Planet Puzzle League

Selv om jeg har tilbragt hele den miserable sommer inden for i min lejlighed, ved jeg nu, hvordan det føles at blive kørt over af et godstog. Og det skyldes en usædvanlig skarp japaner, som gang på gang ydmyger mig, når der skal sorteres små firkantede kasser i Planet Puzzle League på DS'en. Efter at have trænet lidt i singleplayer-delen hoppede jeg hurtigt online, og det gik da også meget godt til at starte med. Efter de første begynderkampe, blev det siden til flere jævnbyrdige opgør mod et par hollændere og amerikanere. Men i en sen nattetime ramte godstoget mig så lige i nakken. En japaner, hvis navn bestod at tre tegn, jeg ikke kunne læse, ydmygede mig i en sådan grad, at jeg næsten er blevet skræmt fra at begive mig online igen, for tænk nu, hvis han stadig er på og finder mig... Min kære asiatiske ven har i den grad forstået mekanikken bag Planet Puzzle League, som bedst kan beskrives som en moderne udgave af Tetris Attack, som udkom til den gamle Super Nintendo, hvis nogen husker det. Og som i ethvert Tetris-inspireret spil går det naturligvis ud på at rydde skærmen for de små klodser, som hele tiden fylder skærmen.

I Planet Puzzle League flyder klodserne ind i bunden af skærmen, og så gælder det ellers om at flytte dem fra side til side og på den måde lave rækker af klodser med de samme farver, som forsvinder, hvis man sorterer klodserne ordentligt. Selv om man kan vælge at styre hele herligheden med knapperne på DS'en, så er det naturligvis stylus'en, der er den bedste og sjoveste løsning. Den gør det nemt at tage fat i den enkelte klods og trække den fra side til side i jagten på de kæder, som er altafgørende at mestre i Planet Puzzle League, hvis man vil gøre sig forhåbninger om at dominere modstanderne online. Og det var lige præcis kæderne, som er årsagen til, at jeg får så grumme stryg af en skarp japaner.

Når man skaber en række af tre ensfarvede klodser, så forsvinder de godt nok, men det er først, når man magter at lave rækker af fire eller fem klodser, at spillets mekanik virkelig viser sig. For så får man nemlig mulighed for at lave kæder, som er puzzle-spillenes svar på Tony Hawks combos, hvor man binder alle trickene sammen til et langt trick, som giver mange flere point, end hvis de var blevet udført hver for sig. Jo længere tid man kan fortsætte med at lave lange kæder, jo hårdere bliver modstanderen straffet, når man til sidst ikke kan lave flere kæder. Og på det tidspunkt dumper der så en gigantisk klods ned på modstanderens skærm, som kan være næsten umulig at få bugt med, og så taber man runden. Det er herligt hektisk velfungerende.

Men Planet Puzzle League har desværre svært ved at stå på helt egne ben, for spillet kræver en netforbindelse for at vise potentialet, og det er en skam, for et puzzle-spil skal helst også kunne nydes på bussen eller i toget, hvor trådløse netværk desværre stadig er byer i Rusland. Singleplayer-delen er trods de mange forskellige spilformer intetsigende og byder ikke på samme hektiske oplevelse som onlinedelen. Bruger man ikke sin DS til at spille over nettet, vil man være langt bedre tjent med at investere i sidste års fremragende Pokemon Link, som stadig er det bedste puzzle-spil, jeg har haft i ryggen af DS'en. Det havde til gengæld ikke nogen onlinedel, så de to spil supplerer hinanden fint.

Planet Puzzle League er et fint lille spil, men jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvad det var blevet til, hvis udviklerne havde skævet lidt mere til Pokemon Link, som også går ud på at lave kæder, men hvor man samtidig har muligheden for også at rykke klodserne op og ned. Det virkede forrygende godt, og set i det lys virker muligheden for kun at hive klodserne fra side til side i Planet Puzzle League begrænsende. Det betyder til gengæld, at man denne gang bliver belønnet for at kunne se både to og tre træk frem, når jagten på de magiske kæder kører i højeste gear. Jeg kunne snildt forestille mig, at forudseende skak-hjerner ville tage Planet Puzzle League til sig.