Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.

Dansk
Gamereactor Danmark
previews
Iron Man VR

Iron Man VR

Forbered dig på at indtage rollen som Tony Stark. Vi var blandt de første til at prøve Sonys nye flagskibstitel til VR.

Skip

Den vel nok største overraskelse under sidste uges State of Play var annonceringen af MARVEL'S IRON MAN fra amerikanske Camouflaj (République). Traileren gav ikke alt for mange indikationer om, hvilket slags spil vi kan forvente, men efter at have spillet en ca. 20 min lang demo og snakket med spillets instruktør, Ryan Payton, har jeg et noget klarere billede af - og højere forventninger til - Playstation VRs nye flagskibstitel.

Lad os få det af vejen med det samme: Ja, MARVEL'S IRON MAN er et fuldt spil på 5-10 timer med en original historie, som foregår 2-3 år efter, Tony Stark er sprunget ud som Iron Man. Spillet har været under udvikling i to et halvt år og er sat til udgivelse senere på året.
Strukturelt varierer det mellem mere rolige historiesekvenser, hvor du immervæk stadig kan bevæge dig og interagere med omgivelserne, og actionfyldte missioner, som giver dig mulighed for at hoppe ned i den ikoniske dragt og gøre himmelrummet usikkert for ondsindede eksistenser. Demoen startede med en tutorial ved kysten ud for Stark Mansion, der introducerer spillets på mange måde intuitive, men ikke helt simple styring.

Iron Man VR
Iron Man VR

MARVEL'S IRON MAN styres med to move controllere, som naturligvis repræsenterer Tonys to hænder. Der er tre knapper i spil: Move-knappen er dine thrusters, triggeren dine repulsors og ved at holde X inde kan du slå fjender og forhindringer. Den største udfordring ved styringen er helt klar at få styr på dine thrusters. Det er basalt set dem, du bruger til at styre med og da Iron Man ikke ligefrem er kendt for at flyve i et adstadigt tempo, handler det om at kunne navigere hurtigt og effektivt. Holder du dem ned langs kroppen, flyver du op, tager du dem lidt bag kroppen, kommer du frem, holder du dem over hovedet, kan du hurtigt flyve nedad osv. Det er som sagt ret intuitivt, men derfor kræver det stadig lidt øvelse, hvilket bestemt er god ting. Dine repulsors affyres ved at strække hænderne frem og så ellers bare affyre, mens dine slag udføres ved fysisk at slå ud i luften. Fælles for begge er, at der er god feedback fra rumble og tilpas tunge lydeffekter, hvilket gør dem utrolig tilfredsstillende at bruge.

Efter en veloverstået tutorial blev jeg kastet ud i en historiedrevet sekvens, som var en længere udgave af den korte scene ombord på Starks fly, som blev vist i traileren. På et tidspunkt blev jeg præsenteret for et dialogvalg og jeg spurgte Ryan Payton, om dette er en gennemgående ting og om dine valg vil have konsekvenser for handlingen. Svaret på begge spørgsmål var ja, men det skal siges, at der stadig kun vil være én slutning uanset hvad. Han sagde også, at netop denne historiedrevne sekvens var atypisk, da man i de andre kan bevæge sig og interagere med adskillige objekter.

Iron Man VR
Iron Man VRIron Man VR

Freden ombord på flyet forstyrres dog pludseligt af fjenden Ghost, som måske, måske ikke er spillets hovedantagonist og Tony må i dragten for at redde flyet og Pepper. Hvad der herefter fulgte, var en yderst tempofyldt mission, hvor flyet skal indhentes og repareres på klassisk VR minigame manér, vraggods skal undgås eller skydes ned og droner skal tilintetgøres med dine trofaste repulsors. Det var varieret, underholdende og velfungerende om end en kende simpelt, men Payton forsikrer om, at de fleste missioner er mere åbne og komplekse.

Der er ingen tvivl om, at MARVEL'S IRON MAN gjorde et rigtig fint første indtryk og holdet bag har tydeligvis en enorm passion for projektet. Styringen er som sagt både intuitiv og velfungerende og det faktum, at man har fuld bevægelighed og altså på ingen måde er on-rails sammen med intentionen om at levere en komplet Iron Man-fortælling er virkelig lovende. Er der én ting, som bekymrede mig, er det risikoen for bevægelsessyge. Under spillets tutorial, hvor jeg skulle vende mig, blev jeg en kende kvalm, men holdet er bevidste om risikoen og arbejder på at minimere eventuelle gener. Det skal retfærdigvis siges, at det ikke var et problem under hovedmissionen. MARVEL'S IRON MAN skulle som sagt gerne komme i år og kan meget vel gå hen og blive en af den kommende tids essentielle VR-spil.