Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.

Dansk
Forsiden
previews
FIFA 16

FIFA 16

Vi rejste til Stockholm for at prøve den nyeste udgave af EA's årlige spilserie, og er yderst begejstrede.

Hvis du fulgte med i E3 dette år, kender du til den nye mode indenfor spilindustrien: gør det muligt at spille som kvinder. Det er set før i flere spil, men det var først i år, at udviklere inddrager muligheden i deres store franchises. Dette inkluderer Fallout 4, Assassin's Creed: Syndicate, Dishonored 2 og nu også FIFA 16. Jeg rejste til Stockholm for at prøve den nyeste udgave af den årlige serie, forhåbningsfuld om at fejlene fra det forgange år er fikset. Forhåbningsfuld om at få noget at vide om Fifa Ultimate Team, og forhåbningsfuld om at inddragelsen af kvinder ikke er en kommerciel beslutning, men derimod noget der bidrager til spillet.

FIFA 16

Da EA skulle sælge FIFA 15 sidste år, gik meget af salgssnakken på, at det skulle ligne en virkelig fodboldkamp. Dette inkluderede, at spillerenes sindsstemning skulle afspejle vigtigheden i kampen - scorede man i en finale, ville spillerne udtrykke ekstra glæde, end hvis man "blot" scorede i en træningskamp. Det var en dejlig tilføjelse, men for et spil der besidder mindre fejl i gameplayet, virker det som en underlig prioritering. Derfor var glæden - og lettelsen - stor, da de begynder deres præsentation med et fokus på gameplay og ikke æstetiske ændringer.

De introducerer præsentationen med at vise et forbedret forsvar. FIFA 15 har altid føltes ubalanceret, hvor den hurtige angriber besidder den store fordel, mens den mere kluntede forsvarsspiller må se måbende på. I FIFA 16 lover de, at det er muligt at følge med angriberen. Efter et par kampe med spillet er jeg ikke sikker på, om det er forsvarsspillerne der er blevet forbedret, eller angrebsspillene der er blevet forværret. Men mere om det senere.

FIFA 16

Dernæst viser de en ny træningsfunktion, der efter sigende både kan være brugbar for nybegyndere og rutinerede spillere. Det fungerer ved, at mens du spiller en kamp, vil spillet konstant fortælle dig, hvad du kan trykke på, i den givende situation du står i. Løber du ude på kanten, vil spillet fortælle dig, at du både kan trykke firkant for at lægge bolden ind over, eller kryds for en flad aflevering. Det virker som en god lille inklusion i spillet, men jeg regner ikke med, at rutinerede spillere vil få meget ud af den.

Hidtil har de kun haft fokus på spilmekanikker, og det fortsætter de med. Karriere-delen vil i år tilbyde ekstra, små turneringer, der vil ligge imellem de store turneringer. Det vil betyde, at du mellem turneringer kan tjene lidt ekstra penge til klubben, og måske få sendt nogle af dine reservespillere i marken. Karrieren tilbyder også træning til dine spillere, der vil få deres attributter forøget, alt efter hvor udfordrende træningen er. De uddybede ikke hvordan en udfordrende træning vil se ud, og hvad der gør den udfordrende, men det virker som en spændende idé.

FIFA 16

Alt det ovenstående virker dog mindre vigtigt, sammenlignet med hvad der kan blive den helt store overraskelse for fans af serien. Nærmere bestemt fans af Fifa Ultimate Team. FUT har længe været en varm kartoffel hos EA, lige siden de besluttede sig for at lave prisklasser på spillerne. Det var en beslutning der blev truffet, for at undgå FUT skulle blive pay-to-win, men det endte med at fremmedgøre en stor del af fan-basen. Til spørgsmålet om hvorvidt de vil fjerne prisklasserne i år, siger de, at beslutningen ikke er truffet. Det er forståeligt, at de ikke ved hvad de skal gøre. Enten fjerner de prisklasser, mister penge - fordi folk ikke køber FIFA-Points gennem dem - og gør FUT mere pay-to-win. Ellers beholder de prisklasser, og ender med en utilfreds gruppe fans.

FIFA 16

Hvad de derimod har besluttet sig for at gøre, er lidt af en genialitet kaldet FUT Draft. Det fungerer lidt som Arena i Hearthstone: Heroes of Warcraft. Man betaler et givent antal guld for at deltage, og spillerne du bliver tilbudt er tilfældigt udvalgt hver gang. Først vælger du anfører, og dernæst vælger du resten af positionerne på banen - hver gang et valg mellem fem tilfældige spillere. Til slut vælger du udskiftningsspillere og træner. Udvælgelsen af spillere kan blive en taktisk proces, for ofte står valget mellem en stærk spiller, eller en spiller med god kemi. Du spiller fire kampe med holdet, og kan vinde guld og tokens alt efter hvor mange kampe du vinder. Draft tillader fans at prøve nogle af verdens bedste spillere i Fifa Ultimate Team, og opfordrer dig til at prøve spillere, man normalt aldrig havde givet en chance. I min korte tid med FUT Draft blev der kun tilbudt spillere fra verdens bedste klubber, men jeg ved ikke om den endelige version bliver sådan. Forhåbentlig vil spillet ende med at udvælge tilfældigt mellem alle spillere i spillet, og ikke kun tilfældigt mellem alle de bedste spillere. Det vil kun gøre glæden ved at trække en stærk spiller endnu større. Det er endnu for tidligt at bedømme, om FUT Draft bliver en succes, men her er potentiale til en klassiker.

Det er dog ikke muligt at spille med kvinder i FUT endnu, og det er der flere årsager til. For det første er der kun tolv hold, og for den andet, er det ikke muligt at spille kvinder mod mænd. EA SPORTS begrunder selv denne beslutning med, at kvindefodbold og mandefodbold ikke kan sammenlignes, og derfor skal det ikke være muligt at lade dem spille mod hinanden. Jeg ved ikke hvad jeg havde forventet, men da jeg endelig samlede en controller op, og prøvede Sveriges kvindelandshold, havde jeg håbet på en større forandring. Men i sidste ende er det jo stadig fodbold. Det virkede til, at kvinder har lettere ved at falde, hvilket opfordrer en til at spille bolden mere taktisk, og undgå at bryde for meget med forsvaret. Dette var dog den eneste forandring, jeg umiddelbart kunne mærke. EA SPORTS skal dog have ros for arbejdet de har gjort med kommentatorerne i år. Min største frygt ved inkluderingen af kvindefodbold havde været, at kommentatorerne kun havde sagt kønsneutrale sætninger. Dermed sætninger de kunne have taget fra mandefodbold, og klistret over hos kvinderne. Det første jeg hører, da jeg starter min kamp, er dog hvordan de snakker om kvindefodbold, og hvordan de nævner flere af kvinderne ved navn. Det virker måske som en selvfølgelighed, men det hjælper til at kunne leve sig helt ind i kampen.

FIFA 16

Det er tydeligt, at de har lyttet til fans af serien og forsøgt at stramme op på nogle af manglerne. Bevægelsen med bolden føltes ikke så flydende som i FIFA 15, men det noterer jeg som et positivt træk. Forsvarsspilleren har lettere ved at vende 160 grader, accelerer hurtigt og jagte angriberen. Dette balancerer forholdet mellem angriber og forsvarsspiller. Der var dog stadig fejl, der sprang i øjnene i min korte tid med spillet. Frameraten faldt, hver gang der blev foretaget et målspark, der var ofte sløret mellem spiller og miljø når et mål skulle fejres, og det virkede stadig en smule for let at score på hovedstød. Det er dog alt sammen småting, EA SPORTS kan nå at ordne, inden spillet kommer ud.

Du ser

Preview 10s
Next 10s
Annonce

Når man arbejder med årlige sportsspil som Fifa, er der altid tre bedømmelser, der skal laves. Den første er til fremvisninger, som den jeg var til. Her skal det bedømmes, om spillet ser finpusset ud i forhold til det seneste år. Den næste bedømmelse er, når anmeldelsen rammer. Her skal spillet have en karakter og bedømmes, om det er værd at købe. Den sidste - og vel nok vigtigste - bedømmelse der foretages, sker først flere måneder efter udgivelsen, og efter onlinedelen er blevet efterprøvet til ugenkendelighed. Her skal fans endegyldigt bedømme, om dette var et godt eller et dårligt år for Fifa. Om dette er et år, man vil huske tilbage på, på samme måde som man husker Fifa 09/10. Det er endnu for tidligt for mig at sige om dette ender med at blive et godt eller dårligt år, så hidtil må min bedømmelse lyde således: opdateringerne i år har fokus på gameplay, FUT Draft har potentialet til at blive en klassiker blandt fans, og inkluderingen af kvinder føles gennemtænkt og gennemarbejdet. FIFA 16 er et stort skridt i den rigtige retning.