Skip to main content
Previews

Diablo III: Reaper of Souls

Blizzard fylder på med nyt indhold og endevender nogle af de mere udskældte dele af Diablo III med spillets første udvidelse.
Rasmus Lund-Hansen 21 august 2013

Blizzard er ikke ligesom de andre. Hvor mange af de største udviklere og udgiveres messeannonceringer typisk indebærer et navn, en trailer og lidt vage oplysninger om hvad vi ellers kan forvente os, så er Blizzards afsløringer af en helt anden kaliber. Det er information overload i en sådan grad, at man som skribent bagefter sidder og kæmper, ikke med at strække oplysninger og fylde teksten ud, men med at finde ud af hvad man skal skære fra.

Afsløringen af Diablo III: Reaper of Souls, den "næste udvidelse" til Diablo III, som game director Josh Mosqueira kalder den, er ingen undtagelse. Vi får både en rasende flot CGI-video, gameplay-demo, gameplay-trailer og et væld af oplysninger om både inspirationskilder, overvejelser og - vigtigst af alt - ændringer i spillets grundsystemer.

Diablo er død, mens hans essens er stadig fanget i the Soulstone, sjælestenen. Den tidligere ærkeengel Tyrael ved ærlig talt ikke hvad han skal gøre med den, og ved ikke hvad der sker, hvis han ødelægger den, så han beslutter at gemme den langt, langt væk, så mennesker og engle kan nyde deres nye alliance og venskab i fred.

Desværre går der ikke længe fra stenen er gemt (få sekunder, faktisk), før Malthael dukker op. Han er the Angel of Death, Dødsenglen, der forsvandt for århundreder siden og ikke har ladet høre fra sig. Men nu er han tilbage, og han har en mission - at udrydde alle dæmoner og stoppe Den Evige Konflikt. Et ærværdigt mål, hvis ikke det lige var fordi Malthael mener at mennesker og dæmoner er to stykker af samme alen, og derfor alle skal udryddes. Nedtur.

Reaper of Souls tilføjer altså en femte akt til Diablo III, der foregår i storbyen Westmarch. Med udviklernes ord er det den største og mest spraglede by i vesten, eller det var det i hvert fald indtil Malthael kom forbi. Nu er det et mørkt og dystert sted, fyldt med Death Constructs, døde som Malthael har rejst for at kæmpe for sig, og andre slags uvæsener. Stilen er mørk, middelalderlig og gotisk, og det er måske den stærkeste visuelle identitet, nogen del af Diablo III-universet har.

Westmarch skulle have endnu større muligheder for tilfældige baner end de gamle dele af Diablo III, og som noget nyt bliver indendørs- og udendørsområder sømløst integreret. Det ser vi blandt andet da vores helt kæmper sig fra en markedsplads ned i kloakker og ud på borgmure og videre ned i smalle gyder og boligområder.

Og så er der som sagt en ny klasse, Crusaderen. Han er delvist inspireret af paladinerne fra Diablo II, delvist inspireret af virkelighedens kampvogne. Blizzard kalder ham en retskaffen kriger med hellige kræfter, en ridder i rustning, der ikke er skinnende, men mærket af kamp.

Ideen om en menneskelig tank har blandt andet ført til evner som Shield Bash, hvor armor-værdien på ens skjold tæller oven i den skade, man uddeler, og Fist of the Heavens, en kombination af mellemdistance teleport og artelleriangreb, hvor Crusaderen selv er granaten.

Det ser godt ud - men det, der for alvor vil gøre ivrige Diablo III-spillere glade, er ændringer i både loot-systemet, paragon-systemet og nye muligheder for end-game.

Blizzard kalder deres nye loot-system for Loot 2.0, og ifølge Moshqueira skal det betyde mindre, bedre og mere episk loot. Det at spille spillet skal være den sjoveste og mest udbytterige måde at få items på, fortæller Mosquiera - og læser man lidt mellem linjerne, kan man nok fange en indrømmelse af at auktionshuset i Diablo III fyldte alt for meget.

Det udstyr, slagne fjender smider på slagmarken, skal fremover være mere målrettet ens figur med en chance for at item'ets stats og evner bliver justeret, så de passer til ens klasse. Legendary items er også blevet ændret, så de både er mere brugbare og skal have evner, der lægger op til at man måske prøver nogle nye skills og andet af. "Build changers", kalder Blizzard dem - og understreger også at der stadig vil være de supersjældne legendaries, som spillerne virkelig vil gå på jagt efter.

For at illustrere ændringerne, giver Blizzard os en bunke tal. De har kort sagt gennemløbet Akt 3 i spillet med både det gamle og det nye loot-system med en figur, der har Paragon-level 60.

Med det gamle system samlede han 256 hvide items, 399 blå, 275 gule og 1 legendary item. Med det nye system i Reaper of Souls, samlede de 73 hvide items, der nu kan disenchantes til nyttige crafting-ingredienser. 266 blå items, der i øvrigt nu kan bruges til transmogrifering, hvor man ændrer et givent items udseende, så det ligner et andet, men beholder alle sine stats. 83 gule items, der med det nye Smart Drop-system, hvor item'ets stats bliver justeret til ens figur. Samt 6 legendary items.

Vi får også et par eksempler på disse nye legendaries. For eksempel kan Puzzle Ring nu findes i udgaver, der kan bruges helt op til det nye levelloft på 70, og den kan bruges til at hidkalde en treasure goblin. Samler man 40 items fra ham, er man garanteret et legendary drop. Wizard-klassen har fået en legendary, der nogle gange hidkalder en allieret hydra når man dræber en fjende, mens der er et Monk-item der gør, at man får evnens pris i Spirit refunderet, hvis man rammer en fjende mere end 25 yards væk med Dashing Strike.

Den førnævnte transmogrificering udføres af en ny Artisan, kaldet Mystic, der også kan lægge enchants på ens udstyr, så det får bedre stats. Og alle de eksisterende figurklasser har selvfølgelig fået nye evner.

Og så er der det såkaldte end-game, som Blizzard har lavet om på to væsentlige punkter. For det første har de tilføjet Loot Runs, der er dungeons af 15-20 minutters længde, som er fuldstændig tilfældigt genererede, med tilfældige omgivelser, fjender, vejr og en slutboss, der skal besejres, hvis man vil have al sin nyfundne loot med ud.

Dernæst er der Paragon-systemet, der for alvor har fået en overhaling. For det første er der ikke længere noget loft mere, så man kan blive Paragon 61 eller 1200, hvis bare man spiller længe nok. For det andet er ens Paragon-level nu tilknyttet ens konto frem for den enkelte figur. Endelig giver hvert Paragon-level point, som man kan bruge til at ændre ens core stats, altså ting som Strength, Dexterity, Intelligence og så videre, eller bruge på offensive og defensive stats. Med andre ord er de gamle Diablo-spils muligheder for helt selv at bestemme hvordan ens figur skal udvikle sig tilbage.

Som sædvanlig siger Blizzard ikke noget om hvornår vi kan forvente os at se Reaper of Souls - men de har en 20 minutter lang demo med på messen, som alle kan prøve. Men med løfterne om både nyt indhold og ændringer til mange af de systemer, der ellers har generet de inkarnerede spillere, tegner udvidelsen til at være lige præcis det, Diablo III har brug for.

Fuld profil 10.097 udgivne artikler
Hvorfor stole på Gamereactor
23 Udgaver Hver med sin egen redaktion og sine egne karakterer.
1998 Udgiver siden Uafhængigt ejet hele vejen.
100% Hands-on Skrevet ud fra tid med spillet, aldrig pressemateriale.
1–10 Netværksscore Hver udgaves karakter, sammenlagt og vist.