Folkene ovre hos Alinea Analytics disker ofte op med interessante undersøgelser af spilverdenen, og i den forbindelse er der blevet delt en ny infografik, som kigger nærmere på, hvordan PlayStation Studios-spil har klaret sig i det forgangne år på Sonys egen hovedkonsol.
Dataene kortlægger, præcis hvor mange eksemplarer af førsteparts-projekter og konsol-eksklusive titler, der er blevet solgt på PS5 i løbet af de seneste 12 måneder, og tallene er en kende bekymrende. Helt i toppen af listen finder vi, som mange nok havde forventet, Ghost of Yotei med 4,8 millioner solgte eksemplarer siden lanceringen i efteråret 2025. Det er en glimrende præstation, som uden tvivl er båret af, at spillet kun kan opleves på PS5. Herefter følger Death Stranding 2: On the Beach, som har rykket 1,7 millioner eksemplarer på PS5 - hvilket igen må tilskrives manglen på andre konsolversioner samt den senere PC-udgivelse.
Men når vi bevæger os længere ned ad listen, begynder det at se noget mere dystert ud... For det første indtager MLB The Show 26 tredjepladsen over de bedst præsterende PS Studios-spil det seneste år på PS5 med blot 745.000 solgte eksemplarer. Det følges op af Saros med 406.000, derefter Marathon med 347,000 og endelig God of War: Sons of Sparta med beskedne 132.000 eksemplarer.
Det skal selvfølgelig retfærdigvis nævnes, at flere af disse spil også findes på andre platforme. Ser man på Marathon og DS2 alene, gemmer der sig formentlig mindst et par millioner yderligere eksemplarer på PC og Xbox Series X/S. Alligevel er tallene tankevækkende, og de udstiller, hvor ineffektive PlayStation Studios har været på det seneste (og Kojima Productions er ikke engang et internt førstepartsstudie...). Til sammenligning formåede Playground Games at nå ud til seks millioner spillere på bare tre dage på PC og Xbox Series X/S, da Forza Horizon 6 landede (hvor Game Pass dog var talt med). Det samlede antal solgte PS Studios-titler på PS5 i det seneste år lander ifølge disse data på i alt 8,13 millioner.
Med tanke på, at Halo: Campaign Evolved lander på PS5 fra dag ét i slutningen af juli, kan man godt begynde at spekulere på, om vi vil se Xbox Game Studios være en mere effektiv udgiver end PS Studios på Sonys egen platform i det kommende år - på trods af Microsofts ændrede kurs i forhold til eksklusivitet.
Hvad tænker du, at Sony er nødt til at gøre for at få skuden vendt og komme tilbage på rette spor?