Persona 5 Tactica

Persona 5 kan vist godt kaldes for en moderne klassiker, med rette. Det er et spil, som har en helt unik visuel stil, og som gør turbaseret gameplay så flydende, at det knapt nok føles turbaseret. Det bringer sin rebelske, syrede og livlige identitet ind i alle aspekter af gameplay, menuer og stil, og har etableret et mindeværdigt hold hovedkarakterer. Spiller man Persona 5 Royal, så tager det 125 timer at komme igennem, og alligevel har spillere verden over kæmpet sig igennem det med glæde. Nu får vi så lov til at tage styringen over The Phantom Thieves endnu engang, denne gang i et taktisk rollespil, og med en mere nuttet visuel stil. Men er Persona 5 Tactica din tid værd?

Lad mig starte denne anmeldelse med at fastslå, at Persona 5 Tactica klart taler mest til dem, der som minimum har spillet Persona 5. Spillet er endnu et eventyr for The Phantom Thieves, og antager, at du kender karaktererne godt. Ellers vil meget af karakterernes mundhuggeri og humor gå hen over hovedet på spilleren, eller i hvert fald ikke have den tilsigtede effekt.

For de uinviede, så er her en kort opsummering af de væsentlige begreber fra Persona 5. Vi følger The Phantom Thieves, som er en gruppe unge, der kan bevæge sig ind i skurkes bevidsthed. Disse bevidstheder manifesterer sig som slotte/dungeons. Her kæmper de ved hjælp af personaer, som er en slags monstre, der er manifesteringer af deres egen vilje, og det giver dem magiske evner. Din karakter hedder Joker, som er leder af gruppen, og han kan styre flere personaer, som han kan fusionere og bygge på i en dimension ved navn The Velvet Room. Persona 5 er en turbaseret JRPG, mens Tactica er et taktisk rollespil.

Spillet foregår umiddelbart hen mod slutningen af begivenhederne i Persona 5 (altså ikke slutningen af Persona 5 Royal). De gængse medlemmer af The Phantom Thieves hænger som altid ud i Le Blanc, og det hele lader til at blive endnu en sløv dag. Pludselig sker der dog noget mystisk i tid og rum, og de teleporteres til en anden verden, som lader til at være inspireret af den franske revolution. Her møder de en herskerinde ved navn Marie, som åbenbart kun går op i sit forestående bryllup, og undertrykker lokalbefolkningen. Vores helte kommer i kontakt med en lokal rebel - Erina - som tager dem med til sit tilholdssted. Dette er intet mindre end denne verdens Le Blanc, til alles overraskelse. Sammen med Erina og andre allierede bliver det hurtigt planen at vælte Marie og finde ud af, hvordan de kommer tilbage til virkeligheden.

Gennem plottet kommer man igennem flere af disse verdener, og det er faktisk en historie som er ganske velfortalt, og spiller på seriens fascination med psykologiske koncepter som traumer, fornægtelse og lignende. Dog er vi ikke i nærheden af højdepunkterne fra Persona 5. Men for en mindre ekstra-fortælling i samme univers, så er det rigtig fint, og spillet er fyldt med både humor og drama. For Persona-fans vil både spillets lange dialoger, kreative verdener, og skøre plot være ganske velkendt. Tactica skal have ros for at tage den velkendte formel, og gøre den til en godbidsstørrelse. Modsat Persona 5 Royal, som ofte er listet som verdens længste spil (i ren storyline), så er Tactica meget mere kondenseret, og er oplagt til mindre spilsessioner.

Dette kommer især fra spillets struktur og gameplay, som er mere XCom ultra-light end Persona. Hvis du ikke kæmper mod den lokale herskers armé i afgrænsede baner, så er du generelt ved at opgradere karakterer i din bases glimrende menuer, eller i gang med noget dialog. Ingen af disse aktiviteter tager som regel mere end 15-20 minutter, og der er ikke noget "free roaming" rundt omkring. Dermed er spillet aldeles "pause"-egnet, omend det også sagtens kan spilles i timevis. Alt i alt er spillets pacing og rytme ganske veludtænkt og behagelig.

Trods disse forskelle fra Persona 5, så er det dog velkomment, at alle aspekter af spillets design føles som en forlængelse af Persona 5's stil. Det hele er lækkert, pakket med farve og gnist. Det sprudler af energi, præcis som dets fantastiske ophav, som i min bog er et af de bedst designede spil nogensinde.

Starter vi med kampene, så styrer du 3 karakterer af gangen på baner, som er delt op som et grid, præcis som det generelt er i taktiske spil. Der kan være flere niveauer, og man skal tænke i cover, range og lignende. Modsat XCom, så er der ikke procent-chancer for at ramme. I stedet, så er der forskellige faktorer, der mindsker eller booster skade, hos både dig og fjenderne, men du er garanteret at ramme, hvis du har muligheden for at skyde en fjende. Du kan skyde, slå eller bruge Persona-evner, ikke helt ulig Persona 5, men her er evnerne blot mere begrænsede.

Gameplayet flyder virkelig godt, og det er også hjulpet på vej af, at du faktisk kan bevæge dig helt frit i din tur, som om det var i realtid. Hvis du fx finder et smart punkt oppe på et stillads, hvor du tror du kan ramme en fjende, så kan du bare løbe derop og se, hvad du har af muligheder. Er du ikke tilfreds, så kan du bare løbe et andet sted hen. Du har dermed først brugt din tur, når du faktisk har udført en handling, eller givet turen videre. Det gør, at spillet ikke føles så tungt, som turbaserede spil normalt kan. Gameplay-mæssigt må man sige, at Atlus har formået at give den taktiske genre den samme behandling, som turbaseret rollespil har fået i den originale serie.

Du får også mulighed for at bruge flere slags ultimative angreb. Hvis en fjende først har været angrebet med en persona-evne i samme runde, så åbner det op for, at du kan foretage et "gratis" angreb på dem, markeret med teksten "get 'em". Spiller du dine kort rigtigt, så kan du udføre et "triple threat" angreb, som giver ekstra høj skade til alle fjender i en trekant, som tegnes op med ild, mellem dine tre karakterer på banen. Sidst, men ikke mindst, så har hver karakter en særlig "physical ability", som typisk giver area of effect-skade. Denne "lader op" og kan kun bruges få gange i hver kamp.

Modsat Persona 5, så kan du ikke skifte "primær" persona her. I stedet kan du i en lidt forenklet version af The Velvet Room fusionere og bygge på sekundære personaer, for hele holdet, som giver ekstra evner og mindre bonusser. Noget nyt er, at personaer kan bruges til at lave mere kraftfulde våben, selvom du også kan købe våben på samme måde som i Persona 5. Som sædvanligt fungerer dette rigtig godt.

Den store "mangel" i Tactica, ift. Persona 5, er social sim elementet, som også var det, der gjorde at originalen var så ufatteligt langt et spil. Da Tactica dog er et helt andet spil, så er det ikke fordi man sidder og savner det. I stedet er det faktisk ret befriende, at spillet rykker sig hastigt videre. Dette føles også ved, at du konstant får nye erfaringspoint, så du virkelig føler at du avancerer i spillet.

Skal man kritisere spillet, så er der to ting. Ekstra missioner, som kan accepteres mellem hovedmissioner, føles lidt ligegyldige. Der er meget lidt historiemæssigt incitament for at påtage sig disse missioner, og der er ikke nogen åbenlyse belønninger, som du har alvorligt brug for. Den anden ting er, at spillet måske er en anelse let. Dog er det ikke noget, der har generet mig voldsomt, men jeg har sjældent været på kanten af sædet, fordi jeg var tæt på at tabe en kamp.

Spillet skal desuden have ros for at udnytte banedesignet til også at lave små puzzles, fx hvor du skal placere dine tropper bestemte steder på gulvet, for at lukke diverse døre op. Det lyder banalt, men det giver ekstra variation til hver kamp. Det hjælper også, at de forskellige miljøer, man kæmper i, er ganske veldesignede og med rimelig variation.

Går vi over til det mere æstetiske, så vil de fleste med det samme bemærke den nye tegnestil, som er meget mere nuttet end det vi så i Persona 5. Dog vænner man sig hurtigt til det, og faktisk er spillet virkelig velproduceret og flot, og de velkendte karakterer er ligeså udtryksfulde som altid, og har bevaret deres "ånd". Generelt er spillets stil, animationer og verdensdesign ligeså gennemtænkt og legende som man kan forvente af udvikleren. Det hjælper selvfølgelig også voldsomt, at det er samme sublime stemmer, som i originalen (jeg kører med engelske stemmer, så jeg kan ikke udtale mig om de japanske). På lydsiden er produktionsniveauet også højt, med bl.a. et nyt soundtrack i den syrejazzede stil, vi kender fra Persona 5, med en anelse mere rock og elektrisk guitar denne gang.

Det skal også nævnes, at på hverken Xbox Series X eller S har jeg oplevet de mindste fejl, og alt fra loadetider til framerate og grafik har været fuldkommen upåklageligt.

Tactica er en succes, og et oplagt spil for fans af Persona, som gerne vil tage en tur mere med The Phantom Thieves. P-Studio er knalddygtige, og har på imponerende vis overført det, de gør bedst, til en helt anden genre. Og det er endda uden at gå på kompromis med den stærke visuelle og indholdsmæssige identitet, som gjorde Persona 5 til noget helt særligt.