Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.

Dansk
Gamereactor Danmark
previews
Kingdom Hearts III

Kingdom Hearts III

Andreas rejste hele vejen til solrige Santa Monica for at være vidne til kulminationen på en meget lang rejse for Square Enix. Ja, vi har spillet Kingdom Hearts III.

Da Shinji Hashimoto en skæbnesvanger morgen mødtes med toppen af Disney Japan i bygningens fælles elevator, havde ingen af dem nok kunne forestille sig følgerne af deres samtale. Kort efter samlede den unge karakter designer Tetsuya Nomura idéen op efter en overhørt dialog imellem Final Fantasy-skaber Hironobu Sakaguchi og førnævnte Hashimoto. Kingdom Hearts blev navnet på spillet og repræsenterer 16 år efter, stadigvæk en af de mest nyskabende, spøjse og helt igennem skøre spilserier på markedet. Med Kingdom Hearts I og II katapulterede Nomura og co. serien imod uventede højder og formåede indenfor kort tid at blive en af de hurtigst sælgende Square Enix-serier til dato. Seriens enorme momentum og kommercielle værdi forsvandt dog stille med tiden som følge af for mange platforme, ofte middelmådige spin-off titler og et plot som selv Metal Gear-skaber Hideo Kojima nok lige skulle tænke sig om en ekstra gang for at følge med i. Efter blot 16 tumulte år på bagen med spil af varierende kvalitet, nærmer serien sig udgivelsen af det tredje nummerede kapitel med hastige skridt.

Og netop grundet seriens intet mindre end turbulente historie ankom jeg med ligedele begejstring og frygt foran porten til Square Enix-preview premieren på Kingdom Hearts III i solrige Santa Monica. Kunne Nomura og hans ambitiøse hold løfte opgaven og skabe et spil, som var de to første nummerede titler værdig?

Kingdom Hearts III
Kingdom Hearts IIIKingdom Hearts III

Det første på dagens program var et panel med spillets to vigtigste herrer: Tai Yasue og Tetsuya Nomura. Til min store skuffelse var det desværre ikke muligt at stille dem nogen personlige spørgsmål og det hele var i stedet blevet planlagt på forhånd. Nomura startede passende hele affæren af med at forklare seriens overordnede mission som en udforskning af de stærkeste følelser forbundet vores hjerter og, hvordan serien har prøvet at undersøge det fra forskellige vinkler. I forhold til Kingdom Hearts III handler det specielt om åbenbaringer, både personligt og i forhold til dem, som står os nærmest. Nomura fortsatte her ved at beskrive Kingdom Hearts III som det ultimative klimaks til en fortælling spredt over mere end 10 år, hvorfor spillet også vil have flere episke momenter og mindeværdige øjeblikke end de andre kapitler i serien. Specifikke detaljer om historien skulle vi til gengæld ikke regne med at få, og helt præcise spørgsmål i forhold til samspillet imellem Kingdom Hearts III og de mange spin-off måtte forblive uforløste.

Et kritik punkt, i både de mange spin-off eventyr og nummerede kapitler, har været manglen på mennesker/figurer i de forskellige verdener, som Sora, Anders And og Fedtmule besøger på deres rejser. Typisk har der kun været få NPC'er, hvilket fik byer som Agrabah i Kingdom Hearts II eller Paris i Kingdom Hearts: Dream Drop Distance til at fremstå som de rene spøgelsesbyer. Tai Yasue sagde derfor, at en forbedring på denne front er blandt holdets ypperste mål og brugte efterfølgende Rapunzels hjemby fra Tangled som eksempel. Yasue viste en kort demo af Sora, som løber rundt og interagerer med en række mennesker i storbyen Corona og tilbagevendende fans vil uden tvivl sætte stor pris på dette nye fokus.

Efter det korte udvikler panel, blev det endelig tid til at prøve en af de mest ventede titler i årevis. Hver enkel journalist fik lov til at spille Kingdom Hearts III i 90 minutter og kunne vælge imellem PlayStation 4 eller Xbox One X-versionen af spillet. Square Enix havde forberedt to specielle demoer, der hver især fremviste to forskellige sider af spillet; nemlig Hercules og Toy Story.

Kingdom Hearts III
Kingdom Hearts IIIKingdom Hearts III

Først på menuen var det efterhånden velkendte Olympus Coliseum fra Hercules. Et område som efterhånden har spillet en af de mest essentielle roller på tværs af alle spil i serien. I denne del af demoen var det Soras opgave at besejre sten titanen inden den skaber for meget kaos. For tilbagevendende fans med erfaring fra Kingdom Hearts II eller Birth by Sleep, vil styringen i Kingdom Hearts III forekomme som et smukt møde med en gammel ven og hurtigt blive samlet op. Skærer man al fyldet med nye evner og magier fra, er Kingdom Hearts II og III nærmest identiske i kernen, men Kingdom Hearts III formår alligevel at føles væsentlig mere friskt. I kampene med spillets hundredevis af unikke fjender har gameplayet fået et ordentlig indskud nye tiltag, alle sammen meget velkomne. Angriber Sora eksempelvis en af de mange fjender x antal gange med en bestemt ild eller is magi, vil han låse op for specielle afsluttende magi angreb, og bruger spilleren masser af rå styrke vil en række andre mægtige angreb blive tilgængelige.

Et andet taktisk element, der bliver introduceret, er Walt Disney forlystelserne. I kampens hede kan Sora i visse situationer tilkalde velkendte attraktioner, men de er mere quicktime-events end faktiske evner. Dette giver god mening, da de er utrolig kraftfulde og ellers ville ødelægge spillets naturlige flow. Jeg oplevede under titan-kampen, at kunne tilkalde et kæmpe tog, der bombede fjenden med et spektakel af forskellige farvefyldte raketter. Kombinationen af millioner små eksploderende partikler, tunge regndråber og den kæmpe fjende var en visuel oplevelse af fineste kaliber.

Olympus Coliseum var en kort, men solid fornøjelse som jeg heldigvis kunne spille igennem mere end en gang og virkelig skød hypen helt i vejret inden jeg bevægede mig videre til Toy Story.

Kingdom Hearts III
Kingdom Hearts IIIKingdom Hearts III

Pixars ikoniske Toy Story var nemlig en af de største bedrifter i digital historiefortælling tilbage i 90'erne og derfor en længe efterspurgt verden til Kingdom Hearts-serien. I Kingdom Hearts III er verdenen kaldet Toy Box og den første time var hundrede procent spilbar - selv med mellemsekvenser. De nysgerrige, som så D23-annonceringen af Toy Story vil have et meget godt overblik over indholdet, da det bare var en spilbar version af traileren. Angående mellemsekvenserne skal det dog nævnes, at de er alt for lange og karakterernes animationer er meget stive og livløse. Bedre bliver det ikke af, at dialogen atter engang er et miks af prædiken om venskab overfor paralleluniverser og rejser i tid. Trods min store indre fanboy var jeg ofte tilbøjelig til nærmest at springe mellemsekvenserne helt over, da den mindste interaktion var gabende lang.

Det samme kan heldigvis ikke siges om den spillermæssige oplevelse. Toy Box-verdenen i Kingdom Hearts III er blandt mine bedste spilminder de seneste mange år. Sjældent har hvert et eneste kampelement været udført med så teknisk flair og finesse, hvorfor det tog mekanikkerne introduceret i Olympus Coliseum-demoen til et helt nyt niveau. Som en helt ny egenskab har Soras våben deres egen unikke færdigheder og han kan løbende skifte imellem sine Keyblade-våben, selv i de mest intense øjeblikke. Den ene forvandler sig f.eks. til en kæmpe hammer, den anden en magisk Yo-Yo og tredje en mægtig stav. At banke fjenderne med en kæmpe hammer det ene øjeblik og
i løbet af få sekunder skifte til magiske stråler kaldt ned fra himlen er vanvittig tilfredsstillende.

Kingdom Hearts III
Kingdom Hearts IIIKingdom Hearts IIIKingdom Hearts III

Kingdom Hearts III bringer også evnen til at tilkalde mægtige allierede fra andre Disney-film tilbage. I Toy Box-demoen havde jeg to til rådighed: Ariel fra den lille havfrue og Ralph fra Wreck'it'Ralph, der begge var unikke reflektioner af deres filmroller. F.eks. brugte Ralph destruerende pixels og Ariel lignede Disney-versionen af Final Fantasys Shiva. Specielt Ariel var en oplevelse i sig selv med flotte vandeffekter og kreativ interaktion med helten Sora.

Under min gennemspilning af Toy Box var der en ting, som hurtigt slog mig. At se de forskellige trailere fra spillet kunne slet ikke måle sig med den faktiske oplevelse. Alle de fans, der er vokset op med Woody og Buzz vil have store vanskeligheder med at skelne imellem de første film og Kingdom Hearts III. Flottere bliver det kun af, at spillet skifter flydende imellem mellemsekvenser og gameplay, hvilket forbedrer den overordnede oplevelse eksponentielt. Square Enix' hensyn til detaljer og dedikation er fascinerende, hvorfor jeg pludselig forstår deres tøven med at inkludere Pixar. De ældre konsoller kunne simpelthen ikke levere en god standard, som for alvor kunne sidestilles med kildematerialet. Hvis Olympus Coliseum var en spektakulær oplevelse, er Toy Box en af de største grafiske præstationer til dato.

I begyndelsen af dette preview berørte jeg Kingdom Hearts-seriens historie fra elevator pitch til et virvar af spin-off titler, og undrede mig over, hvorvidt Kingdom Hearts III kunne bringe serien tilbage blandt de store drenge. Efter 90 minutter virker historien stadig til at være en masse nonsens, men den visuelle side, det fantastiske gameplay og hensyn til selv den mindste detalje gør alligevel Kingdom Hearts III til min mest ventede titel i 2018.