De to laboratorie mus, Pinky og Brain, der tidligere gjorde sig til i TV2's 'Snurre Snups Søndagsklub', har nu fået deres indtil videre mest geniale ide. De vil overtage verdensherredømmet ved hjælp af Nintendos håndholdte, nemlig GBA'en. Eller er det nu også deres mest geniale ide? Hvem siger, at det hele ikke ender i kaos, som det plejer, og deres planer slår fejl? Vi får se, om det lykkedes for dem denne gang i Pinky and The Brain - The Master Plan.
Jeg har en plan, Pinky!
Brain har igen udtænkt et mesterværk af en ide til at overtage verdensherredømmet, og han vil sammen med sin tro, om end tungnemme, følgesvend Pinky føre den ud i livet. Brain vil ved hjælp af nogle opsendte vejr satellitter give verdens ledere forkerte oplysninger om vejret og tvinge dem i knæ. Desværre dukker to rotter ved navn Roofus og Doofus op, der pudsigt nok også har en trang til at styre hele verdenen. De to rotter nupper Brains plan og stikker af. Brain opdager det heldigvis, og sammen med Pinky går det over stok og sten på jagt efter det stjålne mesterværk.
Det er set før, at man hopper rundt på må og få med en eller anden figur, men i dette tilfælde har man hele to figurer at råde over og skifte imellem på samme tid. Pinky og Brain rummer hver nogle specielle egenskaber. Blandt andet kan man ved at spise nogle små grønne oste, der ligger rundt omkring, flyve over forhindringer med Brain eller, med de superkræfter Pinky får fra dem, slå forhindringer i stykker. Ved hjælp af de grønne oste skal man så få planen tilbage, som man samler op i små brudstykker på sin vej.
Til at begynde ud med løber man hurtigt igennem en testbane, hvor de grundlæggende ting og sager bliver grundigt gennemgået. Derefter starter man ud i laboratoriet på jagt efter de to tyvagtige rotter. Banernes miljø skifter fra et laboratorium til en hajs mave, en tur i en ubåd, ud at fræse rundt i ørkenen og så videre. Fra tid til anden dukker så en eller anden form for boss op, som fungerer som afveksling fra de traditionelle platforms baner. I de fleste af tilfældene er det en stor abe, der ifølge historien gør alt det beskidte arbejde for Roofus og Doofus.
Du er genial Brain
Visuelt er P&B godt stykket sammen med klare teksturer og pæne animationer uden nogen dikkedarer eller svinkeærinder. Stemningen er ligeledes fremragende, og den skøre tegneserie verden, som alle de kendte figurer som Snurre Snup, Daffy Duck og Elmer Fjot tilhører, er godt gengivet med skæve vinkler og syrede miljøer. Musikken er i sig selv en smule kedelig, men passer fint til spillet og de situationer, der udspiller sig. Lydeffekterne er der ikke mange af, men dem der er holder et plant niveau uden at bevæge sig hverken op eller ned.
Narf! - eller noget
Der er intet nyt under solen med hensyn til gameplay udover, at man samtidig har både Pinky og Brain til rådighed. Som spil er P&B et fan produkt. Forudsat at man har en forkærlighed for Brains dumdristige, lettere sindsyge, ideer og elsker Pinkys idiotiske kommentarer, er P&B måske et spil, man bør kigge nærmere på. De mange kommentarer er der nemlig masser af og sammen med de små mellemsekvenser, bliver det udført på mesterlig vis. Hvis man ikke er til surrealistisk sort humor og magtgriske mus, må man nok hellere finde et alternativ. Både børn og voksne er målgruppen, og selvom de til tider indviklede dialoger, med unaturligt mange tillægsord, kan skabe problemer for forståelsen af historien, kan alle være med. Tro mod serien sluttes anmeldelsen af med disse ord; "hvad skal vi lave i morgenaften Brain? Det samme som vi laver hver aften Pinky, forsøge at overtage verdensherredømmet!"
Yderligere karakterer
- Grafik
- 5 / 10
- Lyd
- 6 / 10
- Spilbarhed
- 6 / 10
- Langtidsholdbarhed
- 6 / 10