Pokémon er en serie, der tydeligvis gør et eller andet helt rigtigt. Siden den første udgivelse har det vedligeholdt store dele af sin fanbase og fortsat skabt nye poké-maner. Nu, i dets sjette generation, har udviklerne fra Game Freak fået til opgave at skabe en opdateret og frisk tilgang til den vedvarende serie.
I stedet for omfattende ændringer har de valgt at overhale præsentationen, raffinere mange af mekanikkerne og introducere nye funktioner. X og Y er en velkendt rejse gennem den etablerede formel. De turbaserede kampe, der udgør hjertet af spillet, er stort set de samme som altid - dybe og varierede. Og mens det holder fast ved sine rødder, byder Pokémon X/Y på længe tiltrængt polering.
Spillerne sætter ud for at blive den bedste Pokémon Trainer, denne gang i den fransk-inspirerede Kalos-region. For at nå dette mål rejser de på tværs af den store region, bevæbnet med et begyndermonster og et pokédex. Målene er simple: find monstre, fang monstre, opdrag monstre, kæmp med monstre.
Fire venner og rivaler, der hver især har deres egne mål, slutter sig til dig fra tid til anden. Når I bliver genforenet, tester de din fremgang på forskellige måder. Serena (eller Calem) vil konstant prøve sine kræfter af mod dig, mens Trevor udfordrer dig til at sammenligne pokédex, Shauna deler unikke erfaringer, og Tierno bare gerne vil finde pokémon at danse med.
Du møder også folk i byer og på dine rejser. Selvom mange går i kamp med dig ved første øjekast, er det en verden hvor næsten alle er venlige. De har ikke noget imod at du brager uindbudt ind i deres hjem, og giver dig ofte tips og items frem for at smide dig ud. Selv spillets modstandere, Team Flare, er ikke videre truende, bare vildfarne i deres forsøg på at skabe en bedre verden.
Vægten på at udforske og klare udfordringer er godt tjent af den opdaterede grafik. Den flade 2D-præsentation fra tidligere spil er blevet droppet fuldstændig til fordel for et nyt 3D-design. Talos er et imponerende sted at udforske, med flotte skove, bjerge, ørkener og snelandskaber. Nogle af de indvendige designs er også meget fantasifulde, især de otte træningshaller, du besøger.
Verdenen er enorm, især hvis du tager dig tid til at gå på opdagelse i omgivelserne. Fra historiens start til slutning tager rejsen tid. For at lette noget af byrden ved at vandre fra sted til sted, er der indført et par nye måder at komme omkring. Inden for den første time får du et par rulleskøjter, en sjov tilføjelse der også lader dig grinde på rails visse steder. Cyklen vender også tilbage, og den får man blot for at træde ind i cykelbutikken. Man kan ride på større pokémons, og på den måde krydse ellers uoverkommeligt terræn. Evner til at flyve og surfe bliver låst op omtrent halvvejs i oplevelsen.
Kampanimationerne imponerer. Der bliver stadig kun hentydet til kamp, frem for at vise to monstre banke løs på hinanden, og det farverige udvalg af moves er langt mere spændende visuelt end i tidligere spil. Her er rigeligt med nye monstre, der alle er blevet skabt med den nye stil i tankerne. Gamle favoritter fra tidligere generationer, såsom Squirtle og Charmander, er tilbage i 3D-udgaver og ser bedre ud end nogensinde.
Den nye monstertype, Fairy, er en spændende inkludering. De er svære at slå, og en stærk tilføjelse for taktiske spillere. Fairy-typer bruger en bred vifte af defensive buffs og statuspåførsler. De er også utroligt effektive mod drager. Ofte kan en stærk fairy-evne slå en af de formelt set overvældende bevingede dyr ud med et enkelt slag.
"Mega Evolutions" er en evne, man får omkring halvvejs gennem rejsen. De bliver betragtet som Talos' største hemmelighed, og det er en væsentlig del af ens mission at lære om dem. Med Mega Evolution kan visse monstre midlertidigt gå ud over deres sidste udviklingstrin. Selvom det bliver præsenteret som en svær evne at lære, er det praktisk talt bare en ny mulighed man kan vælge i kamp, når visse betingelser er opfyldt. Det er dog en velkommen funktion. Ikke blot ser de mega-udviklede pokémon imponerende ud, men kan også vende kampene. Charizards mega-evolution ændrer den fra Flying-type til Dragon-type, så dens styrker og svagheder laves om.
Horde-kampe, hvor man slås mod fem pokémon på lavt level på én gang, og Sky-kampe, hvor man kun kan bruge flyvende pokémon, giver kampsekvenserne lidt adspredelse. Horde-kampe kan være sjove og, afhængig af din samling, ret udfordrende. Når man først har regnet dem ud, forsvinder meget af udfordringen dog. Sky-kampe er interessante, fordi de begrænser hvilke pokémon, du kan bruge, så der er altså ikke noget med at spamme lynangreb (medmindre din flying-type altså har den evne). Desværre er der langt mellem disse kampe.
Måske er det fordi hovedpublikummet er børn, men mange af kampene mangler udfordring. Det kan være nærmest frustrerende let at vinde, selvom nogle af mekanikkerne er ret komplicerede. AI-modstanderne forsøger sig gentagne gange med ineffektive angreb, og gør tilsyneladende intet for at beskytte mod elementale svagheder. Gang på gang åbner de sig selv for nederlag gennem simpel gentagelse af effektive angreb. Når kampene sjældent er svære, kommer udfordringen i stedet fra at samle sjældne monstre, sammensætte det perfekte hold og øge ens stats.
Der er heftigere konkurrence at finde online. PSS (Player Search System) er den bedste måde at bytte med og kæmpe mod venner hidtil. Muligheden er næsten altid tilgængelig på 3DS'ens nederste skærm. Den viser hvilke venner, der er online, folk du har interageret med og forbipasserende - spillere i nærheden som din 3DS har bemærket. Når du vælger spillere fra PSS, får de en besked om at du vil bytte eller kæmpe, hvorefter de kan gemme deres spil og forberede sig, inden de svarer tilbage.
Nederste skærm er også der, minispillene foregår. Pokémon-amie minder om et virtuelt kæledyr. Ved hjælp af touchskærmen udvikler man sit forhold til ens pokémon. Man klapper dem, fodrer dem og spiller spil for at udvikle sit forhold. Monstre med stor hengivenhed til deres ejere klarer sig bedre i kamp - de laver flere critical hits, kommer så hurtigere fra statuspåførsler, og undviger flere angreb. Trods disse fordele bliver Pokémon-amie hurtigt en kedelig pligt. Minispillene (hvor man kaster garnbolde, plukker frø og laver puslespil) bliver kedelige inden længe.
Super Training, som man også tilgår gennem nederste skærm, byder på minispil der booster pokémons stats. Efter at have valgt et monster at træne kan du bruge touch-pad'et til at lade dem skyde på mål. Klarer du dig godt, får du en boksebold til rådighed, der kan bruges til hurtigere udvikling af stats gennem hektiske skærmtryk, eller ved bare at lade dem hænge foran en pokémon mens du går. Ligesom Pokémon-aime bliver Super Training-minispillene for kedelige alt for hurtigt.
Historien er ikke spillets stærkeste aspekt, og årsagerne til at ting sker kan ofte koges ned til "bare fordi". På trods af det er X/Y proppet med skæv humor, og selvom det aldrig bliver særlig dybt, berør det emner som masseødelæggelse, selektiv bevarelse og anger. Det lyder mørkt og vigtigheden ved venskab, at konfrontere udfordringer og hjælpe hinanden er de budskaber, der rigtig bliver hamret hjem.
Game Freak har skabt en nydelig verden at udforske. Der er så meget indhold, at der er rigeligt at lave efter man har færdiggjort historien. De turbaserede kampe og AI'en kunne godt trænge til et par opdateringer, men de nye features og den flotte grafik er store fremskridt. Pokémon X/Y vil blive set på med stor glæde i mange år. Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om at den sjette generation af serien vil fornøje yngre spillere og også nogle af de voksne.