Efter hvad der føles som en evighed gælder det nu alt sammen om dette ene, centrale øjeblik. En karateristisk rusken i en busk lige oppe på toppen af den lille bakke jeg står for foden af, og jeg kan mærke adrenalinen pumpe i min årer som glohed magma. Jeg ser den, den nærmer sig igennem det høje græs, og sætter den ene lyserøde hov foran den anden på selvsikker, men forsigtig, vis. Dens øjne er fikseret på mig, mørke pupiller. Jeg tager fat om min Poke Ball, og sender den som en anden Babe Ruth flyvende mod mit mål. Dyret når at afgive et lille "oink", men få hårrejsende intense øjeblikke efter er det overstået. Jeg er nu den stolte træner af et ikon, en myte. Lechonk. Min egen lille smældefede bacon-fabrik. Sammen er vi ustoppelige.
Det er ikke alt i Pokémon Scarlet/Violet der er lige så hakuna matata som øjeblikket beskrevet ovenstående, men der er stadig masser af glimrende minder at falde tilbage på, når man som jeg har spillet intenst i løbet af den sidste uges tid. At fange og træne disse små væsener er stadig det centrale strukturelle aspekt ved ethvert Pokémon-spil, og det ændrer sig heller ikke denne gang. Faktisk er det meget lidt der reelt set har ændret sig, og vi er nu nået til et punkt hvor det føles som om at vi som spillere ufrivilligt deltager i et slags socialt eksperiment, der går ud på at finde ud af hvor lang tid Pokémon som serie kan fortsætte uden egentlige forsøg på at innovere, ændre formular, eller - og jeg ved at det her er sindssygt, - bare forsøge at imponere rent visuelt.
Ja, jeg ved det godt. Grafik er ikke alt, men come on. Det her er et Pokémon-spil der lanceres i 2022. Det burde ikke se sådan her ud. Nintendo Switch er måske ikke den mest kraftfulde konsol på markedet, men den kan dog køre en version af The Witcher 3: Wild Hunt. Dertil skal man også huske at Pokémon, som franchise, sidder på flere penge end Mickey freaking Mouse, så at bede om en højere detaljegrad er altså ikke for meget. Til trods for mildest talt grim grafik, så kæmper billedehastigheden virkelig her, og kan sjældent helt følge med. At panorere kameraet er faktisk direkte hårdt for øjnene, og det virker som om at spillet er ved at hive sig selv fra hinanden, idet teksturer klipper ind og ud. Til tider havde jeg det som om at jeg var med i The Matrix, og overværede Paldea-regionen forgå i et hav af tekniske knaster.
Når det så er sagt, så skal du altså dreje det kamera der, da en af de nye centrale features her er den åbne verden, som kan udforskes præcis som du har lyst, som vi også så det i Pokémon Legends Arceus. Grafikkens kvalitet til trods, så var det faktisk enormt frigørende at kunne gå lige derhen jeg havde lyst, og den åbne verden er generelt en mere succesfuld tilføjelse end mange umiddelbart frygtede. Jeg tronede over mine omgivelser på Koraidon, en slags Pokémon, der også er halvt motorcykel, som akkompagnerer dig på din rejse. Jeg elsker hele ideen om at Pokémon integreres mere praktisk ind i spillets mekanikker, i stedet for det klassiske udvalg af HM'er og værktøjer, og Koraidon lærer faktisk nye evner i løbet af spillet, som drastisk forøger brugbarheden. Desuden mindede den mig løbende om Toothless fra How To Train Your Dragon, og det er så sandelig en kompliment.
"Okay, men jeg er ligeglad med grafik, struktur, balance og den åbne verden - fortæl mig om de nye Pokémon, for helvede", hører jeg dig råbe fra sidelinjen. Slap af, men okay. Set som en generation for sig, så er denne niende af slagsen faktisk en positiv overraskelse. Der er naturligvis både øjeblikkelige hits, og designmæssige fejlskud, men Game Freak er tydeligvis ikke løbet tør for ideer endnu, og både visuelt såvel som mekanisk er der masser at opdage, tilpasse og fundere over strategisk. Desuden skal det igen siges, at følelsen af at stå ansigt til ansigt med en ny Pokémon, og undre sig over hvad den mon kan udvikle sig til, den er stadig gylden, alle disse år efter.
Når der er nye Pokémon, og en ny region, så skal der naturligvis også være en ny gimmick i kampene. Dynamaxing i tidligere kapitler fungerede som sådan fint nok, men det nye kort på hånden, Terastallizing, er lidt af en skuffelse. Evnen kan kun bruges én gang per besøg til et Poké Center, og rent visuelt er det egentlig bare en dum hat lavet af krystaller, som ser præcis lige så dumt ud som det lyder. Kan vi ikke bare få Mega Evolutions tilbage? Vi har ikke brug for de her gimmicks hver eneste gang. I det mindste får Pokémon, via denne evne, mulighed for at bruge evner der ikke ellers passer specifikt til den. Det kan give strategiske muligheder til de mere hårdkogte spillere - vi må se ad.
Hvad vi dog har brug for er et kampsystem der er mere opdateret, så det passer mere direkte ind i vores moderne forventninger. Jeg var, igen, nærmest i benægtelse over hvor langsomt det nuværende system egentlig er, da jeg begyndte at spille Pokémon Scarlet/Violet. Det føltes som et skridt i den rigtige retning i Pokémon Legends Arceus, da de introducerede mere dynamiske kampe hvor man kunne bevæge sig imens, men nu er vi så hoppet tilbage til hvor vi startede. Nu overgår vi igen til fra en setting til en anden når vi kæmper, og den eneste "bevægelse" der er i de her kampe, er at du kan dreje kameraet rundt. That's it. "Quaxly used Tackle!" - indsæt samme animation vi har set i årevis.
Det er ikke fordi at det ikke fungerer. Pokémon-spillene fungerer, og derfor er de aldrig dårlige. Det lyder meget som brok det hele, men det kommer jo af et kærligt hjerte, der gang på gang bruger dusinvis af timer i de her verdener, i selskab med de her Pokémon og med hundredevis af kampe under bæltestedet. Men det er bare gammeldags, det er reaktionært. Vi har brug for et gedigent spring fremad. Hvorfor har Scarlet/Violet ikke taget ved lære af Arceus?
Der er sjove ekstra interaktioner med dine Pokémon, såsom at tage selfies, finde sjældne krydderurter eller muligheden for at have din Pokémon løbende rundt og deltage i kampe selv. Det er småting, uden tvivl, men det fungerer meget godt det meste af tiden.
Men man render lidt for ofte ind i aspekter af oplevelsen, der bare burde blive opdateret. Hvor er stemmeskuespillet, eksempelvis? Vi snakker stadig her om endeløs dialog, der oftest ikke engang er akkompagneret af et reelt soundtrack. Det kører bare igen og igen, og det eneste der høres er det karakteristiske "PLING" når jeg trykker A. Og når ja, så gestikulerer de her karakterer stadig på de mest unødvendige måder. Kan I huske Hop fra Sword/Shield? Ja, karakterer vil stadig klappe ud af det blå, konstant.
Igen, det lyder som brok. Det hele. Det forstår jeg. Men måske er det værd at afslutte med at sige, at der ikke er meget der har ændret sig i Pokémon-universet den her gang, på godt og ondt. Jeg endte faktisk med at elske min tid i Paldea, og det er til trods for Game Freaks åbenlyse uvillighed til at modernisere den efterhånden ret så standardiserede formular. Det betyder ikke at jeg ikke elsker at spille Pokémon, men for hvert kapitel der kun overfladisk giver os dele af den store omvæltning der skal til for at bringe serien ind i det her årti, bliver det kun mere frustrerende, selv for os hårdkogte fans.
Jeg har stadig en drøm om et Pokémon-spil. En åben, levende verden fyldt med overraskelser. En verden fyldt med karakterer der havde noget at sige, en verden med en højere visuel detaljegrad, som tigger om at blive udforsket. En verden der... ja, ikke bliver til Tetris-blokke når du bevæger dig mere end 10 meter væk fra den.
Tag ikke fejl, Pokémon Scarlet/Violet er et nyt Pokémon-spil, der introducerer solide nye mekanikker, og en fantastisk niende generation af sjove monstre. Men det er samtidig et spil der tilsyneladende er holdt sammen af gaffatape og spilleres drømme om en bedre fremtid. Hvornår kommer den? Ja, selvom at Arceus ikke var perfekt, så troede jeg at vi var kommet længere, end vi faktisk måske er.
Her til sidst; alle hyld Lechonk.