Gamereactor Internationalt Dansk / Svenska / Norsk / Suomi / English / Deutsch / Italiano / Español / Português / Français / Nederlands /
Gamereactor
Log ind medlem






Glemt kodeordet?
Jeg er ikke medlem, men det vil jeg gerne være

Eller log ind med en Facebook-konto
Gamereactor Danmark
previews
Assassin's Creed Origins

Assassin's Creed Origins - De sidste indtryk

Vi har trådt ind i Bayeks verden en sidste gang inden det er tid til anmeldelsen.

  • Tekst: Sam Bishop Oversættelse: Magnus Laursen

Efter et års tænkepause er Ubisofts snigmorderserie tilbage med et nyt kapitel: Assassin's Creed Origins. Denne gang går (tids)rejsen til det antikke Egypten, med oldtidskrigeren Bayek i hovedrollen. Vi deltog for nyligt i en forhåndsvisning i London og her fik vi lov at opleve en halvstor del af spillet. Demonstrationen varede omkring fire timer, med udgangspunkt i en af de senere akter af spillet. Vores spillerkarakter var allerede level 12, så vi havde adgang til store dele af spillets våben, evner og områder.

To af spillets hovedmænd, Ashraf Ismail og Jean Guesdon, fortalte os på forhånd at vores forventninger i nogen grad ville blive vendt på hovedet. De havde ret, skulle det vise sig. Allerede fra starten, da vi for første gang trådte i sandalerne på Bayek, bemærkede vi en væsentlig forandring - højre skulderknap (vi spillede på Xbox One X, så 'RT') bliver ikke længere brugt til at klatre med. I stedet er den forbundet til et langsomt, hårdtslående angreb. Klatring sker nu gennem A-knappen. Vi har nævnt denne ændring i et tidligere skriv om spillet, men den er alligevel værd at hæfte sig ved. Fans kommer stensikkert til at trykke på de forkerte knapper - i hvert fald i starten.

Den del af spillet vi fik lov at dykke ned i, var en blanding af flere områder. Det legendariske Memphis som vi tidligere har skrevet om, var ikke iblandt dem. Vi startede som sagt allerede i level 12, men blev alligevel opfordret til at udforske spillet på egen hånd, dels for at lære det at kende, dels for at blive stærkere. Spillets fjender har også et level og det samme gælder de enkelte missioner. På den måde kan man på forhånd vurdere om man er klædt ordentligt på til opgaven. Den forestående hovedmission satte barren ved level 15 og fik altså lov at vente lidt. Vi drog ud i verden for at blive stærkere først.

Assassin's Creed Origins
Assassin's Creed OriginsAssassin's Creed Origins

Det kan ske på flere måder i Origins. Den mest oplagte er gennem sidemissionerne som alle giver erfaringspoint. Der er dog andre muligheder, da spillets verden er proppet med muligheder for at rane erfaring til sig. Alle spillets lokationer, altså de konkrete steder på kortet, har indikatorer som viser hvad man kan være heldig at finde. Skattekister bevogtet af fjendtlige røverkaptajner, for eksempel. Hvis man klarer sig igennem de områder bliver man belønnet, ligesom hvis man nedlægger vilde dyr. Begge elementer opfordrer spilleren til rent faktisk at udforske områderne, fremfor at teleportere frem og tilbage via kortet.

Vi vil ikke udpensle hver eneste sidemission, men der er stor variation iblandt dem. De involverer alle sammen mere end blot at hente en dims eller at skygge en "vigtig" person. Den forandring er bestemt prisværdig, især når man tænker på de mange langsommelige opgaver vi er blevet sat på, i løbet af seriens levetid. For at gengive spilinstruktøren Ashraf Ismails egne ord, så føles det valgfrie indhold mere som 'quests' end missioner.

På vores første opgave blev vi bedt om at finde en forsvunden pige og bringe hende tilbage til landsbyen. Vi fandt hende - og drog efterfølgende ud for at hævne os på gerningsmanden. I et andet nævneværdigt eksempel gik vi på jagt efter et tyvstjålet spyd af ekstraordinær værdi: 'The Serpent of Serapis'. Tyven sejlede tilfældigt rundt på en af Egyptens floder og var ikke så nem at få fat i. Alt indholdet er selvfølgelig ikke så interessant, som nu missionen hvor vi blev bedt om at læsse lig på en vogn, mens en gruppe aggressive flodheste konstant gik til angreb. For det meste var vi dog godt underholdt med spillets sideindhold. Der var nok at vælge imellem, men det føltes ikke udvandet eller uopfindsomt. Vi gennemførte ikke kun opgaverne på grund af belønningerne, men fordi vi faktisk havde lyst.

Assassin's Creed Origins
Assassin's Creed OriginsAssassin's Creed Origins

Den del af spillets verden som vi havde adgang til var taknemmeligvis også meget varieret. Hvad er pointen med en stor verden, hvis alting ligner hinanden? Der var en god portion søer og floder i området, samt købstader, landsbyer, ørkener, lejre med banditter, dyrehuler og meget mere. De enkelte miljøer var meget forskellige at se på, med hver deres visuelle udtryk og stil. Og så kan det alt sammen opleves på ryggen af en hest, der selvfølgelig er klog nok til selv at følge stierne.

Den virkelige appel ved Ubisofts genskabning af det gamle Egypten er hvor dynamisk det hele virker. Du kan komme ridende for dig selv og pludselig blive angrebet af et vildt dyr. Eller måske støder du på en gruppe banditter der gerne vil lette dine lommer. Det er ikke ligefrem noget nyt ved serien, men det er med til at holde verdenen frisk og uforudsigelig. Det er tydeligvis et spil fra Ubisoft, med elementer der åbenlyst er inspireret af Far Cry, Wildlands og Watch Dogs.

Assassin's Creed Origins
Assassin's Creed OriginsAssassin's Creed Origins
Assassin's Creed Origins
Assassin's Creed OriginsAssassin's Creed Origins