Gamereactor follow Gamereactor / Svenska / Norsk / Suomi / English / Deutsch / Italiano / Español / Português / Français / Nederlands / 中國 / Indonesia / Polski
Gamereactor Close White
Log ind medlem






Glemt kodeordet?
Jeg er ikke medlem, men det vil jeg gerne være

Eller log ind med en Facebook-konto
Gamereactor Danmark
previews
Overwatch

Overwatch

Et multiplayer-skydespil fra Blizzard? De færreste havde nok set den komme, men det var netop hvad Warcraft-skaberne afslørede på BlizzCon.


Facebook
TwitterRedditGoogle-Plus

"Der er gået 17 år siden Blizzard sidst slog dørene op til et nyt eventyr, til en ny verden". Sådan sagde Chris Metzen, Blizzards kreative chef, fra BlizzCons hovedscene omtrent en halv time inde i åbningsceremonien. Indtil da havde BlizzCon 2014 mere bekræftet vores formodninger end decideret overrasket os. Warlords of Draenor var lige om hjørnet, så vi vidste at der ikke ville være nyt om World of Warcraft. Hearthstone-udviklerne havde længe talt om den næste udvidelse, så det var mere et spørgsmål om at sætte navn og detaljer på den. Protoss-udvidelsen til Starcraft II kendte vi allerede navnet på, og vores mavefornemmelse sagde ganske rigtigt at det var på tide med en formel afsløring af Legacy of the Void.

Ganske vist var navnet "Overwatch" dukket op som varemærke tidligere på året, men det vildeste, nogen på redaktionen havde fantasi til at forestille sig, var en slags taktisk, turbaseret spil i Warcraft-universet, i stil med figurspil som Warhammer eller Warmachine. I stedet afslørede Blizzard noget spritnyt - for første gang i 17 år, som Metzen sagde det. "Det er alt for lang tid at vente, men ventetiden slutter nu".

Overwatch

Overwatch er noget så Blizzard-fjernt som et førstepersonsskydespil, et der fokuserer konsekvent på holdbaserede multiplayer-kampe. Den oplagte sammenligning er Team Fortress 2, da man i begge spil vælger mellem en række letgenkendelige og klart definerede figurer, der har hvert deres unikke udvalg af evner, våben og spillestile. Overwatch har indtil videre 12 forskellige figurer at vælge mellem, og Blizzard lover at der er mange flere på vej.

Spillet skal favne bredt, og den målsætning vil udviklerne ramme på flere måder. For det første skal der være spillemuligheder for de folk, der ikke er hærdede FPS-spillere med twitch-reflekser som en 12-årig. Kort sagt skal der være andet at lave end at placere sit sigtekorn over fjenden, som udviklerne selv udtrykker det. Derfor er her figurer som Mercy, der primært fungerer som healer og har evner, der kan gøre den afgørende forskel med god timing, eller Torbjörn, der bygger turrets og andre forsvarsværker.

For det andet skal man leve længere. Har du spillet Call of Duty, kender du helt sikkert følelsen af at løbe rundt om et hjørne og blive plaffet ned, inden du når at se hvem der skød dig. I Overwatch skal det tage længere tid at nedkæmpe sin modstander, der skal være mere tovtrækkeri og mere tid til at bruge ens figurs særlige evner.
Endeligt er alle Overwatchs spiltyper målbaserede. Her er ingen rendyrket deathmatch, hvor det blot handler om at få flest kills. I stedet kæmper man om at erobre capture points eller føre en payload frem til et bestemt mål. Holdene skiftes til at angribe og forsvare.

OverwatchOverwatch

Så langt så godt, men hvordan spiller det rent faktisk? Om end det kun lykkedes os at prøve Overwatch i et par runder (køen til demomaskinerne var forståeligt nok laaang), så er det rigeligt til at danne sig et klart førstehåndsindtryk. Overwatch føles på ingen måde som om at det er første gang, Blizzard udvikler et FPS-spil. Styringen er knivskarp og responsiv, i en grad der vækker minder om genreklassikere som Quake, Doom og, ja, Team Fortress 2. Vi når at spille som en håndfuld af de 12 figurer. Tracer er udstyret med to pistoler, der skyder lynhurtigt. Hun kan blinke, altså teleportere over korte afstande, med et tryk på shift-knappen. Den evne har tre ladninger, der gradvist fylder op efter brug. Med E-knappen spoler hun tiden tilbage, så hun havner nøjagtigt hvor hun var for tre sekunder siden, tilmed med samme mængde helbred. Perfekt til et hurtigt ind-og-ud-angreb, taktisk retræte, og andre muligheder.

Pharah er udstyret med raketkaster og jetpack, der både kan sende hende højt til vejrs og lade hende svæve i kortere tid. Hanzo kan klatre op ad lodrette flader, og med sin bue kan han - hvis man lader skuddet op i et par sekunder - tage de fleste modstandere ud med en enkelt pil. Rheinhart er en stor, tung tysker med krigshammer og massiv rustning, der kan smide et skjold op som absorberer fjendtlig ild, mens holdkammerater stadig kan skyde gennem. Han kan også charge og dræbe fjender ved at knuse dem mod en væg. Endelig prøvede vi Reaper, der er bevæbnet med to tunge pistoler, har en ret langsom teleport-evne og kan gøre sig usårlig for en stund, hvor han til gengæld ikke kan angribe.

Overwatch

Tempoet er højt, men man lever ganske rigtigt længere end i andre moderne skydespil, og det giver nogle herligt hektiske kampe, hvor der sker en masse omkring en. Her er også en herlig grad af mobilitet, takket være evner som Pharahs jetpack eller Hanzos vægkravleri, og den øgede vertikalitet, det giver, er dejligt forfriskende.

Kampene er 6v6, og med 12 figurer kunne man foranledige sig til at tro, at der kun var plads til én af hver. Men nej, man kan skifte figur hver gang man dør, og der er intet i vejen for at lave et helt hold af Winstons, den store, venlige mutantgorilla med briller. Udviklernes erfaring er dog, at hold med mange ens figurer klarer sig dårligere end mere balancerede hold.

Holdstørrelsen på seks spillere er i øvrigt nøje valgt. Game director Jeff Kaplan fortæller, at man forsøgte sig med større hold, såsom otte eller 12 spillere, men erfaringen var, at den enkelte spiller følte sig mindre vigtig og mindre afgørende. Oplevelsen var mere kaotisk, og de oplevede at to spillere kunne være midt i en fed duel, for så at blive afbrudt fordi der kom fire andre spillere ind fra siden og tromlede det hele.

Omvendt har udviklerne også prøvet med mindre holdstørrelser, men her var oplevelsen at den enkelte spiller havde for stor betydning og var for vigtig for holdets overordnede chancer, så der ikke var plads til at man havde en dårlig dag eller måske var mindre erfaren end modstanderne.

Umiddelbart efter afsløringen af Overwatch var der mange, der antog at spillet ville have træk fra MOBA-genren, men det er rent ud sagt forkert. Her er intet progressionssystem hverken i eller uden for kampene, ikke noget med at låse evner op gradvist, og ingen computerstyrede figurer at skyde på. Det er ren action, rendyrket FPS.

OverwatchOverwatch

Et punkt, hvor Overwatch virkelig kommer til at skille sig ud fra Blizzards andre store titler, er på historien. Der er nemlig næsten ikke nogen historie i selve spillet. Dermed ikke sagt at Overwatch ikke har nogen historie overhovedet - faktisk er der ret meget af den - men som Metzen forklarede på scenen, vil den blive fortalt i andre sammenhænge. Nøjagtigt hvordan, sagde han ikke noget om, men flere filmklip fra Blizzards cinematics-afdeling i stil med den forrygende introfilm, de viste på BlizzCon, er nok et sikkert bud. Transmedialitet er jo så moderne. Og eftersom førnævnte minifilm lignede noget, Pixar kunne have lavet, ser vi gerne mere fra den front.

Overwatch foregår på Jorden, 60 år ude i fremtiden. 30 år før det begyndte robotter at blive alment udbredte, men robotterne - der bliver kaldt omnier - gik kollektivt amok og truede med at udrydde menneskeheden. Det førte til dannelsen af Overwatch, en særlig styrke af helte og soldater fra hele verden, der kæmpede mod robotterne i det, der blev kaldt Omni-krisen.
Overwatch vandt, verdenen var reddet, og de blev hyldet som helte overalt. Senere blev Overwatch nedlagt - og de tilbageværende medlemmer fungerer som lejesoldater og andet. Men en ny trussel (som ikke er blevet afsløret endnu) har vist sig, og derfor har Overwatch-medlemmerne atter rejst sig til dåd.

Overwatch

Sådan lyder historien i grove træk, og hvis du nu spørger hvordan den slags historie giver plads til en cyber-gorilla som figuren Winston, så er det selvfølgelig fordi han er en mutantgorilla, der er opvokset i et laboratorie på månen, og har lært at tale af sin professor-"far" - som han i øvrigt også har sine briller fra. Så forstår man pludselig, hvorfor han går sådan amok i introfilmen.

Det store, ubesvarede spørgsmål er betalingsmodellen, og den vil Blizzard ikke tale om endnu. Altså ved vi ikke om det bliver et "fuldt" engangskøb á la Diablo eller Starcraft, eller free to play med figurkøb i stil med Heroes of the Storm eller Hearthstone. Men Overwatch holder, det tør vi godt sige allerede nu. Spillet går i beta på et ikke nærmere defineret tidspunkt næste år, og Blizzard har åbnet for tilmelding.