Plants vs Zombies: Garden Warfare 2

BRAAAAINS råbes der fra busken, og jeg kvitterer med et hurtigt reload og solide salver majs affyret fra mine potente håndvåben. Hjernegnaskeren var ikke alene og straks er jeg omgivet af mumlende grå zombier, hvilket selvsagt kun kan besvares med en stribe store dræbende smørklatter fra himlen. Tag den, I koksgrå fedtklumper! Fladskærmen er fyldt med farver, og jeg er helt væk fra alt, der minder om vinterferie og hverdagens frost og pindebrænde. Det her er en altopslugende oplevelse, og Xbox One controlleren syner direkte koblet til min hjernebark, mens jeg smågrinende kigger mig rundt efter flere hjernedøde fjender. Velkommen til andet kapitel, i en af de helt store tidsslugere - velkommen til Plants vs. Zombies: Garden Warfare 2.

Jeg blev ganske blæst væk af første Garden Warfare-spil, hvor den simple overflade og det dybere strategiske indhold, banede vejen for en fængende shooter. Lange killstreaks og snigskytter forklædte som kaktusser, var lige vand på min ganske barnagtige spilglæde. Ganske kort tid efter at controlleren var tændt, var man i spillet mere end i virkeligheden, hvilket er ganske overraskende, hvis man drister sig til en perspektivering. Vi snakker en 3D-shooter, som er et bastardbarn skabt mellem et mobilspil og en samling visionære udviklere. Dette er alt andet end dybe scifi-eventyr med alenlange cutscener, og mængder af vanskelige og bindende valg - og det hele kan ret hurtigt destilleres ned til simpel spilglæde, farver og tilgængelighed.

Hvor første installation i spilserien var en oplevelse skabt omkring et multiplayer-spil, så starter dette andet kapitel et lidt andet sted. Lige på og hårdt kastes man ud i en kamp, hvor man som den velkendte solsikke, flygter ned gennem forstads-gaderne med zombier i hælene. Det hele kulminerer i en cirkel, hvor mine støvblade i sidste ende reddes af Dave og hans flyvende trailer. Bingo - jeg flyves til Battleyard Battleground og spillet starter.

Battleyard Battleground er slaget om forstæderne udkæmpet mellem planterne og zombierne. Et helt klassisk parcelhusdilemma, kort sagt. Denne farvestrålende verden har i hver ende en base, hvor de to parter i konflikten hver især holder til. Straks efter Dave har smidt sin trailer ned på pladsen, så starter min udforskning af lejren. Ret hurtigt er det tydeligt, at dette er mere end bare en afpudset version to, af et stor multiplayer-hit fra fortiden. Min første tjans er at få åbnet garagen i lejren, hvilket er besværet af en simpel fodfejl. Fjernbetjeningen er glemt ved en pølsevogn midt i denne afgrænsede verden, og ude i ingenmandsland mellem de to lejre. Forbandede lækre pølser dobbelt-dyppet i pølsemandens røde ketchup! Efter alt er udspillet efter manuskriptet, åbnes garagen op, og robotten "Dave-bot 3000" hilser mig velkommen. Straks udbyder han solo-missioner, og min figur begynder kampene og væksten i levels og forøgelse af bankbogen. Senere i spillet åbnes andre dele af lejrene, og flere karakterer udbyder missioner. Alt i alt er denne quest-del dog hurtigt spillet igennem.

Med fornuft kan man starte her i missionerne, for straks at omsætte XP og penge til opgraderede evner og indkøbte sticker packs. Dette er velkendt terræn for alle, der har rørt det første spil. Rundt i lejren er der forskellige områder, hvor man kan se statistikker, gå ind i multiplayerkampe eller eksempelvis opgradere og pynte på ens spilfigur. En lille tryg hjemmebase med alt hvad en spiller kan tænke sig af underholdning. En af de første og helt centrale ting er de nye figurer. Planterne og zombierne har hver fået tre nye medlemmer, og de bringer fornyelse og spas ind i ligningen. Blandt planterne blev jeg ret hurtig vild med "Kernel Corn", som er en majsplante med et ganske imponerende arsenal af våben. Udover opgradering og udskiftning af hans forskellige evner, ligger der også meget tid i at pynte ham med forskellige gakkede udklædninger, som man låser op gennem spillet - eller tilkøber gennem sticker packs med optjente mønter. De sidste to nye medlemmer af plante-teamet er "Rose" - en feminin rose med evner indenfor langskud, og "Citron" - en krabbelignende citrus-skabning.

På zombiesiden er de tre nye medlemmer "Pylon Imp", "Super Brainz" og "Captain Deadbeard". Særligt den første fangede ret hurtigt min opmærksomhed. Han kan ganske klassisk smide bomber, og gå amok i et matrix-lignende hop, hvor han skyder rundt i cirkler. Men hans virkelige claim-to-fame kommer i form af en robotdragt, som smides ned fra himlen. Kom an Titanfall! Denne ganske imponerende gadget kan skabe en forskel på slagmarken, og blev hurtigt min yngling. Alle de gamle figurer er bibeholdt, og hver af de nye har selvsagt fordele og svagheder. De syner ganske velafbalancerede, og i min tid med multiplayer-delene af spillet spottede jeg ingen klar trend i hvilken figurer, som vandt titlen som mest populære. Man kan ganske belejligt hente ens figurer fra det første spil, og så spille videre med dem her i 2'eren.

Når solo-missionerne begynder at være ensomme, kan man enten hive venner med ind i legen via splitscreen eller online, og her fortsætte løjerne skulder ved skulder. Alternativet er, at kaste sig ind i multiplayer-spillene hvor alle de klassiske spilmodes er repræsenteret via alternative navne såsom "Team Vanquish", "Turf Takeover", "Gnome Bomb", " Vanquish Confirmed" og "Suburbination" - det sidste er eksempelvis erobring af forskellige zoner rundt på de nye baner. Dem er der hele tolv af, og de er ganske diverse og store.

Banedesignet er gennemtænkt, og der er alt fra baner, der indgyder til kaos i form at kæmpe slag, over til mere strategiske af slagsen, hvor mange forskellige karakterer med fordel kan samarbejde. Udover de klassiske modes, så kan man igen spille "Garden ops", som er kendt fra det første spil. Her skal en zone holdes mod bølge efter bølge af fjender. Man kan sætte tårne, og ellers bare udleve ens indre kamikazepilot i et amok-orgie af fest og destruktion. Det minder om eksempelvis Horde fra Gears of War, og er alvorligt afhængighedsskabende. Man optjener penge i løbet af slagene, og disse kan omsættes til sticker pack hjemme i lejren, hvilket giver flere og nye tårne til de næste slag.

En fornyelse i den retning er mulighederne under solo-spil. Flere af missionerne hos eksempelvis "Dave-bot 300" - eller "Dr. Patient", når man vælger at spille på zombiesiden, er netop Garden ops-spil. Her kan man stille med tre AI-er, som er hentet fra ens figurgalleri. Det betyder, at man kan spille ved siden af ens egne opgraderede karakterer. Det fungerer helt fint, og linker de forskellige game-modes sammen, og er endnu et incitament til at spille mange forskellige figurer - og sikre, at alle kommer godt op i levels.

Hver lejr er udstyret med en stand, hvor der reklameres for den anden side. Man kan her med et simpelt klik skifte side. Lejrene er indholdsmæssigt identiske, og alene det visuelle adskiller dem. De tilgængelige solo-missioner er dog ganske forskellige i hovedtræk, og man stilles nu overfor imponerende boss-fights. De kan med fordel genbesøges med venner, hvor man skruer sværhedsgraden op til "Hard" eller "CRRRAAAZY". Der er hele tiden noget at lave, og jeg har ikke oplevet så vild en tidssluger ganske længe. Alle de mange spilmodes - både online eller solo, samt mængder af gemte skatte og småbeskæftigelser ude i ingenmandsland. Her kan man eksempelvis score ekstra mønter ved at hejse flaget i midten, og herefter feste rundt med vennerne.

Garden Warfare 2 har alt hvad der gjorde 1'eren god sammen med en masse ekstra. Det hele er afviklet i en gakket stil med flotte farver og nemt gameplay. Man bliver hurtigt helt væk i spillet, og jagten efter de næste mønter og XP. Multiplayerkampene fik jeg alene duftet til i halvanden time, men det synede ligeså inkluderende som det første spil. Man kan hurtig blive god, og finde sin egen niche i form af en karakter spillet på helt den rigtige måde. Banernes størrelse og design skabte til tider slag i slaget, hvor snigskytter for eksempelvis ejer dele af banen, og andre igen udkæmpes med flyvende droner.

Plants vs. Zombies: Garden Warfare 2 er en fornyelse af en dejlig velkendt størrelse, hvor man efterlades med en følelse af noget genkendeligt krydret med velmenende og passende nye tiltag. Der er ingen tvivl om, at alle som nød det første spil bare en smule vil blive blæst omkuld af dette spil nummer to. Sidder man derimod med en indestængt forventning om noget totalt nyt og innovativt, så ligger der en potentiel skuffelse i horisonten. DNA-strengene i dette spil er en optimeret kloning af det velkendte materiale fra 1'eren. Det har mængder af indhold, og muligheder for timevis af underholdning uden at kedsomheden tjekker ind. Alt er afviklet i flotte farver, med et elegant og nemt-tilgængeligt gameplay, og hele oplevelsen dufter af høj kvalitet og øje for detaljerne. Jeg kan ikke andet end bøje mig i støvet, og herefter glæde mig som et lille barn til den 25. februar, hvor alle I andre forhåbentligt kommer med ind i legen.