Skip to main content
Gamereactor Anmeldelser PlayStation VR Worlds
Anmeldelser PlayStation VR Worlds

Playstation VR Worlds

Sony har lavet en slags "VR Greatest Hits" med PlayStation VR Worlds. Er dette en investering værd?
Mike Holmes 5 oktober 2016

PlayStation VR Worlds er en samling af fem VR-oplevelser, designet udelukket med det formål at vise, hvad PSVR-headsettet kan, og demonstrere mediets potentiale på fem forskellige måder. På nogle punkter er de ikke andet end glorificerede demoer, men det kan stadig svare sig at have dem alle samlet, da de på den måde udgør en solid samling af indhold, der viser nogle af de ting, vi kan forvente af VR på konsol.

Vi starter med The London Heist, som er en kort interaktiv oplevelse, der demonstrerer netop, hvor godt adventure-genren kommer til at passe sammen med VR. Man kan godt nok ikke interagere ret meget, men det handler mere om de karakterer, man møder undervejs i den korte historie, der folder sig ud for øjnene af dig. Der er elementer af fortællende flashbacks og masser af monologer fra de forskellige roller, og i disse sektioner er interaktionen begrænset til at håndtere genstande, mens man sidder stille. Der er to scenarier, hvor man håndterer skydevåben: Det ene er en decideret skydebane, og i det andet skal man skyde fjender fra passagersædet i en varevogn, mens man flygter fra det røveri, som spillets navn hentyder til. Kampen i sig selv er ikke så bemærkelsesværdig, eftersom man sidder stille hele tiden (dog bevæger omgivelserne sig i den sektion, der foregår på en jernbane), og der er en konkret forskel på, om man spiller med en Move controller eller en DualShock (med den førstnævnte lader man fysisk, og med den sidstnævnte trykker man bare på en knap). Generelt er det et solidt, men kort stykke interaktiv underholdning. Det lægger op til, hvad der kommer senere hen, og de stærke præstationer fra rollebesætningen og det detaljerede miljø sælger historien.

Vores første indskydelse var at sammenligne Ocean Descent med theBlu, Vive-demoen, hvor man kigger ind i skumle farvande eller kommer ansigt til ansigt med en hval, men i virkeligheden er der lidt mere i det. Du er i et bur på vej ned i dybet. Der er ikke meget i vejen for interaktion, og du er bare et flydende hoved uden krop, men du får lov at se nogle iøjnefaldende billeder, mens du bevæger dig ned i mørket. Det er en flygtig oplevelse, ikke noget, du ville vende tilbage til mere end et par gange, men ligesom theBlu er det en god måde at fremvise VR til den uindviede. Der vil utvivlsomt være mange, der viser det til deres venner, der ikke ejer VR, så de kan komme forbi og prøve headsettet selv.

Scavengers Odyssey er et sci-fi-eventyr, hvor du selv spiller en alien, der sidder i et terrængående fartøj, der kan hoppe mellem asteroider. Som navnet antyder er man på en rejse, selvom den ikke helt er lang nok til at kalde en odyssé. Historien følger protagonisten, en klunser fra rummet, mens de begynder at høre en mystisk stemme, der vil have dem til at tjene et højere formål. Plottet er dog ikke noget at skrive hjem om. Hvis man hører til dem, der bliver lidt svimle i forbindelse med bevægelse, er det her spil et af de værste, når det kommer til køresyge. Bevægelsen føles naturlig, mens man går, og det er ligetil at styre, men når man hopper, er det nok til at give selv de mest hårdføre kvalme. Det er dog både sjovt og simpelt at skyde, og det viser nybegyndere, hvordan rumskydere virker, hvilket egentlig er formålet.

<newpage>

Et andet spil, der ikke er for sarte maver (selvom det slet ikke var så slemt som forventet), er VR Luge, hvor man er spændt fast til en slæde for så at ræse ned at veje mod en timer. På flere måder er det faktisk meget barmhjertigt, da du kun mister farten en smule ved at ramle ind i vægge og modkørende trafik. Det bliver dog bekosteligt, hvis det sker for ofte, for tidsfristen formindskes for hver etape. Det sker endnu hurtigere, hvis du bliver kastet tilbage fra vejsiden eller ud foran modkørende trafik. Det går stærkt, og er rimelig hektisk, og de forskellige etaper fører dig ned af alternative ruter, mens du leder efter et lige stykke vej med så lidt modstand som muligt. Du styrer dine bevægelser ved at bevæge dit hoved, og det er både intuitivt og nøjagtigt, men måske ikke den slags spil, du har lyst til at spille om og om igen.

Vi har gemt det bedste til sidst: Danger Ball. Det er dybest set Pong for VR-generationen, og det er ligeså sjovt, som det lyder. Du konfronterer en AI-kontrolleret modstander, og du bruger dit hoved til at styre et bat, som du bruger til at skyde en bold om bag din modstander for at score point. Det er et godt lille spil, som alle kan spille og have det sjovt med. Det fungerer rigtig godt med at spore hovedbevægelserne, og det opfanger, hvor meget kraft og bevægelse du lægger i. Du kan bestemme kurve og hastighed, og få bolden til at blive kastet tilbage fra væggen og ramme din modstander fra udfordrende vinkler. Hvis der ikke var mere i det, ville det måske hurtigt brænde ud, men AI-modstanderne har forskellige egenskaber, der giver spillet lidt ekstra krydderi. Det ene øjeblik spiller du mod et bat med et skjold, der gør det større, men som kan blive ødelagt ved at ramme gentagne gange, det næste bat har en vifte, der kan blæse bolden ud af kurs og i forskellige retninger. Vi elskede/hadede den med to bat, da det viste sig at være lidt af en udfordring, men der er mange forskellige modstandere, og du kan kaste dig over dem som en del af en turnering, individuelt eller i score attack mode. Det er et utrolig simpelt spil, men det virker, og vi fik meget sjov ud af det, selvom det ikke er så avanceret.

Alt i alt er PlayStation VR Worlds en solid samling oplevelser, der fremviser præcis, hvad det er, PSVR er i stand til, og så antyder det også de forskellige retninger, som spil vil udvikle sig i på den platform fremover. Det er en alsidig og forskelligartet samling, men det virker også en smule dyrt, for hvad du får (den vejledende pris er 299 kr.). På den anden side, hvis du vil have det hele med, og du vil have noget til at vise headsettet frem, er det et fint sted at starte.

6
Middel ud af 10 · Gamereactor Danmark
Plusser En række titler der viser hvad VR kan, Danger Ball er fedt, teknikken virker upåklageligt.
Minusser Lidt for høj pris, manglende interaktion hist og her.
Netværkskarakter Gennemsnit på tværs af 3 Gamereactor-udgaver
6,0
Gamereactor Danmark 6
Gamereactor Sverige 6
Gamereactor Suomi 6
Fuld profil 333 udgivne artikler
6
Middel Netværkskarakter på tværs af 3 udgaver
Fakta om spillet
Udvikler London Studio
Udgiver Sony
Premiere 31 oktober 2016
Genre Action, Simulation, Sports, Adventure
Platforme
PS4
Hvorfor stole på Gamereactor
23 Udgaver Hver med sin egen redaktion og sine egne karakterer.
1998 Udgiver siden Uafhængigt ejet hele vejen.
100% Hands-on Skrevet ud fra tid med spillet, aldrig pressemateriale.
1–10 Netværksscore Hver udgaves karakter, sammenlagt og vist.