Man kan simpelthen ikke lade være med at holde af Masahiro Sakurai. Uanset hvad han siger eller gør, er det altid interessant. Han er uden tvivl et af de største genier i Nintendos historie (selvom den anerkendelse ofte overskygges af andre store navne), og samtidig en perfektionist, nærmest besat af detaljer - en kombination, der gør ham til en skikkelse, man kun kan beundre. Alt det, han er, og den måde, han arbejder på, skinner altid tydeligt igennem i hans spil. Og selv om Kirby Air Riders måske vil overraske som et af hans mest usædvanlige værker, er det et perfekt eksempel på denne auteur-refleksion.
Til at begynde med: Forvent ikke en Mario Kart World-konkurrent. Faktisk er det knap nok et racerspil. Det er et meget specielt kampspil. Ja, Kirby og hans venner og fjender kører rundt på svævende fartøjer, men der stopper ligheden med F-Zero også. Nogle husker måske det originale Kirby Air Ride til GameCube, som nu er 22 år gammelt - dette spil bygger direkte videre på netop det koncept.
To bedre sammenligninger findes dog i Sakurais eget univers: det fabelagtige Kid Icarus: Uprising - sandsynligvis det bedste eller næstbedste Nintendo 3DS-spil - og de nyere Super Smash Bros., især Ultimate med sine mange modifikatorer.
Hvorfor? Fordi Kirby Air Riders ikke primært handler om racerløb, kamp eller avanceret styring - selv om alt dette spiller en rolle - men om ren statistik. Det handler om at samle så mange buffs, power-ups og stat-boostere som muligt for at skræddersy din figur til den næste udfordring. Og her træder Sakurais detaljefikserede side tydeligt frem, med et væld af taktiske parametre, der kan finjusteres for at sikre sejren.
Så forvent hverken tilgængeligheden eller den åbenlyse nuttethed fra det nylige Kirby and the Forgotten Land. Der er heller ingen klassisk platforming her. Din bedste guide til Kirby Air Riders bliver snarere et Excel-ark eller en grundig samtale med ChatGPT end at vide, hvor skattene ligger gemt.
På Nintendos stand bag lukkede døre under Gamescom fik jeg selv lov at prøve flere runder af Kirby Air Riders. De første spillede jeg alene for at lære de - mildest talt - særprægede kontroller at kende og øve mig lidt mod CPU'en. De sidste to runder var i lokale multiplayer-rum forbundet i et LAN-party, som efterlignede onlineforholdene, hvor op til 16 spillere kan dyste mod hinanden - en opsætning, der lover masser af intensitet.
Når man kun har et par runder på bagen i et så anderledes spil, bliver oplevelsen let lidt kaotisk. Selvom jeg endte med at vinde den anden runde - som du kan se i videoen - fulgte jeg slet ikke alle de anbefalede strategier. Kontrolskemaet føles som en blanding af Mario Karts autopilot, Excitebikes planlagte hop og Smash Bros.' præcise styrepindstryk. Jeg tog mig selv i mest at jage fjender for at slå dem ud, i stedet for målrettet at opsøge de bedste power-ups for at forstærke mine vigtigste statistikker. Men det er netop dét, man skal mestre for for alvor at skille sig ud.
Indimellem dukker uventede begivenheder op, som bryder den ellers - indrømmet - lidt ensformige fem-minutters "Urban Trials"-fase, hvor man løber rundt og samler stats. Det kan være at finde et nyt, bedre skib, nedkæmpe tilfældige fjender eller kaste en special mod næste modstander. Og når man når frem til de egentlige konkurrencedygtige Stadiums, er det afgørende at have opbygget en virkelig effektiv - og ja, næsten urimeligt stærk - build.
Nintendo har selv præsenteret spillet i en Kirby Air Riders Direct-video, med en charmerende Sakurai i front, der punkt for punkt forklarer hele konceptet. Da det er en helt unik genrehybrid, anbefaler jeg klart at se den. Foreløbig forstår jeg godt det vanedannende potentiale i det statsbaserede gameplay-loop, og kontrollerne fungerer upåklageligt. Men jeg kan også se, at det bliver et spil, der kræver en del at knække koden på - nærmest som om det er rettet mod fans af den japanske udviklers "mørke side af månen". For hvor Kid Icarus bød på spydige replikker og episke kampe, og Smash Bros. på sine ikoniske slagsmål, står Kirby Air Riders i en klasse for sig. Det er måske ikke helt min kop te, men jeg vil vente med den endelige dom til november - alt imens jeg roser både Nintendo og Sakurai for at turde sende noget så vanvittigt originalt og minutiøst udtænkt på markedet.
