De fleste komplicerede spil overvælder dig straks med et utal af komplicerede menuer, avanceret styring og et minimum af hjælp. Du er med andre ord advaret på forhånd. Men der findes også de spil, der til at begynde med virker helt simple og uskyldige, for blot at vise sit sande ansigt hen ad vejen. Monster Hunter-serien hører til sidstnævnte kategori, hvilket jeg for nylig erfarede på den hårde måde.
Som en komplet nybegynder, uden anden erfaring med serien end spin-off-titlen Monster Hunter Stories 2: Wings of Ruin, var jeg fra starten af på udebane, da jeg satte mig til at spille Monster Hunter: Wilds på Gamescom i Köln. Introen gav mig dog falske forhåbninger. Få moderne AAA-spil, eller Hollywood-blockbustere for den sags skyld, åbner nemlig lige så spektakulært som det seneste kapitel i Capcoms 20 år gamle serie.
Vores hjemmelavede karakter befinder sig ved spillets åbning om bord på et slags gammeldags træskib, der dog ikke sejler på vand, men i stedet over endeløse sandbanker. På ingen tid introduceres vi til så mange karakterer, at det slet ikke er til at holde styr på. De gør dog alligevel et indtryk takket være et smukt karakterdesign, der på perfekt vis blander anime-inspireret design med realisme, og særligt ansigts-animationerne er yderst imponerende. Capcoms RE Engine har aldrig leveret så smukke resultater, hvilket yderligere bliver illustreret, da vi kortvarigt må forlade skuden og hoppe over på et fuglelignende ridedyr.
Nu følger en dramatisk ridetur gennem sandet, hvor vi skal forsøge at redde en lille pige, der jagtes af en gigantisk Dune-agtig sandorm. Rideturen gennem det sprøjtende sand er intet mindre end spektakulær, og vi kommer til at udnytte vores ridedyrs springkraft og vinger fuldt ud, inden vi til sidst får reddet dens stakkels pige. Undervejs bliver vi også introduceret til, hvad der utvivlsomt bliver et yderst vigtigt værktøj spillet igennem - en slags gribeklo, vi kan affyre. Kloen virker til at have mange funktioner. Den kan bruges som et slags ældreværktøj til at fange samlegenstande, så vi skåner ryggen, eller den kan (måske mere spændende) bruges i kamp eller til at lave spektakulære spring fra klippeafsatser.
Inden jeg sendes ud på den første rigtige monsterjagt, har jeg lidt tid til at hilse ordentligt på de øvrige karakterer. Af Alma, en ung arkæolog, får jeg min første mission, mens at den energiske smed Gemma hjælper mig med at vælge et af spillets mange våbentyper som Sword and Shield, Gunlance og Hammer. Jeg vælger Dual Blades og med hjælp fra den obligatoriske maskot, en lille kat kaldet Palico, lykkes det mig hurtigt at opspore mit bytte i en underjordisk hule.
Først nu erfarer jeg, at Monster Hunter: Wilds, trods alt, ikke er helt så ligetil som først antaget. For selvom jeg kombinerer slag, undviger og laver komboer til den store guldmedalje, så gør jeg kun minimal skade. Monster Hunter handler om at vælge de rette værktøjer til det specifikke monster, analysere dets svagheder og angribe de relevante kropsdele. Alt dette tager tid at lære, og da tid nok er det, man har allermindst af under en messe som Gamescom, må jeg ty til et andet trick. Jeg aktiverer et nødblus og straks støder tre hærdede monsterjægere til, der hjælper mig med at nedlægge byttet. De er CPU-styrede, men i det fulde spil, vil det også kunne være rigtige spillere, der kommer dig til undsætning.
Netop multiplayer er hvad der står på menuen i anden del af dette preview. Hvor åbningen var som en hektisk rutschebanetur, så er dette mere som en rutschebanetur uden sele, og der går da heller ikke længe, inden to gigantiske mammutlignende væsener gør mig til deres bytte. En venlig PR-repræsentant hjælper mig med at forberede en slags stinkbombe, der separerer væsener, og snart lykkes det mig at drive monsteret på flugt, så jeg må jagte det på ryggen af min overdimensionerede turbokylling.
Flere gange får jeg monsteret til at vride sig i smerte, men heller ikke i multiplayer, kan jeg klare ærterne alene - faktisk når jeg, trods hjælp fra CPU'en, ikke at nedlægge mit bytte inden tiden går. Monster Hunter: Wilds handler kort sagt stadig om forberedelse, udstyr, opgraderinger og alle de andre gameplay-systemer, der har gjort serien populær, selvom præsentationen leder tankerne hen mod et mekanisk simplere actionspil. Og mon ikke de fleste fans, er godt tilfredse med det?