Pirates: Legend of Black Kat

Der laves desværre sjældent spil over pirat temaet. På film har det ligeledes været sløjt med oplevelser til havs, papegøjer og enorme skattekister. Men Westwood’s seneste udspil Pirates: Legend of Black Kat, gør sit for at lave om på dette, med drabelige søslag, en modig heltinde og masser af action. På sidste års E3 messe kunne man opleve de første spadestik til spillet, og Gamez var da også dengang meget imponeret over specielt vandet, men måtte lede langt tid efter et egentlig gameplay, som udvikleren forsikrede, naturligvis ville komme til senere. Nu har vi det færdige produkt mellem hænderne, og selvom titlen på mange måder er bedre og flottere - så mangler der stadig meget.

Sørøver Sally slår til
Spillets purunge hovedperson er den smukke og meget modige Katarina. Hun lever et roligt og tilbagetrukket liv. Men hun slægter sin ukendte mor på, og da hendes far angribes og dræbes, når han kun kort, at fortælle Katarina, at hendes mor var den kendte og frygtede pirat Black Kat. Vores heltinde sværger naturligvis hævn, og drager herefter ud på eventyr.

Eventyret forgår gennem to forskellige slags spil. Den ene er yderst traditionelt og leder for de meste tanker hen på spil som Tomb Raider. Her går du ganske enkelt i flæsket på alskens fjender og uhyrer, mens du pløjer de mange landskaber for skattekister og våben. Denne del fungerer udmærket, men viser sig meget hurtig utroligt ensformig og meget lidt givende ved nærmere bekendtskab. Først og fremmest fordi spillet ikke stiller nogle krav. Du kan med et enkelt tryk på en af knapperne udrydde de fleste fjender og skulle du komme i problemer, kan du altid ty til dine specielle kræfter, som der gives adgang til efter nogle fjender er blevet nedlagt. Det er også til at starte med, mere end sjovt at lede efter kister og andet ragelse, men som spillet skrider frem, er det stort set også det eneste du skal - noget der igen, gør spillet en smule tamt.

Den anden del af spillet er langt mere velfungerende og til tider fængende. Her overtager du styringen på skibet Wind Dancer, hvor det så gælder om at rejse fra fastland til fastland og bekæmpe andre skibe. Muligheden for at sænke andre fartøjer og bruge vinden til sin fordel, er godt realiseret og man hidser sig tit op i de mange buldrende og voldsomme kampe. Ligesom den anden del af spillet, har du her adgang til specielle kræfter i form af en stor kanon. Denne kan kun bruges, når den er ladet helt op, og det kan tage sin tid nogle gange. Vandet er intet mere end imponerende, og det er ikke underligt at EDGE sidste år kaldet Pirates, for spillet med det flotteste vand - for flot er det.

Ohøj, skørbug i sigte
Ved første øjekast ser alting som sagt meget lækkert ud. Grafikken er, om end ikke prangende, så absolut god og vandet er som nævnt tidligere utroligt lækkert. Men der er skår i glæden. Landskabet toner ikke frem i horisonten, men springer frem pludseligt og ved kampe med større monstre, er der også blevet plads til store hak i hastigheden. Man forventer mere af sin PlayStation 2 og specielt af Westwood, der på mange andre punkter har lavet lækre spiloplevelser. De grafiske mangler giver sig også udslag i nogle uendelige kedelige landskaber, hvor enlige kister og fjender, er det eneste der befolker de mange øer. Du skal meget sjældent gøre andet end, at løbe fremad og så ellers tæske det, der kommer forbi. Westwood har absolut haft nogle ideer med Pirates, men det er småt med at få dem til at fungere på en PlayStation 2. Desuden er det også alt du skal gøre. Som historien skrider frem, handler det egentlig kun om at sejle fra sted til sted, indsamle kister og artefakter og så ellers sejle videre.

Sænk dine forventninger
Pirates. Legend of Black Kat er ikke genetableringen af en glemt genre. Det er et forsøg på at kæde flere forskellige spil sammen til en rigtig pirat oplevelse og det er kun lykkes til dels. De første timer virker det gennemført og du føler bare du gennemgår en evt. tutorial, så du er klar til det store eventyr. Men Pirates: Legend of Black Kat stikker ikke dybere og virker derfor mere end overfladisk efter en dags trykken på knapper. Westwood havde alle muligheder for at kæde et action præget gameplay i stil med Tomb Raider sammen med Sid Meiers legendariske Pirates til Amiga og derved skabe et spil som kunne nydes af både strateger og action freaks. Det er imidlertid ikke sket, og Gamez må sande, at der i stedet er tale om en lidt tynd omgang skumsprøjt og hvileløse vandringer i golde landskaber.