Phantasy Star Universe

Allerøverst på en af mine reoler i mit spilleværelse står der en Collectors Edition af spillet, som alle med en online-forbindelse, sikkert på et eller andet tidspunkt har installeret på deres PC. Nærmest majestætisk skuer Blizzards fantastiske dedikation til de virkelige samlere, ud over rummet og alle de andre "normale" spil, der befinder sig herinde. Grunden til, at det står deroppe er ikke på grund af udsynet, men fordi, jeg for længst har givet op overfor udviklerens ellers allesteds elskede eventyrverden. Da jeg for titusinde gang var blevet bedt om at jagte x antal monstre, for at få en sum guld og lidt erfaringspoint, så jeg rødt, og den ekstremt flotte indpakning fandt sig et nyt hjem. I mellemtiden har jeg prøvet praktisk talt alt, hvad genren har haft at byde på, og det samme sker hver gang - missionerne gentages ad libitum, og jeg får nok.

Men sådan har det ikke altid været, for en gang for snart længe siden præsenterede Sega mig for en online-oplevelse, der fangede mig mere, end online-rollespil siden da har været i stand til. Dette spil har Sega nu lavet en rigtig opfølger til, og jeg har spændt haft det snurrende i maskinen de sidste par uger.

På trods af at mange vil prøve at fortælle dig noget andet, vil du gøre godt i, med det samme at slå tanken om online-rollespil ud af rummet mellem dine ører, inden du begynder på Phantasy Star Universe. Ja, størstedelen af spillet vil bestå i at høste erfaringspoint og opgradere din figur, med nye evner og større våben, men decideret rollespil finder du ikke meget af. Præcis ligesom Diablo, der i stor grad var inspiration til forløberen for denne titel, er her tale om en titel, der har mere til fælles med Ataris gamle Gauntlet, end med det egentlige rollespil. Med andre ord, så kan du forvente langt mere action end historie, og dette på trods af, at der med denne nye inkarnation er blevet plads til en decideret singleplayerdel.

Som følge af genrereglerne bliver historien i singleplayeren udgjort af et persongalleri, der ved fælles skæbner bliver ført sammen, for at forhindre en nærstående katastrofe af intergalaktiske proportioner. Som den kun syttenårige Ethan Waber, starter du eventyret i en beskytterrolle overfor sin naive men gode lillesøster, der på forunderlig vis roder sig ind i den ene ulykke efter den anden. Hurtigt bliver du gennem små, lettere ligegyldige sammentræf introduceret for størstedelen af persongalleriet, og inden du ved af det, er du i gang med nedslagtningen af monstre, i jagten på det altafgørende slag. Hvis dette lyder noget skabelonskåret, er det med god grund, for magen til kedelig og regelret singleplayer-eventyr skal man lede længe efter. Dialogen er knastør og historien særdeles uinteressant, men værst er, at det hele føles som en historie bygget uden om de grundpiller, der er lavet i forbindelse med titlens egentlige fokus: Online multiplayerdelen

Lige meget, hvor højt smarte marketingsfolk vil råbe op om, at spillet denne gang er blevet tilføjet et singleplayer-eventyr, vil du meget hurtigt finde ud af, at dette er en titel, der kun er noget værd, hvis du vælger at krydre den med din bredbåndsforbindelse, samt Xbox Live-abonnement. Online forvandles de store byer pludselig til levende områder, hvor du med lidt snilde kan finde andre spillere på samme niveau at tage på jagt med. Smedje-systemet, hvor du kan sammensætte og opgradere dine egne våben, får pludseligt langt mere substans, fordi du kan diskutere sammensætninger med dine kollegaer. Bedst er dog samarbejdet, der opstår, hvis hver enkelt karakter forstår sin rolle på holdet og formår at bruge sine evner herefter, præcis som det burde være formålet med enhver onlinetitel af denne art.

Med erfaringen fra den første onlineversion af Phantasy-universet, har Sega ganske tydeligt haft en enorm erfaring at trække på, når det kommer til, hvad man kan presse ned på en kontroller af genveje og muligheder. Med et par enkelte klik er det muligt at sammensætte et utal af animationer, der spreder sig over hilsener, danse og andre bevægelser, der gør verdenen til et langt mere levende sted. Bedst af alt er dog det reviderede kampsystem, der giver hurtig og nem adgang til løbende at skifte våben, såvel som at kombinere kort- og langdistance kampe uden besværligheder. Ikke kun gør det kampene langt mere alsidige, det gør også, at hver enkelt person i langt højere grad kan tilpasse spillet sin egen stil.

Er der et definitivt skuffende element ved Segas nyeste online-verden, er det den sparsomme teknik, det hele er bygget op på. I titlens bedste øjeblikke ligner det mest af alt et PlayStation 2-spil i høj opløsning, mens man på andre tidspunkter kommer i tvivl om, hvorvidt der overhovedet er sket noget rent teknisk, siden den originale titels debut på Dreamcast.

Om Phantasy Star Online vil være noget for dig, kan hurtigt afgøres ved i første omgang at tjekke, om du har en ordentlig bredbåndsforbindelse, samt Xbox Live-abonnement, for uden det, er der ingen grund til at investere i spillet. I singleplayer kan spillet kun bruges som træning til en brøkdel af, hvad der bliver tilbudt online, og selv dette kan ikke anbefales, da det er langt mere lærerigt, at finde andre ligestillede brugere online. Online er oplevelsen dog en anden, og er du til konstant høstning af erfaringspoint, samt jagten på bedre udstyr og den ultimative figur, er der masser at gå i gang med. Der er ikke sket radikale ændringer i forhold til, hvad serien tidligere har budt på, desværre heller ikke teknisk, men ikke desto mindre står Phantasy Star-universet klar til et nyt publikum, og jeg finder det stadig mere interessant end alt, hvad jeg har oplevet i krigskunstens verden.