Poppy Playtime: Chapter 5 - Broken Things

Poppy Playtime er et spil, der i årevis har bygget forventningerne op til sin store finale. Med en episodisk struktur, som ikke alle værdsætter, har vi lært historien at kende lidt efter lidt, mens vi er undsluppet endeløse farer i spilverdenens mest berømte legetøjsfabrik. Nu hvor Poppy Playtime: Chapter 5 - Broken Things endelig er udkommet, er det tid til at finde ud af, om ventetiden var det hele værd.

Dette kapitel starter præcis, hvor det forrige sluttede, med hovedpersonen jagtet af Huggy Wuggy og tilsyneladende uden udvej. Lige som det ser ud til, at han endelig fanger os, begynder en flugtsekvens, hvor vi skal undgå at blive "krammet". Eksplosioner, kollapsende gulve, fald gennem ventilationstunneler... de første øjeblikke af dette kapitel er fyldt med spænding, men takket være vores "grab pack" kan vi overvinde forhindringerne og komme i sikkerhed. Hvad angår historien - da dette er den store finale - vil jeg ikke dele nogen spoilers, men jeg kan sige, at den fokuserer på at udtænke en plan for det endelige opgør med The Prototype. Her vil vi møde nye fjender, nye allierede, få mange nye evner, løse masser af gåder og overleve episke kampe, alt sammen krydret med et lag af spænding og gys, som altid.

Da det er et episodisk spil, hvor hvert kapitel kan spilles uafhængigt, starter sværhedsgradskurven forfra med hvert afsnit. I de første minutter af Chapter 5 møder man mange checkpoints, mange tutorials og generelt en række udfordringer med et meget lavt sværhedsgradsniveau, så alle kan være med. Men lidt efter lidt ser vi, hvordan sværhedsgraden stiger, og gåderne bliver mere komplicerede. Fjenderne er nådesløse, og vi bliver nødt til at gøre god brug af vores evner til at overvinde forhindringer med en smule "platform jumping".

Generelt lever spillet op til forventningerne. De nye karakterer, samt de dokumenter vi finder, giver os mere kontekst om situationen. Evnerne giver mere dybde til udforskningen; vi har en ultraviolet lommelygte til at se skjulte beskeder, en trykluftshånd til at knuse og skubbe genstande, en ledende hånd, der lader os bruge elementer som ild eller is midlertidigt, magnetiske armbånd til at svinge os fra visse punkter og masser af samleobjekter at finde. Med så mange evner fokuserer meget af kapitlet på at løse forskellige gåder, altid med et par gys indimellem.

"Broken Things" varer omkring fem timer, og sandheden er, at det føles lidt kort. Efter at have ventet så mange år på dette øjeblik, føles det - mellem hop og gåder - en smule for abrupt og ikke helt så episk som håbet. Sværhedsgraden på fjenderne og gåderne er ikke helt, hvad man ville forvente af historiens afslutning, og selvom det har nogle rigtig gode punkter, efterlader det en generelt med lyst til mere. Hvis du spiller alle kapitlerne i ét stræk, får du ganske vist et spil på omkring 25 timer, men med de konstante nulstillinger af sværhedsgraden og evige tutorials mellem kapitlerne, føles det aldrig helt som ét sammenhængende spil.

Chapter 5 fungerer i sig selv og er en god slutning, der videreudvikler alt det, MOB Entertainment har forberedt over de seneste år i forhold til lyd, grafik, gameplay og gåder, men de enorme forventninger vejer tungt. Hvis du er fan af Poppy Playtime, vil du helt sikkert kunne lide dette kapitel, men hvis du bare hopper med på vognen nu for at se, hvad al postyret handler om, får du sandsynligvis ikke den bedste oplevelse.

Kort sagt virker Poppy Playtime til at være et offer for sin egen succes. Det er mere en anspændt oplevelse end et rent gyserspil, fyldt med originale gåder, god platforming og veldesignede fjender. Selvom det måske ikke lyder sådan i denne tekst, kunne jeg faktisk godt lide Chapter 5, men hvis jeg tager "spilpresse-hatten" på, kan jeg ikke lade være med at føle, at hvis det ikke var for spillets berømte navn, ville Chapter 5 have fået en hårdere medfart.