelske stemmer, da de normalt er i ret høj kvalitet i Persona-serien. Her skuffer Persona 3 Reload på ingen måde, hvor der over hele linjen er glimrende stemmer. Især Zeno Robinson som Junpei Iori har helt fantastisk og sjov levering. Modsat originalen, så er alle scener med social links denne gang med stemmer hele vejen igennem, og det gør virkelig meget for oplevelsen.

Alt i alt må jeg sige, at Persona 3 Reload er et virkelig imponerende teknisk stykke arbejde. Der er intet her, som føles forældet rent teknisk eller hvis man tager den enkelte gameplay-oplevelse og nærstuderer den. Derimod er det de helt overordnede beslutninger omkring pacing, som Reload arver fra originalen, som simpelthen ikke kan overses. Der er for mange elementer af pacingen, som simpelthen ikke giver mening, hvor du er efterladt med måneder, hvor du ikke oplever meget reelt gameplay, og så pludselig kondenseres al kamp til to dage. Der er store dele her, som Atlus burde have overvejet og tænkt igennem, nu hvor spillet er blevet bragt up-to-date. Jeg ved selvfølgelig ikke, om de faktisk har kigget på dette, og der bare ikke er gjort nok, men kigger man på debatter ang. originalen og FES-udgaven fra 2007, så er det generelt de samme tanker, jeg har omkring Reload.

Trods en mærkelig pacing, så må jeg dog sige, at Persona 3 har sin egen charme, og 100% er et anbefalelsesværdigt spil. Det er et glimrende sted at starte med serien, måske netop fordi den langsomme start giver rig mulighed for at lære det hele at kende, inden man bevæger sig videre i serien. Men kommer man fra Persona 5, så skal man altså lige indstille sig på, at Reload tager sig god tid om at komme rigtigt i gang. Ellers har vi at gøre med en helt sublim remake, som får et 18 år gammelt spil til at føles helt nyt.