Pirates of the Caribbean: At World's End

Ah. Caribien. Azurblåt vand, palmetræer og pirater. Og så selvfølgelig rom. Rom, så langt øjet rækker. Behøver man mere for at fortælle en vaskeægte pirathistorie? En historie om klinger, der krydses i heftige dueller, fregatter der kæmper ved åbent hav og mænd, der går planken ud. Arr... Selvom jeg var en smule skeptisk, da Pirates of the Caribbean: At Worlds End sejlede igennem min brevsprække, så var entusiasmen svær at skjule. Jeg mener, jeg elsker filmene, så hvor galt kan det egentlig lige gå for et spil, hvor jeg kan spille min yndlingspirat, Jack Sparrow?

Splitte mine bramsejl, slet ikke så galt endda. Selvom der på ingen måde er tale om en oplevelse ud over det generiske, så klarer det nyeste filmlicens-spil fra Disney sig ganske nobelt.

Mine eventyr starter i Jack Sparrows ildelugtende læderstøvler, men der er rig mulighed for at komme hele den populære filmtrilogis persongalleri igennem. Man skal dog ikke forvente forskellige oplevelser fra figur til figur; alle, lige fra landkrabben Will Turner til letmatroserne Ragetti og Pintel, spilles på samme måde, med undtagelse af Jack Sparrow, der har et par ekstra tricks oppe i ærmet. Det er faktisk en smule skuffende.

Alt imens jeg drukner min skuffelse i rom, så kan jeg vel lige så godt fortælle jer en historie om spillets kampsystem. De fleste kampe kan vindes ved at skambanke den grønne knap. Møder man en lidt mere hårdfør fjende, så skal den grønne knap skambankes en masse, hvorefter en af de andre knapper gør en ende på dennes liv. Således ser et scenarie i Pirates of the Caribbean: At Worlds End ud: grøn knap, grøn knap, grøn knap, grøn knap, grøn knap, grøn knap, grøn knap, grøn knap, blå knap. Grøn knap, grøn knap, grøn knap, grøn knap, grøn knap, grøn knap, gul knap. Grøn knap, grøn knap, grøn knap, grøn knap, grøn knap, grøn knap, rød knap. Yarr, det kræver ikke ligefrem en ph.d. i fribytteri at gebærde sig i Caribien.

En vaskeægte pirat elsker en god duel, og gud ske lov har Disney sørget for, at der er rigeligt af disse at finde. Faktisk, så er duelsystemet ganske udfordrende, uden at være alt for vanskeligt. Indrømmet, det slår ikke de gode gamle Pirates!-dage, men den cinematiske værdi i hver duel er i højsædet, og er med til at gøre det hele mere spændende.

Duellerne mod de helt store bosser, såsom det afskyelige vandbæst, Kraken, er dog en helt anden sag. Her var der tale om frustration efter frustration, hver eneste gang, jeg skulle hoppe fra planke til planke og undgå monstrets slimede tentakler. Og mens jeg sad og dagdrømte om de guddommelige bosskampe i Resident Evil 4, så blev jeg bare mere og mere deprimeret over, at jeg kun havde hoppet forbi to af Krakens tyve tentakler. Arrrrgh, så lad mig dog gå planken ud i stedet!

Pirates of the Caribbean: At Worlds End er utrolig let at fordøje. De fleste baner og sekvenser i spillet er forholdsvis korte, samtidig med, at de er spækket til renden med kampe, dueller og enkelte opgaver hist og her. Efter hver bane er belønningen nogle ganske fine mellemsekvenser, der hurtigt og tempofyldt bærer historien videre.

Visse baner er dog frustrerende, og mange af de opgaver, man bliver stillet, er ulogiske. Således er der mange øjeblikke i spillet, der bliver til halve og hele timers søgen efter en eller anden flaske rom i Davy Jones' kiste. Andre gange er det bare banernes opbygning, der ikke just er logiske, og her går der også lang tid med at finde et reb eller andet, som man skal hejse sig op af. Disse små irritationsmomenter ødelægger det fine flow, som spillet ellers tilegner sig løbende.

Ligeledes er det noget mærkeligt noget, at man som hårdfør pirat skal rende rundt og samle poser med guld og andre dingenoter, der ligger spredt rundt omkring på banerne. Få dog en eller anden landkrabbe eller italiensk blikkenslager til at samle det op i stedet; jeg er Jack Sparrow, og jeg har sgu' ikke tid til den schlags, savvy?

Når alt kommer til alt, så er Pirates of the Caribbean: At Worlds End, dog en ganske fin oplevelse, særligt for det yngre publikum. Fans af filmene går dog ikke helt galt i byen - det gjorde jeg i hvert fald ikke. Det er hyggeligt, at stifte bekendtskab med Jack Sparrow på sin næstegenerationskonsol, selvom det ikke er en oplevelse af episke proportioner.