Det er et stykke tid siden, at det første kapitel af Poppy Playtime blev udgivet (dengang som gratis download) af studiet MOB Entertainment. Nærmere bestemt er det mere end tre år siden, det blev udgivet på Steam for alle brugere. I 2024, sammen med det andet kapitel Fly in a Web, er spillet også kommet til den nye generation af konsoller. Der er sket meget, og Poppy Playtime er, på en måde, en langt større succes end udvikleren kunne have forudset. Og så er der kapitlerne. De er forskellige, men fortæller en stadig mere dragende historie for hver gang vi bliver eksponeret for den, men hvordan udvider man sit narrativ uden at spillerne bliver lidt for trætte af hele... ja, loopet?
I denne rendyrkede survival horror-oplevelse træder vi ind i den gamle legetøjsfabrik Playtime Co., som er blevet forladt på grund af de begivenheder, der fandt sted derinde. Eksperimenter med at skabe legetøj på mildestalt talt kontroversielle måder, perverse ejere og et væld af mysterier begynder at blive løst i dette fjerde kapitel, som giver flere svar til fans af serien. Vi kan ikke være 100% sikre, men der er nogle referencer til George Orwells roman 1984 i denne del, især i symbolikken omkring øjne og overvågning. Derudover syntes serien altid at være åbenlyst påvirket af Five Nights at Freddy's (FNAF) og i mindre grad af en ret ukurant klassiker: Portal.
Chapter 4: Safe Haven er en direkte efterfølger til det tredje. Vi vil ikke afsløre noget om den konkrete handling, men vi anbefaler, at man spiller de tre foregående kapitler for at forstå, hvor Playtime Co.'s historie er på vej hen. Selv om fortællingen følger et lineært forløb, formår spillet at fastholde spillerens opmærksomhed. Gennem progressionsbaserede ledetråde og afsløringer formår dette kapitel i højere grad at få os til at bevæge spilleren fremad på trods af frygten. Det er værd at bemærke, at nogle velkendte karakterer er veludviklede i denne del, hvilket tilføjer lag af dybde, der beriger historiens kvalitet. Samtidig skiller nogle nye karakterer sig ud ved deres moralske dobbelthed. Igen, vi holder den spoiler-fri, men Poppy Playtime har altid haft et langt mere dybdegående narrativ end det har nogen ret til, og her fortsætter Chapter 4 i stor stil.
Et punkt, som der er enighed om i serien, er kvaliteten af omgivelserne og det kunstneriske design, samtidig med at lyden er blevet meget bedre. Som spillene er skredet frem, er det tydeligt, at MOB Entertainment har en klar vision om, hvad de vil formidle, og det afspejles i hver ny episode. I teorien er barnlighed synonymt med uskyld, men i Poppy Playtime er det ikke tilfældet. Selvom scenariernes æstetik til tider kan blive repetitiv, formår den i dette afsnit perfekt at formidle følelsen af, at "der er sket noget forfærdeligt her". Det skaber en konstant spænding, da vi kan blive angrebet når som helst. Den mere industrielle stil, der er blevet implementeret i dette afsnit, er godt gennemført og hjælper med at forstærke følelsen af megalofobi. Lydmæssigt er fjendernes lyde - deres fodtrin, brøl og dødseffekter - blevet kraftigt forbedret, hvilket får udviklingen i hver del til at føles organisk og ikke bare som en tilføjelse til historien.
Det første store ankepunkt med Poppy Playtime: Chapter 4 ligger i dets mekanik og gameplay. Det nye auto-save system fungerer fint, men hvad angår innovation, bringer spillet ikke rigtig nogen ny mekanik til bordet. Der er kun nogle få gåder, som kræver lidt anderledes interaktioner end i de tidligere kapitler. De elektriske hænder man er udstyret med er stadig et karakteristisk træk, men det begynder at føles lidt begrænset og kunne godt bruge lidt udvikling. Nogle gåder er relativt enkle og afhænger mere af den konstante jagt på fjender end af kompleksiteten i at løse dem, hvilket gør dem gentagende og trættende, når de præsenteres i rækkefølge.
Et andet ankepunkt er fjenderne i dette kapitel. Spillets hensigt med kamp- og undvigelsesgåderne er forståelig, og selvom der er interessante (om end noget forudsigelige) twists, gentager formlen sig selv for ofte. Ved mange lejligheder er det muligt at komme igennem konfrontationer ved blot at løbe og gemme sig, hvilket forringer oplevelsens effekt. Kampene i det sidste kapitel handler om at løbe og undvige, og hvis spillerens PC ikke er kraftig, kan der være grafiske fejl i teksturerne, som hæmmer kampen. I et af de vigtigste afsnit af spillet lider nogle fjender også af tekniske problemer og er ofte buggy. Som det var tilfældet i de tidligere kapitler, skal der i dette kapitel downloades patches for at rette disse fejl. Alligevel er historien bag disse karakterer spændende og efterlader spor, der skaber nysgerrighed, indtil sandheden afdækkes.
Modtagelsen af spillet har været lunken. På Steam er anmeldelserne et par dage efter udgivelsen »Mixed«, og der er meget kritik af mængden af fejl og den lave sværhedsgrad i nogle segmenter. Der er brug for flere patches for at forbedre ydeevnen yderligere og finpudse detaljerne. Det er heller ikke et spil, der fornyer sig inden for gysergenren, selv om det bruger sine ressourcer intelligent til at fortælle en historie, der for hver del føles mere udførlig. Med mange mysterier, der stadig skal løses, efterlader det positive forventninger til fremtiden.