Polarium

Polarium er et puzzlespil, som i hvert fald et stykke af vejen udnytter mulighederne i DS-konsollens touchscreen. Grundideen er, at man skal tegne streger på den trykfølsomme skærm gennem et mønster af hvide eller sorte tegl. Når man har tegnet stregen færdig, skal man dobbeltklikke med pennen på skærmen for at vende teglene på pennens vej til den modsatte farve.

Spillets Challenge Mode har mange ligheder med Tetris, lidt for mange, skulle man mene. Når samtlige tegl i en vandret række har samme farve, forsvinder den, og rækkerne oven over falder et trin ned. Det gælder med andre ord om at regne ud, hvordan man tegner den optimale vej, den vej, der fører til fjernelsen af flest rækker, inden spilarealet er fyldt op med brikker fra oven.

Der falder nemlig med ganske få sekunders mellemrum en ny brik ned, som gør det stadigt sværere at få fjernet nye rækker af tegl. Det hjælper selvfølgelig en smule, at man kan tage kanten uden om spilarealet til hjælp, når man tegner baner, men stressfaktoren er under alle omstændigheder stadigt stigende, efterhånden som spillet skrider frem.

I Puzzle Mode gælder det i al sin enkelhed om at tegne den bane - som fjerner det fulde indhold på et spilareal, der har varierende størrelse. Der er 100 opgaver at kaste sig over, og når man er færdig med dem, så har man faktisk spillet Polarium til ende. Har man fanget ideen med spillet, så er der desværre ikke mange timers underholdning i Polarium.

Man kan selvfølgelig kaste sig over at designe sine egne puzzles, som kan udveksles med andre spillere. Det er noget uspændende, at forudsætningen for at gemme et puzzle er, at man også kender den optimale vej. Så er der straks noget mere krudt i at spille Versus-mode mod en levende modspiller. Der er tale om en topersoners-udgave af Challenge Mode, hvor de rækker, man fjerner, bliver sendt til modspillerens skærm, og det er faktisk aldeles medrivende.

Den grafiske side af sagen er på nippet til at hente dumpekarakter. Både spilareal og tegl bliver vist med de fladeste flade grå nuancer, og kun de glimtende stjerner, der bliver vist, når man opnår at fjerne én eller flere rækker, bryder monotonien. Menusystemet er enkelt - men når man skal gemme en ny rekord på spillets high score-liste, oplever man den spøjse detalje, at man selv skal designe det symbol, der viser, hvilken spiller, der er tale. Det foregår i en sort-hvid-udgave af paint, hvor man tegner den enkelte pixel i enten sort eller hvid, helt i tråd med at man i spillet vender tegl fra sort til hvid - eller omvendt. Lydsiden kalder bestemt heller ikke på nævneværdige roser. Der er klik- og bip-lyde, som det hører sig til i denne fjerne slægtning til Tetris, men man ender hurtigt med at skrue helt ned for lyden.

Der er helt bestemt gode takter i Polarium. Spillet besidder faktisk mange af de kvaliteter, som udgør et godt puzzle-spil. Det er let at komme i gang med, og det er let lige at tage et enkelt spil mere ... det bliver ved tilløbet til et godt spil. Problemet er nemlig, at spillet er alt, alt for hurtigt overstået. Der mangler desuden den automatiske variation ved et nyt spil, som man finder i Tetris. Når man er kommet igennem Puzzle Mode, så er der ikke mere at hente i spillet - så Polarium har faktisk en temmelig begrænset holdbarhed.

Der er noget sympatisk uventet over at lade et puzzlespil indgå i udvalget af titler, der bliver lanceret sammen med den nye Nintendo DS-konsol. Men samtidig er det kilde til megen undren, at man samtidig undgår at komme ud i krogene af DS’ens potentiale. Det mest unikke og ophidsende er faktisk, at man tegner streger på et spilareal, der ligner et stykke ternet papir.