Picross 3D

Picross er måske mit yndlingsspil til Nintendo DS. Blandingen af tal og matematik fra Sudoku med tegning og logik sad lige i skabet, og jeg har nok tilbragt over 100 timer med spillet indtil videre. I Picross befandt man sig i et gitter af felter omringet af tal. Tallene fortalte dig hvor mange felter i hver række som skulle fjernes. Efter at have fjernet alle de angivne ruder, sad du tilbage med en tegning. En skitse. En simpel figur. Som så blev animeret, og med et smil på munden kunne du fortsætte til næste opgave.

Ja, det lyder sikkert ærkedumt, men Picross er et spil der, ligesom Tetris, lyder kedeligt på papiret men som i praksis er herligt vanedannende. Et spil som sender dig i en slags trance, hvor din hjerne pludselig er på samme bølgelængde som spillets logik, og du handler automatisk, på instinkt, uden at du behøver tænke dig om.

Jeg var derfor på forhånd lidt skeptisk over for 3D-udgaven af spillet. En 3D-version af Tetris ville fungere dårligt, og jeg havde svært ved at forestille mig at Picross ville kunne fungere i tre dimensioner.

Men jeg tog fejl.

Picross 3D har formået at bevare meget af det som gjorde originalen så god, samtidig med at det føles både friskt og nytt. Grundkonceptet er det samme: En tredimensionel kube bygget op af små firkanter fylder skærmen. På nogle af firkanterne er der skrevet tal. Disse tal viser hvor mange felter der skal være i rækken bag tallet. Og så handler det bare om at komme i gang med at hakke overflødige blokke væk med styrepinden, indtil du sidder tilbage med en figur som skal forestille en hund, en blomst, en telefon eller lignende.

Efterhånden skal man hakke på stadigt større kuber med mere advancerede instrukser. En cirkel rundt om et tal betyder at rækken indeholder to rækker med blokke. En firkant rundt om et tal betyder at rækken indeholder tre eller flere rækker med blokke. Når man vender og drejer blokken og krydstjekker tallene fra flere vinkler, åbenbarer det sig pludselig hvilke blokke der skal fjernes, og hvilke der skal blive.

Og det er dét, der er spillets største problem. Der går megen tid med at vende figurene og tjekke og dobbelttjekke tal. Det er enkelt nok på de mindre figurer i starten, men de bliver efterhånden flere lag tykke, og man må endda bevæge sig ind og ud af figurerne for at fjerne blokke inden for facaden, så bliver det noget mere kringlet og uoverskueligt.

Det enkle er ofte det bedste, og jeg formåede aldrig rigtigt at komme i "zonen" i Picross 3D, som jeg gjorde i det første. I Picross ser du hele tiden hele gitteret, og alle informationer er tilgængelige ved første øjekast. I 3D-versionen skal du dreje og vende, gøre blokke usynlige og konstant bevæge dig frem og tilbage i figuren for at finde løsningen. Det bliver mere besværligt, og dermed også mindre sjovt.

For Picross 3D er stadig et godt puzzle-spil. Det har den samme hypnotiske tiltrækningskraft som originalen, og når du har knækket den logiske kode har du mange timers underholdning foran dig, for spillet er pakket med opgaver. Jeg finder stadig spillet frem for at forsøge mig med en ny opgave i ny og næ, og det er det perfekte 10-minutters-spil at finde frem en gang i mellem.