Pikmin 3

Hvis jeg spurgte dig hvornår du sidst havde haft en spiloplevelse, der sendte dig på eventyr i en have-verden fuld af næsten uskyldige men alligevel afskyelige monstre, enorme frugter og undersåtter, der ikke havde nogen intelligens, men var så charmerende at det næsten gjorde ondt hver gang de døde, ville du sige "aldrig" eller "sidste gang jeg spillede Pikmin".

Pikmin 3 er ganske vist ikke lavet som en kritik af spilmediets sats på sikre storsællerter eller mangel på fantasi, men viser ikke desto mindre på hånefuld tydelig vis, hvordan Nintendo og deres tankegang i forhold til spiludvikling adskiller sig markant fra både Sony og Microsoft.

For de som endnu ikke ved hvad det hele drejer sig om, fortæller historien i Pikmin 3 hvordan et hold af tre astronauter er blevet sendt af sted for at finde en planet, der kan ernære folket fra deres hjemplanet. Alt ser lyst ud da en passende planet bliver fundet, men en fejl i deres fartøj betyder at de tre astronauter (Alph, Brittany og Captain Charlie) lander forskellige steder på den uudforskede planet.

Den første tid med det nye eventyr bruges i selskab med Alph, der med sit griselignende udseende, store øjne og forsigtige eventyrlyst er et charmerende bekendtskab. Alph støder hurtig på de første (røde) Pikmins, som han kan kontrollere via sin fløjte, og med deres hjælp sættes søgningen på de andre holdmedlemmer i gang.

Styringen af Pikmins er til at starte med simpel, og med et knaptryk kan man kaste dem af sted for at sætte dem i gang med en opgave, mens man med fløjten kan kalde dem tilbage til folden. Fløjten kalder dog ikke automatisk alle tilbage, og i stedet lader den dig markere et område, som kan bruges til at markere Pikmins, således at du selv bestemmer hvem der forsætter med deres opgaver, og hvem der følger med.

De forskellige Pikmins har naturligvis forskellige egenskaber. Røde kan modstå ild, blå kan svømme, gule kan videreføre elektricitet, lyserøde kan flyve og de sorte sten-Pikmins kan bruges til at smadre glas. Ingen af dem er dog tilnærmelsesvist intelligente, og forvent ikke at se dem løfte en finger medmindre du har givet dem en kommando.

Astronauterne selv er heller ikke synderligt intelligente, men i og med du denne gang får kontrol over tre af slagsen, har du muligheden for at dele dem op med hver deres Pikmins, hvilket giver nye udforskningsmuligheder.

På nuværende tidspunkt har du sikkert regnet ud, at opgaverne primært løses ved at kombinere de forskellige astronauter, Pikmins og deres evner, men det har ikke forhindret Nintendo i yderligere at forfine formularen.

Det lille astronaut-hold kan ikke leve uden ernæring, og hver dag afsluttes derfor med en frugtjuice, hvilket betyder at der skal findes frugter på den nye planet. Udforskning og lidt snedig udnyttelse af Pikmin-evnerne fører ofte i retning af nye frugter, men da holdet og deres Pikmins skal være tilbage ved deres rumskibe inden solnedgang, kommer det hele lige pludseligt til at kræve en del planlægning.

Det skal ikke være nogen hemmelighed at den slags tidsbegrænsning ofte frustrerer mig mere end den gavner, men heldigvis har Nintendo her implementeret muligheden for at genspille tidligere dage, hvilket fjerner en stor del af frustrations-elementet.

Skulle du have lyst til at konkurrere mod en ven i den anden ende af sofaen, lader det sig også gøre. Bingo Battle er en smule mere djævelsk end navnet får det til at lyde, og lader dig og ven konkurrere om først at få fyldt jeres spilleplader op. Hullerne på spillepladerne udgøres af frugt og fjender, og det gælder derfor om først at finde og sikre dem. Er du i stedet den krigeriske type, kan du også gå efter helt at udrydde modstanderen og dennes tropper.

Taget hver for sig er der måske ikke nogen af hidtil nævnte elementer der lyder frygteligt interessante eller originale, men Nintendo har alligevel formået at blande dem alle sammen til et herligt bekendtskab, der først rigtig begynder at fænge når du lærer hvordan de alle udnyttes. Nye Pikmins betyder at du kan vende tilbage til tidligere baner og åbne nye områder, mens opdelingen af de tre astronauter giver mulighed for at udforske stort set enhver afkrog af banerne, hvis man bare lige tænker sig lidt om.

Den strategiske tilgang til hver bane er også mere fremtrædende end nogensinde tidligere i serien, fordi det nu er muligt at bruge et par forsøg på at udforske banen, for til sidst at gentage dagen med en helt fast ide om hvad der skal nås og gøres inden for tidsrammen. At bygge en bro, finde frugter og måske endda besejre en boss på kun en dag, giver en enorm tilfredsstillelse og endda overskud på frugtjuice-kontoen.

Når Pikmin 3 alligevel ikke er helt oppe og snuse til en topkarakter, skyldes det at oplevelsen minder for meget om de tidligere afsnit og samtidigt gentager nogle af deres fejl.

Kameraet giver stadig problemer, og på trods af at man selv har kontrol over det og endda kan låse det fast, havner det alt for ofte i underlige positioner, der specielt kan være frustrerende under boss-kampene. Uanset hvor lille intelligensen er hos de forskellige Pikmins, skulle man også tro at de rådede over en eller anden form for overlevelses-lyst, og alligevel sker det ofte at de står helt stille indtil de bliver reddet eller spist af en fjende.

Der er dog ikke nogen tvivl om at Pikmin 3 er seriens bedste kapitel til dato, og selvom det meste er set tidligere i de forrige spil, har de efterhånden så mange år på bagen, at meget af hvad der her bliver budt på, vil forekomme friskt. Oplevelsen indeholder masser af charme, kreativitet og føles på alle kanter og leder som et eventyr der kun kunne komme fra Nintendo.