Pirates Of The Caribbean: Dead Man’s Chest

Et sted derude i underholdningsbranchen findes der en skabelon for, hvordan man skal markedsføre en biograffilm. Filmen er selvfølgelig i sig selv omdrejningspunktet, men man skal bestemt ikke glemme de sideløbende forretninger, som udfolder sig forud for premieren i biografmørket og efter, at filmen er taget af plakaten igen. Disney-koncernen har endnu en gang haft fat i denne skabelon i forbindelse med Pirates Of The Caribbean: Dead Man’s Chest. På lærredet er tempoet og humoren fra forgængeren stadig i top - men det står til gengæld rigtigt slemt til med det spil, der er fulgt i kølvandet til PSP.

Historien har potentiale til alle tiders sørøverhistorie, med alt hvad der hører til af dueller, krudtslam, søslag osv. Det starter da også passende dystert og dramatisk med, at Jack Sparrow skal kæmpe sig vej ud af tilfangetagelse. Men der går ikke mange øjeblikke, før sværdkampene bliver både ensformige og dårlige iscenesat. Faktisk er vi henne i den variant af action-genren, hvor næste udfald i en sværd-duel fremgår af det symbol for en kontroller-tast, der bliver vist over din modstander og hvor næste gåde eller udfordringer er markeret med et lysende dødningehoved og et par krydsede knogler. Man skal ikke lede og slet ikke tænke.

Jamen, det er jo også bare et spil for børn? Nej, nej og atter nej. Underholdning og tidsfordriv skal da tages lige alvorligt, uanset om målgruppen lige er startet i skole - eller bruger computer- og konsolspil som afstressning efter en lang og træls arbejdsdag. Derimod kan det undre, at spillet har fået aldermærkningen 12+, hvis målgruppen knap nok er begyndt i skole.

Er det et svært spil? Nej, på den letteste sværhedsgrad er det faktisk så let, så det næsten er en fornærmelse. Ja, altså bortset fra, at det lader til, at der ligger en skærpet fortolkning af dogme-reglerne fra filmens verden bag spillets lys og grafik. Med mindre du ser et kryds eller en firkant i den blå luft, vil du ofte ikke ane, hvor modstanderne er. Dermed bliver du desuden yderst sårbar og på det sværeste niveau bliver det derfor noget nær umuligt at komme igennem spillet - uden at det af den grund er blevet mere spændende eller udfordrende.

Som actionspil mangler Dead Man’s Chest en handling, der ikke bare består af fraklippede bidder af filmmanuskriptet. Som actionspil savner jeg desuden at mærke en spænding og det stigende og faldende stressniveau, der afspejler dynamikken i spillet. Der er dog det lyspunkt, at multiplayer-delen i det mindst har en snert af skumsprøjt i nogle voldsomme søslag mellem op til fem skibsklasser.

Hvor ville det dog være befriende, hvis spilproducenterne gav sig tid til i det mindste at lave et licensspil som Dead Man's Chest færdigt. Spillet er i hvert fald skæmmet af frustrerende mange grafikfejl. Jack Sparrow kan stå på sikker afstand af sin modstander, mens man alligevel hører i højttalerne, at at han er gået i infight - og har sat det sidste dødbringende stød ind. Kameraet fører desuden noget nær sit eget liv ved at flagre rundt om eller i hælene på hovedpersonen. Derfor ender man tit med at slås mod en modstander uden for billedet - eller omkring et hjørne.

Mine medpassagerer i bussen om morgenen har efterhånden vænnet sig til, at jeg hiver min PSP op af tasken som det første, når jeg har sat mig. Der falder fra tid til anden et spørgsmål om, hvad det nu er for et spil, jeg har kastet mig over. Med Dead Man's Chest får jeg desværre lidt for hurtigt luftet et par forbehold, hvortil der bliver svaret: Jamen, det skulle da ellers være en rigtigt god film? Dermed er jeg nok fremme ved den egentlige kerne: Spillet er i store træk bare en lille brik i et større markedsføringspuslespil, der strækker sig over sengetøj, madkasser, blyanter, dukker - og ikke at forglemme: computer- og konsolspil.