"Ph'nglui mglw'nafh Cthulhu R'lyeh wgah'nagl fhtagn", eller "i sit hus i R'lyeh, venter døde Cthulhu drømmende". Denne sætning har hjemsøgt mig siden jeg for mange år siden læste The Call of Cthulhu. Jeg kan huske at stemningen i disse noveller var tyk som mudder, det var uhyre effektivt, og jeg slubrede alle H.P. Lovecrafts skriverier i mig, trods det til tider meget gammeldags sprog, og hans enorme brug af, for mig, ukendte tillægsord. Derfor har jeg også fulgt Cyanide Studios udvikling af spillet, der bær samme navn, tæt de seneste par år, og nu har jeg så fået lov til at spille de første par timer af spillet, og lad os bare sige at jeg kan lide hvad jeg har set.
Call of Cthulhu er et førstepersonseventyrspil med rollespilselementer, hvilke jeg vil komme ind på senere. Men som med alle eventyrspil handler det først og fremmest at etablere, om hvorvidt historien er interessant. Den Preview-udgave jeg har spillet starter med at man vågner op på jorden omgivet af indvolde og blod, og det bliver hurtigt klart, at der ligger døde hajer og andre fisk rundt om en. Man vakler rundt i den fugtige hule, finder et lys, og når til sidst hen til nogle kultister uden øjne, og deres leder som har blækspruttetentakler stikkende ud fra hans gemte ansigt. Man vågner med et sæt på ens kontor, og sværger til at man aldrig vil drikke whisky igen. En effektiv start for at sige det mildt, der slår fast at Cthulhu-legenden transcenderer det mondæne, og at vi har med overnaturlige trusler at gøre. Det banker på døren, og en mand ved navn Stephen Webster giver en opgaven om at finde hans søster, Sarah Hawkins, på en ø tæt ved Boston ved navn Darkwater. Man ankommer så senere til øen, og det er hurtigt tydeligt, at ikke alt er som det skal være, og man blive hurtigt suget ind i en overtroisk verden med frygt, spøgelser, og fortidige monstre, ligesom det skal være i Lovecrafts univers. Jeg vil ikke fortælle mere, da jeg ikke vil ødelægge historien for nogen, men stemningen er tyk som melasse, og karaktererne man snakker med tilpas dunkle og dystre.
Selve mekanikkerne er som dem man finder i mange andre førstepersonseventyrspil. Man skal finde objekter, løse gåder og snakke med en masse karakterer. Jeg spillede dette preview med mus og keyboard, men man kan også vælge at spille det med en controller på PC, hvis man vil, hvilket er ret logisk, når spillet også udkommer på konsollerne. Når man ikke skal snakke med folk, så skal man lede efter spor og punkter, som man kan interagere med. Områderne hvor man skal finde disse ting er ikke specielt store, så man finder dem nemt, og jeg havde ikke problemer med nogle af de puslespil jeg blev præsenteret for.
Så det hele lyder jo meget som i alle andre eventyrspil, men Call of Cthulhu har nogle mekanikker som føles ret friske for genren. Cyanide Studio har været på rov i rollespilsgenren, og det har ført til, at man får point (eller CP), for at løse gåder og ved at snakke med de rigtige karakterer. Disse CP-point kan man så bruge på syv forbedringer til ens karakter. Disse kan forbedringer ens karakters styrke, argumentationsevne, viden om det okkulte, medicin, psykologi, efterforskning og evnen til at spotte gemte spor. Man kan så bruge ens CP på at specialisere sig, mens man er mindre god til de ting man ikke sætter point i. Det manifesterer sig så ved, at man har flere emner at snakke med folk om, og ved at man forstår visse spor bedre. Dette system virker meget spændende, synes jeg, da det i princippet vil gøre at man får meget forskellige gennemspilninger, da ens specialiseringer vil styre den information man får i løbet af spillet. Edward har desuden evnen til at gå i en trancelignede tilstand, hvor han kan se hvad der er sket tidligere i et rum. Det er lidt ligesom når Batman efterforsker i Arkham City-spillet, og det giver en fed ekstra dimension til oplevelsen.
<newpage>
I samme menu er der noget, der hedder tilregnelighed, eller "Sanity". Edward Pierce var med i første verdenskrig, og deltog i et slag, hvor han så hundredvis af hans krigsfæller blive sprunget i luften, og det har traumatiseret ham. Derfor kommer der i løbet af spillet scener, som udfordrer denne tilregnelighed. Jeg oplevede to sekvenser, hvor Edward mistede mælet komplet, og hallucinerede utænkelige ting. Jeg ved ikke om hvor stor indflydelse, det vil have på spillet, men jeg tænker at man bliver mere og mere skør, alt efter hvor mange syge oplevelser man oplever. Dette minder mig meget om et andet Cthulhu-spil, som hed Dark Corners of the Earth, hvilket Bethesda lavede i starten af dette 00'erne. Her var det også muligt at blive sindssyg, og jeg tænker måske der er den retning Cyanide vil gå med det, men det bliver spændende at se, hvad udvikleren finder på. Ud over det kan Edward gemme de ting han samler op, og han har en journal, hvor man kan læse om de steder han besøger, og de mennesker han snakker med.
Spillet kører i Unreal-grafikmotoren, og afvikles derfor fint med alt på maksimale på min aldrende PC. Grafikken har lidt en Bioshock-agtig æstetik, og er ret flot på afstand, men kommer man for tæt på teksturerne, så opdager man at de er ret slørede og af lav opløsning. Desværre skal man i flere situationer tæt på dem, så man lægger mærke til det. Det samme med karaktererne, som er, for at sige det mildt, grimme. Derudover er animationerne stive, og spillet føles ret budgetagtigt. Men sådan er det med mange Focus Home Interactive-titler, og som med eksempelvis Vampyr var det ret let at overkomme dette fordi kvaliteten af de resterende elementer var høje. Heldigvis gik der ikke lang tid før jeg ikke lagde mærke til det mere, for stemningen er fantastisk. Alting er nemlig tilpas forfaldent og råddent, hvilket er så fedt, for det gør, at man hurtigt lever sig ind i spillets verden, hvor de slørede teksturer næsten hjælper til stemningen. Senere ender man i den hule, man drømte om i starten af spillet, og her er denne stemning af forfald endnu mere gennemtrængende, hvilket fungerer fortrinligt.
Noget der også bidrager til denne stemning er lyden, som er dejligt atmosfærisk. Når man for eksempel ankommer til Darkwater, er musikken bare enkelte dybe instrumenter og havnens normale baggrundsstøj. Det giver en en følelse af gru mens man snakker med de forskellige karakterer, som kalder den lille havneby for deres hjem. Stemmeskuespillet er solidt, og jeg genkendte stemmeskuespillere fra både, The Witcher 3: Wild Hunt og fra flere af Quantic Dream-spil.
Så jeg har virkelig nydt at lege lidt med Call of Cthulhu. For mig personligt har spillet fat i en del af mig, som er meget tørstig efter en dyb horror-oplevelse, og jeg ser frem til at komme længere og længere ind i vanviddets verden. Man skal ikke forvente et spil med et kæmpe budget, for det har spillet tydeligvis ikke, men er man til psykologisk horror og en fed historie, så tror jeg Call of Cthulhu bliver en rigtig spændende oplevelse for, i sit hus i R'lyeh, venter døde Cthulhu, drømmende.