Pokémon Diamond/Pearl

Rowan, den store pokemon-professor, er i byen og beder dig om hjælp med at indfange og kortlægge alle pokemonerne i Sinnoh-regionen. Han forærer dig en kamp-pokemon, så du ikke begiver dig af sted ubevæbnet, og herefter går eventyret sin vante gang med at indfange, træne og kæmpe med dine pokemoner mod alle de andre pokemon-trænere.

Kampene er simple og turbaserede, og meget lettilgængelige. Fire forskellige angreb kan hver pokemon mestre, og man bruger naturligvis stylusen til at serve dem af sted med. En af de største styrker ved pokemon-spillene, er at de er den mildeste introduktion til rollespil, man kan ønske sig, og samtidig byder Pokemon Diamond på masser af forbedringer af alle de tidligere spil i rækken. Her er mere af det hele, og alt har fået en ekstra stramning med skruetrækkeren. Spilmekanikken hænger fint sammen, og pokemonerne bliver rask væk noteret ned i professorens kartotek.

Og nu må I ikke hænge mig helt op på det, men jeg tror dog, jeg har fundet en grundlæggende fejl i designet. Doven som jeg er, så gad jeg ikke hele tiden at bytte rundt på mine pokemoner, så de alle sammen fik kamperfaring. Mange timer senere har det betydet, at jeg i min lille, røde taske, nu har fem halvslatne pokemoner og et enkelt monster - Turtle, hedder han - som smadrer alt og alle, som han bliver sendt i kamp mod. Ja, ja, jeg ved godt, at det er mig selv, jeg snyder på den måde, men det stjæler nu lidt af grundideen bag spillet, at det tilsyneladende kan lade sig gøre at skyde genvej på den måde.

Grafisk er der stadig ikke meget at råbe hurra for - spillet ligner et Gameboy-spil. Det er nemt at se, hvad alting forestiller, men ambitionerne har ganske enkelt ikke været høje nok på dette punkt. Samtidig rammer udviklerne dog plet med musikken og lydeffekterne, som passer perfekt til pokemon-universet.

Pokemon Diamond Version udgives samtidig med Pokemon Pearl Version, som efter sigende skulle være næsten identiske spil. Eneste forskel er, at der er forskel på de pokemoner, man kan indfange, og de to spiludgivelser skal nok mere ses som et forsøg på virkelig at vride pokemon-citronen, end som et reelt bud på to forskellige spiloplevelser. Således byder begge spil på over 100 nye pokemoner at indfange og kæmpe med, ligesom man også kan importere de små kræ, man fangede i de tidligere spil. For rigtige træner-fans, er muligheden for at spille online mod vennerne dog en af de vigtigste tilføjelser - og en, der virkelig giver mening. Kampene får en mere nærværende og alvorlig dimension, når man pludselig er oppe mod en toptrimmet pokemon under kærlig pleje af en rigtig pokemon-træner, frem for de kanonføde-ofre, man kæmper imod gennem hele Pokemon Diamond.

Det er nogle gange svært at anmelde et spil, som man ved, masserne elsker, når man synes, at manglerne skinner lidt for tydeligt igennem. Pokemon Diamond er et solidt rollespil, som rammer plet i forsøget på at få spilleren til at bekymre sig om de små kræs udvikling. Men samtidig er der dog noget over pokemon-universet, som gør det en anelse mindre magisk for dem, som ikke har været med fra starten. Så kan antallet af kampe nogle gange synes uendeligt, og karaktererne lidt for barnlige. Men kan man lægge fordommene over for en økonomisk malkemaskine med børnetække fra sig, så er der rigtig mange spiltimer gemt i Pokemon Diamond. Ikke mindst i den nye mulighed for at spille mod kammeraterne via det trådløse Internet.