Pokémon Legends Arceus

Tilbage i sommeren 2016 bragte et underligt fænomen gaming på alles læber. I parker og på fortove verden over vandrede folk rundt i store flokke, mens de med deres telefon pegede på tilsyneladende tilfældige objekter. Pokemon Go-feberen rasede, og enhver og deres onkel var tilsyneladende travlt optaget med at fange en sjælden Snorlax eller vinde emblemer ved at kæmpe i Gyms. AR-spillets fænomenale succes illustrerer, præcist hvor vanedannede det kan være at fange søde monstre ved at kaste med kugler - selv uden en underliggende historie eller komplicerede mekanikker. Men er konceptet i sin rendyrkede form også stærkt nok til at bære et konsolspil til fuld pris? Med Pokémon Legends Arceus til Nintendo Switch giver udvikleren Game Freak os det endegyldige svar.

Pokémon Legends Arceus er hverken et ordinært udspil i den mere end 25 år gamle serie, ej heller er der tale om et typisk spinoff. Spillet foregår i Sinnoh regionen, der for nyligt blev (gen)besøgt af millioner af spillere i Pokémon Shining Diamond/Brilliant Pearl. Her finder man dog hverken telefoner, computere eller andre moderne bekvemmeligheder. Pokémon Legends Arceus foregår i det sene 1800-tal, og Hisui (som regionen hed dengang) er et næsten uudforsket vildnis fyldt med farer og forunderligheder uden for Jubilife Villages beskyttende mure.

Bygget omkring en rislende bæk og bestående af træhuse og små jordbrug, fungerer den idylliske by som dit hjemsted. Indledningsvis er det fascinerende at se, hvordan seriens sædvanlige elementer er blevet tilpasset den uvante epoke. Eksempelvis forvandles dine inaktive Pokémon ikke længere til data og gemmes væk på en computer; I stedet boltrer de sig på indhegnede græsgange. De kiosklignende Pokémarts er også fortid (eller måske snarere fremtid), da Jubilee Village i stedet huser små gadesælgere, der langer brugbare genstande og materialer over disken. Byens største og mest moderne bygning tilhører dog Galaxy Expedition Team: en organisation dedikeret til studiet af Pokémon. I spillets indledning bliver du - en ukendt nytilkommen - optaget i deres såkaldte Survey Corps og får til opgave at udforske regionen og fange enhver Pokémon, du støder på undervejs.

I de tidligere spil gav det aldrig rigtigt mening, hvorfor du havde til mål at udfylde dit Pokédex. Med Pokémon som en naturlig del af menneskets hverdag og talrige forskere travlt optaget med at studere deres mindste fjer og knurhår, virkede usammenhængende observationer fra en flok eventyrlystne tiårige ikke ligefrem som en livsnødvendig vidensressource. I Pokémon Legends Arceus derimod har regionens beboere endnu kun tæmmet en lille del af de mange Pokémon. Du skal derfor ikke blot fange Pokémon, men også studere deres adfærd i forskellige situationer ved eksempelvis at besejre dem med et specifikt angreb eller fange X antal arter uden at blive opdaget. Ved at udfylde sider i dit Pokédex optjener du ressourcer såsom penge, Poké Balls og bær. Vigtigst af alt fører det også til, at din Galaxy Rank stiger, hvilket er nødvendigt for at fortsætte historien og drage på ekspeditioner i nye områder.

Da Hisui endnu er næsten uudforsket land, finder du hverken veje eller stier mellem spillets forskellige områder. I stedet serveres vi frem store stykke lander, der kan udforskes på kryds og på tværs samt, senere i spillet, endda til vands og i luften. Sammenlignet med de såkaldte Wild Areas i Pokémon Sword/Shield har præsentationen taget et vældigt spring fremad. Fra en kold og fjendtlige region indhegnet af snedækkede bjergtinder til idylliske enge bedre egnet til skovture end slåskampe er variationen stor. Endvidere virker Pokémon nu som en naturlig del af habitatet og ikke længere blot tilfældige fjender distribueret af en algoritme. Når det er sagt, så gør Pokémon Legends Arceus sig klart bedst i håndholdt spil, og blæst op på en stor OLED-skærm fremstår det visuelle indtryk en anelse råt. Sammenlignet med et spil som Monster Hunter Rise virker de åbne områder i Pokémon Legends Arceus flade og livløse med simple teksturer og en draw distance, som ikke er mere end acceptabel. Mere avancerede effekter som vindstød i træer og buske eller dynamisk belysning trækker også en smule ned, og langt hen af vejen ligger spillets store visuelle potentiale uudnyttet hen. Et frisk pust, ja, Breath of the Wild, nej.

Hvor Pokémon Legends Arceus kun altså kun i sjældne tilfælde belønner dig med majestætiske syn, så holder det dig til gengæld konstant beskæftiget med at samle ressourcer, kæmpe mod Pokémon og stige i graderne. Ved siden af historien - der bedst kan beskrives historie som en mellemstor portion kartoffelmos - serverer Game Freak også et stort tag-selv-bord af sidemissioner, der såmænd også næsten alle handler om at fange Pokémon. De bedste af slagsen udfordrer ikke blot dine evner, men også din viden, når du skal identificere og fange en specifik Pokémon baseret på vage beskrivelser eller et utydeligt fotografi.

Samtidigt har mange af missionerne konkret betydning for det spirende samfund i Jubilife Village. Fremvisningen af en elegant Pokémon inspirerer den lokale frisør til at forsøge sig med nogle vovede nye krøller, og den svævende klippeblok Geodude viser sig at være en effektiv gårdskarl. I takt med, at historien skrider frem åbner der sig ligeledes nye muligheder i forhold til at lave sine egne genstande på drejebænke og meget andet. At se den lille by vokse i takt med, at du lærer mere om Pokémon, er meget tilfredsstillende og giver en mere organisk motivation til, hvad der tidligere blot var en jagt på abstrakte værdier. Men når det er sagt, så er mange af missioner stadig fyld og mange spillere kommer nok til at længes efter en smule mere variation, dramatiske "set pieces" eller mere kreative udfordringer.

Med selve fangsten af Pokemon som spillets centrale søjle, fortjener Game Freak stor ros for at have finpudset netop dette element til nær perfektion. Det skyldes ikke mindst, at man har strømlinet hele processen. Har du spillet ét eller flere af de tidligere spil, kender du sikkert til, hvor irriterende det kan være ud af det blå at blive angrebet af en Zubat eller Ratata i et nærmest fornærmende lavt level. Nu kan du endelig få en velfortjent hævn, da små eller svage Pokémon ofte kan fanges, helt uden kamp, ved selv at snige sig igennem det høje græs og overraske dem med en velplaceret Poké Ball (eller en af dens mange varianter). Ved at distrahere Pokémon med velduftende bær eller anvende specifikke genstande, der blandt andet kan dæmpe lyden af dine skridt, forbedres dine chancer yderligere, men ofte er en traditionel kamp dog stadig den eneste vej frem.

De grundlæggende mekaniker har ikke ændret sig. Hver Pokémon kan lære op til fire angreb tilknyttet specifikke elementer, der har forskellige styrker og svagheder i forhold til andre elementer. Lidt sat på spidsen minder det en del om sten saks papir, bortset fra at du førhen havde brug for et regneark for at holde styr på, om Ghost slog Bug og hvorvidt Dragon havde fordelen mod Water. I tråd med de seneste par udspil, informeres du heldigvis på forhånd om, hvorvidt et angreb er effektivt mod din nuværende modstander, så rigtigt kompliceret bliver det aldrig. Samlet set er kampene også noget mere strømlinede end tidligere, da udvikleren har fjernet en del funktioner. Dette gælder blandt andet muligheden for at give ens Pokémon genstande og at kæmpe med to Pokémon på samme tid.

Desværre har hverken vilde Pokémon eller rivaliserende trænere nogen som helst kvaler ved at angribe i samlet flok. Når det er tilfældet, skal du være ekstra opmærksom på den nye taktiske dimension - agile og strong attacks. Sidstnævnte gør mere skade end normale angreb, men er langsommere, mens at førstnævnte lader dig angribe ved høj hastighed (nogle gange endda to gange i træk) mod en lidt mindre skade. Alle angreb kan i sidste ende anvendes i enten agil, normal eller stærk position, og hvilken du vælger, ender med at påvirke rækkefølge på angrebene; en mekanik der også kendes fra mange taktiske turbaserede RPG'er. Når det kommer til kompleksiteten er der ikke tale om noget Disgaea, faktisk ikke engang Pokémon Sword/Shield, men den ekstra taktiske dimension resulterer alligevel i et ganske tilfredsstillende kampsystem.

Den største forbedring ligger dog ikke i kampene selv, men snarere hvor hurtigt du kommer ind og ud af dem. Overstået er dagene, hvor kampene udspillede sig i en eller anden abstrakt dimension. Nu foregår de i stedet præcist dér, hvor du udfordrende den vilde Pokémon. Dette hjælper gevaldigt på indlevelsen og sætter samtidigt fart i hele processen. Når du besejrer en træner eller Pokémon skal du ikke længere klikke dig igennem flere skærme med tekst, og hvis du har rigtigt travlt, kan du endda løbe videre mod den næste udfordring, allerede inden det sidste angreb er landet. Angrebenes animationer, en af mine personlige kæpheste, er denne gang, ligesom angreb som Tackle og Quick Attack, simple, men effektive, og dette er det første Pokémon i lang, lang tid, hvor jeg ikke har slået dem fuldstændigt fra.

Interessant nok er kampe nu ikke strengt begrænset til den turbaserede slags. I tråd med spillets lidt mere barske natur, kan vilde Pokémon angribe dig direkte, hvilket tvinger dig til at lave udfordre dem til kamp eller lave en undvigelsesmanøvre med Y-knappen. Din nyfundne akrobatiske evne viser sig også ganske nyttig, når du kæmper mod opflammede monstre: store, skinnede Pokémon, der har været en stor del af markedsføringskampagnen inden spillets lancering. De er desværre ikke særligt interessante af bekæmpe - du skal blot undgå deres simple angrebsmønstre og bombardere dem med boroligende salver - men, når besejret, forvandles de til praktiske hjælpere, der lader dig sejle over floder, forcere stejle kløfter og til sidst endda svæve gennem skyerne.

Som du nok har fornemmet, synes jeg rigtigt godt om Pokémon Legends Arceus. Men mine rosende ord, kommer også med et stort forbehold. Måske i højere grad end mange andre serier, spiller folk Pókemon af forskellige årsager, og bunder din interesse for serien i andet end den rene glæde ved at fange og kæmpe mod Pokémon, ender du måske med at blive en smule skuffet.

Tag eksempelvis historien. Fra et analytisk perspektiv, er det måske den mest sammenhængende af slagsen siden Pokémon Black/White, da den berører forholdet mellem mennesker og Pokémon (som en stedfortræder for naturen) på en måde, der hverken er overdrevent moraliserende eller tager for let på opgaven. Desværre fortælles den bare på den kedeligst muligt måde med papirtynde karakter, søvndyssende mellemsekvenser og skurke så lidt intimiderende, at de får gode gamle Jessie og James til at virke som Carrie fra Stephen King-filmen og Jason fra Fredag den 13. Nu har Pokémon jo alle dage aldrig været Shakespeare, men i de tidligere spil havde karakterne trods alt tid til at udvikle sig og opbygge relationer. Her dukker de op og forsvinder hurtigere end vilde Pokémon, hvilket resulterer i en historie, der på samme tid er simpel og nærmest umulig at holde styr på. Er det eventyr samt en let og underholdende historie, der appellerer til dig, kan du overveje at Monster Hunter Stories 2: Wings of Ruin i stedet - det spil har også stemmeskuespil, hvilket desværre endnu mangler i Pokemon-serien.

Udover de mere afslappede fans, findes der selvfølgelig også en dedikeret gruppe spillere, for hvem spillets appel ligger i at træne nær perfekte Pokémon og forbedre deres evner til onlinespil. Dette aspekt er noget tonet ned i denne omgang, men der er stadig muligheden for eksempelvis at eksperimentere med de såkaldte effort points (EV). Selvom der ikke er online-kampe, så kan du stadig bytte Pokémon med dine venner; som en af de første tilflyttere til Hisui havde jeg dog ikke chancen for at teste funktionen. Sammenlignet med tidligere spil ekspanderer dette semi-spinoff heller ikke Pokédexet på mærkbar vis med kun en håndfuld nye Pokémon, der primært fungerer som mounts. De nye lokale varianter af gamle kendinge som Voltorb er som sådan ganske charmerende, men så heller ikke mere end det.

Før jeg kastede mig over Pokémon Legends Arceus, var jeg noget skeptisk, og vurderet på kommentarerne online, var jeg langt fra den eneste. Spillet virkede lidt som en tilfældige blanding af inkompatible stilarter, og det var svært at få øje på nogen sammenhængende vision. Efter nu at have gennemført spillet, kan jeg med sikkerhed sige, at Game Freak gjorde mine bekymringer til skamme og leverede en af mest fokuserede oplevelser i seriens lange historie. Med glidende gameplay, strømlinet kontrol og solide mekanikker kedede jeg mig sjældent i min udforskning af Hisui. Men for at være helt ærlig, var jeg langtfra altid underholdt heller. Mange af seriens stærkeste elementer, fra spraglende byer til de mange varierede sideaktiviteter er blevet ofret i forsøget på at skabe den samme oplevelse, der fik millioner til at vandre på gader og stræder i fordums sommer. Om du har lyst til at hoppe på Pokemon Legends-toget nu eller vil vente, til det forhåbentligt når en mere spændende station, kommer derfor i sidste ende an på din personlige spillestil.