Prey 2

Langsomt kommer jeg til bevidsthed. Jeg ligger blandt brændende murbrokker og kigger op mod loftet, mens billedet langsomt bliver klarere. Jorden. Jeg ser jorden gennem to enorme vinduer omringet af en slags brunt, kebab-lignende materiale. Er det her en slags joke? Lidt længere væk ligger et rygende flyvrag og rester af bygninger og natur. Hvad er det der foregår?

Jeg famler efter mit hylster... Jo, skydevåbnet har jeg stadig. Jeg begiver mig af sted for at få en ide om hvad der er sket. Så støder jeg på det grimmeste bæst jeg har set i et spil, måske nogensinde. Der er åbenbart få problemer der ikke kan løses gennem vold, når jeg at tænke, inden jeg trykker aftrækkeren i bund og sprøjter rumvæsenhjerne ud overalt. Nye grimrianer dukker op gennem portaler, som ud af ingenting. En vild jagt begynder, jeg vil jo helst klare mig med livet i behold, selvom jeg egentlig ikke ved hvad jeg skal på dette mærkelige sted. Og det er netop en del af problemet. Hvordan slipper jeg væk fra en overtallig fjende på en indhegnet plads jeg ikke kender? Rumvæsenerne finder mig, og med et brag bliver det atter sort for øjnene.

Mest for hovedpersonen, altså. For mig selv bliver det i stedet en hel del lysere. På dette tidspunkt tænder Human Head nemlig for det lille biografrums lamper, og øjnene må kæmpe for at vænne sig til lyset. Jeg har netop spillet den første bane i det kommende Prey 2, efterfølgeren til et af generationens rigtigt gode og ret oversete spil. Men hvad der sker efter første bane vil man ikke svare på, og i stedet handler resten af præsentationen om hvad der sker nogle år inde i eventyret på rumvæsenernes planet Exodus.

Starten af Prey 2 udspiller sig parallelt med originalen. Verdens formodentligt bedste indianer, Tommy, er derfor med i Prey 2, og der er rigeligt med antydninger til at dette her blot er en efterfølger til Prey. Dog spiller man ikke som ham, men i stedet sheriffen Killian Samuels, der altså kidnappes samtidigt med Tommy af samme rumvæsener. Men hvor Tommy benhårdt sprang rumvæsenernes skib til alien-støv, er hr. Killian i stedet blevet bortført til Exodus, hvor han nu arbejder som dusørjæger. Human Head drager den sammenligning, at det første Prey var Luke Skywalker-udgaven af historien, mens Prey 2 i stedet er Boba Fetts historie. Denne gang er man selv jæger, og rumvæsenerne er byttet.

Når man møder Human Head, mærker man straks at det ikke er hvilken som helst udvikler. Ambitionsniveauet ligger cirka på linje med eksempelvis Valve og Blizzard. For dem er det helt uinteressant bare at lave en efterfølger - man skal i stedet være nyskabende, tage serien videre og helst gøre noget nyt, så actiongenren aldrig rigtig bliver sig selv igen. Prey udkom i 2006, og først i 2012, hele seks år senere, føler man sig klar til at lancere efterfølgeren. Chris Rhinehart, som producerede etteren og også grundlagde Human Head, forklarer at de flere gange har forsøgt at skabe et Prey 2, men at det aldrig rigtig føltes friskt nok. Projektet er derfor droppet og startet forfra flere gange.

Lyset i biografrummet dæmpes igen, og en bane på planeten Exodus indledes. Præcis som i Half-Life ses hele spillet gennem Killians øjne, og man får ikke sig selv at se i tredjeperson i en eneste mellemsekvens. Hovedpersonen taler heller ikke. Det her er dit eventyr, og du må selv
give Killian den personlighed du ønsker. Jeg styrer Killian rundt i en verden, der minder ikke så lidt om rumbasen Omega fra Mass Effect 2. Her er civile, masser af bygninger, døre, kasinoer med minispil og ting at klatre på.

Til forskel fra originalen er Prey 2 helt åbent. Man kan gå hen hvor man vil, tale med hvem som helst og tage de missioner man har lyst til. Killian er mindst lige så smidig som Faith fra Mirror's Edge, og hopper elegant mellem fjerne afsatser, går armgang på rør, balancerer på smalle planker og hopper som en kat op af husfacader. Behændigt nok kan du se på Killians hænder om han kan klare et spring, så du ikke behøver tage chancen og hoppe i blinde. Glem frustrationer i stil med Mirror's Edge trial-and-error, altså.

Verden omkring Killian er imponerende og fuld af folk. Med en enkelt knaptryk kan du filtrere personer fra, der ikke er din tid værd. Vi passerer barslagsmål, stripklupper og boligkvarterer inden Killian accepterer en mission om at tilfangetage og overdrage en gangster.

Noget der viser sig at være lettere sagt end gjort, da han har rigeligt med livvagter. For overhovedet at komme ind i bygningen kræves stemmegenkendelse, hvilket man løser ved at tage en vagt som gidsel og med pistolen tvinge ham til at lukke en ind. Indenfor vanker der intense kampe.

Killian er akkurat lige så smidig med våben i hånden som uden, og kan i førsteperson kaste sig i sikkerhed og glide i dækning. Der er også en videreudviklet variant af Killzones cover-system, så man kan sidde bag dækning og skyde på fjender på den anden side. Det tiltænkte offer har dog ingen planer om at lade sig fange, så efter alle hans livvagter er mejet ned, tager han flugten, hvilket fører til en fed parkour-jagt hvor man dels skal være hurtig, dels vælge smarte genveje. Og det bliver ikke ettere, da en enorm boss dukker op for at uddele storprygl.

Han er latterligt fed og spækket med integrerede dele, der gør ham lige så stærk som ubehagelig at se på. Har man spillet det første
Prey vil man genkende meget af designtanken fra hvordan rumvæsenerne bygger mennesker sammen med maskiner. Men selv om man besejrer ham med livet i behold og fanger skurken i live, er missionen ikke slut. Den arme stakkel har bestemt ikke lyst til at blive overdraget til din arbejdsgiver, og prøver at bestikke dig med store summer.

Pengene kan du senere bruge til for eksempel at opgradere din egen rustning. Hvorfor ikke skaffe sig skulderkanoner for at få lidt ekstra ildkraft i kampene, mulighed for at svæve eller måske evnen til at få fjendens gravitation til at ophøre, så de nærmest svæver op i luften som heliumballoner, hvor man let kan skyde dem. Der er utallige varianter, men man kan ikke tage lige så mange af dem med sig som man vil, og må derfor blande og prøve sig frem til den kombination af egenskaber, der passer bedst til
ens spillestil.

Desuden åbner der sig nye muligheder i takt
med at ens evner bliver bedre. Dermed kan der være en mening i at gå tilbage til et sted, man troede man havde udforsket færdigt, for at finde nye hemmeligheder. Hvert område er nogen- lunde sammenligneligt med Assassin's Creed 2, siger Human Head, og man rejser mellem hvert sted med tog. Selvom jeg kun fik set den Mass Effet 2-inspirerede bane i bevægelse, fik jeg set konceptbilleder på ørkenbaner, store byer, tilgroede områder og et grottesystem. Tanken er at Prey skal byde på rigeligt med eventyr og en spilletid på mindst 15 timer.

Kort sagt føles Prey 2 vældig friskt. Det har bevægelsesformen fra Mirror's Edge, samme frihed som Mass Effect, og ildkampene fra Killzone. Her er et lootsystem i stil med Borderlands, og Prey 2 minder også om Bioshock i måden man stiger i level og forbedrer sine våben. Human Head har også bidraget med en række helt egne ideer, som kan give spillet en unik følelse.

Det er tydeligt at Human Head vil fremhæve spillets små detaljer. Normalt vil udviklere helst tale om store funktioner, gimmicks og lignende, men Rhinehart vil hellere fortælle om hvordan de har forsøgt at eliminere frustrerende og ulogiske elementer fra Prey 2.

Derfor har man arbejdet hårdt med checkpoints, sørget for at folk ikke dør eller opfører sig som idioter under eskortmissioner, og at man går med våbnet fremstrakt foran sig når det ikke skal bruges. Man har heller ikke placeret folk på ulogiske steder, hvor det kræver en smule Spider-Man at komme op til dem. Desuden kan
alle våben benytte alle typer ammunition, hvilket gør at vi ikke behøver smide yndlingsskydere væk og og vælge noget dårligere når der er lavvande i ammo-tasken. Her er dog også forskellige typer ammunition - vi kan skyde med brændende eller eksplosive kugler, hvilket giver variation. Desuden kan man kontinuerligt bygge sine våben om. Et våben man er særligt glad for kan altså være nyttigt hele spillet igennem og blive stærkere og stærkere.

Jo mere Rhinehart fortæller, des mere indser jeg hvilke enorme ambitioner Human Head har, og at den store udfordring for dem bliver at få det hele med. Det er noget ikke mindst Fable-produceren Peter Molyneux har haft svært ved tidligere. Det letter dog, at man har valgt helt at sløjfe multiplayer-delen.
"Hvorfor skulle man spille Prey 2 online når man kan spille Halo? Vi vil hellere lave et rigtig godt singleplayer-eventyr", fortæller Rhinehart. En opløftende tanke, da alt for mange skydespil nutildags får en pligtskyldig multiplayer-del, der ikke kan bide skeer med de bedste, og dermed er helt overflødige. Ingen spiller dem, og ressourcerne kunne i stedet være brugt på god singleplayer. Derimod vil der være DLC-materiale, men også her vil man gøre lidt ekstra og ikke bare pumpe nogle flere missioner eller lignende ud.

Med det afsluttes demonstrationen af Prey 2. Men det har fået at se smager af mere, selvom det er en helt anden type spil end det Prey, der stadig er en af mine personlige favoritter. Human Heads ambitionsniveau er skyhøjt, og de gode ideer mange. Det har først premiere næste år, og lykkedes det at realisere alle ambitionerne inden da, kan Prey 2 meget vel blive et stort og tiltrængt vitaminspark for hele actiongenren.