GR STREAMING
Gamereactor Close White
Log ind medlem






Glemt kodeordet?
Jeg er ikke medlem, men det vil jeg gerne være

Eller log ind med en Facebook-konto
Gamereactor Danmark
previews
Metro Exodus

Vi har rejst til ødemarken i Metro Exodus

Laursen udvandrede til London for at prøve det nye Metro Exodus. Her fortæller han om sine oplevelser med 4A Games' længe ventede efterfølger.


Facebook
TwitterReddit

Der var engang, for længe siden, hvor løftet om en stor, åben spilverden var et entydigt stærkt salgsargument. Jo større, desto bedre! Det sidste årti har budt på utallige sandkassespil, fælles i deres størrelse, men stærkt svingende i kvalitet. Stor kan betyde bjergtagende og fyldestgørende - eller oppustet og indholdsfattigt. Værdien af en kæmpe spilverden er derfor ikke længere helt så åbenlys. Så når en velkendt spilserie vælger at imødekomme en større, mere åben struktur, ja, så vil det altid skabe kontrovers blandt seriens fans.

Det ved industrien. Ukrainske 4A Games gør i hvert fald. Under den korte præsentation som går forud for min egen tid med spillet, bliver det udtrykkeligt gjort klart at Metro Exodus ikke er et open-world spil. I stedet bliver det beskrevet som en række åbne, men distinkt adskilte baner. Hvad skal det nu helt præcist betyde? Er det tom PR-jargon eller et oprigtigt forsøg på at klargøre terminologien? Alt det bliver jeg en anelse klogere på, efter selv at have prøvekørt Exodus. Alligevel er det interessant hvordan udviklerne bevidst forsøger at tage afstand fra andre, overfladisk sammenlignelige titler.

Studiets ambition er imidlertid ikke til at tage fejl af. 4A Games vil skabe spil i verdensklasse; spil som skal kunne rivalisere det bedste, som industrien har at byde på. Og det er svært ikke lade sig imponere af den passion, stolthed og selvtillid som udviklerne udstråler. Før i tiden er studiet ofte blevet karakteriseret som en industriel 'underhund'; ung, uerfaren, men ivrig efter at bevise sit værd. Og 4A Games har da allerede håndteret betydelige udfordringer, fra THQ's finansielle undergang, til de militære konflikter i Kiev.

Metro Exodus
Metro ExodusMetro Exodus

Trods stormfulde omstændigheder og problematiske arbejdsforhold, har udviklerne formået at producere to hæderlige spil: Metro 2033 og efterfølgeren, Last Light. Udviklerne beskriver selv spillene som to dele af samme historie. Metro Exodus, derimod, er begyndelsen på noget nyt. Der er unægtelig noget poetisk ved titlen. 4A Games er vokset betydeligt over de sidste par år og hovedkvarteret er blevet flyttet fra Kiev til Sliema, Malta. Med ekspansion i den virkelige verden følger også resurserne til at udvide den virtuelle: Metro Exodus er adskillige gange større end forgængerne og den forventede gennemførselstid er anslået til omkring 25 timer.

Sidst, men ikke mindst, så er titlen selvfølgelig en reference til spillets handling. Artyom, tavs krigerpoet og helten fra Moskvas metro, er endelig trådt ud af den russiske underverdens skygger. Foråret, for så vidt at sæsoner stadig findes i en postapokalyptisk verden, synes at være kommet til Rusland. Flere steder er isen fra atomvinteren begyndt at smelte - og luften, med væsentlige undtagelser, er faktisk åndbar. Med undergrundens klaustrofobiske korridorer bag sig, drager Artyom og hans venner ud for at (gen)opdage verden på overfladen. Hvilket eventyr venter forude?

Jeg fik tilbudt muligheden for selv at spille Metro Exodus og dermed finde mine egne svar. Min tid med spillet var begrænset til en enkelt bane, men det var en stor en af slagsen. Til at begynde med bryder de rejsendes transportmiddel, toget Aurora, sammen nær ruinerne af en gammel landsby. Jeg, naturligvis i rollen som Artyom, bliver bedt om at undersøge området for venligt stemte indbyggere, i håbet om at kunne hverve deres assistance. Jeg bliver hurtigt briefet gennem lidt russisklydende sniksnak og derefter givet en riffel, et kort og en rygsæk. Og så afsted!

Metro Exodus
Metro ExodusMetro Exodus

Jeg stiger af toget og mærker sneen knase under mine støvlers vægt. Den russiske tundra er kridhvid og forfrossen i sit udtryk. Søen som skærer igennem landsbyen, er dog ikke stivnet helt. Solen er stadig ved at hæve sig i øst. Vinden skriger og hvisker på skift. Det er utvivlsomt et fjendtligt sted jeg er havnet, fyldt med alskens fælder og farer. Men denne verden er ikke uden skønhed heller. Miljøernes detaljerigdom, det dynamiske lys fra den distante sol og naturens mættede, jordagtige farver formår tilsammen at skabe en visuelt imponerende oplevelse. Idet jeg klapper høretelefonerne på, er indlevelsen komplet; spillets atmosfæriske kvaliteter er tydelige fra start.

Jeg konsulterer mit kort for at orientere mig selv. En oplagt måde at ødelægge indlevelsen, ikke sandt? Heldigvis har udviklerne styr på sagerne og kortet er derfor blevet indarbejdet i kompasset fra tidligere spil. Det giver dig kun den allermest nødvendige information, uden at drukne skærmen med abstrakte ikoner. Vigtigere endnu, så er kortet en del af spillets verden, så du bliver ikke konstant hevet ud af oplevelsen, hver gang du skal orientere dig. Måske er det en overdrevent specifik detalje af hæfte sig ved, men jeg mener at det vidner stærkt om den spiloplevelse, som 4A Games forsøger at skabe.

Jeg udpeger min destination, en gammel kirke, og begiver mig afsted mod den. Først til bens, derefter via en lille båd. I tidligere spil blev udendørsområderne ofte delt og segmenteret af ufremkommelige søer og floder, men denne gang kan man faktisk bevæge sig på vandet - bare hold dig på afstand af de der klamme rejemonstre. Jeg bliver ført ind i kirken via en form for akvædukt. Indvendigt bliver den oplyst af hundredvis af stearinlys og væggene er dækket med religiøse ikoner, formentligt af den russisk-ortodokse slags. Kirken er desuden tilholdssted for en gruppe nidkære ludditter - og de virker ikke helt tilfredse med hverken mine uhøflige indtræden eller overdrevne brug af teknologi.

Metro Exodus
Metro ExodusMetro ExodusMetro Exodus
Metro Exodus
Metro ExodusMetro Exodus